»Jeg blev kaldt Psyko-Julie«

»Skal vi have en kop kaffe,« spørger Julie Kongensgaard ind gennem vinduet til sin medindsatte Susanne Bruun Andersen.

De bor ikke på gang sammen og må derfor banke på hinandens ruder udefra. De sætter sig sammen på en bænk i solen, og to mandlige indsatte støder til. Det er efter arbejde, og de har nu nogle timer, før de bliver låst inde på deres værelser kl. 21.

»Der er ikke så meget at lave, så variationen er begrænset, men jeg kan godt lide at snakke med folk herinde, indtil vi bliver låst inde,« siger Julie.

Hun er 22 år gammel og sidder i fængsel for anden gang – begge gange har hun afsonet i Møgelkær. Hun har 11 eller 12 voldsdomme – hun kan ikke helt huske det.

»Det begyndte tidligt for mig. Desværre. Jeg var syv år, første gang jeg var oppe at slås for alvor. Mange har en form for respekt for mig. Men det er nok ikke den bedste form for respekt. Jeg blev f.eks. kaldt Psyko-Julie,« fortæller hun.

Hun er vokset op på to forskellige børnehjem og hos en plejefamilie. Hendes forældre er begge døde. Det er derfor, Julie Kongensgaard har tatoveret to tårer under sit ene øje. Den ene er for hendes mor, den anden for hendes far.

»Min mor døde, da jeg var seks år, og min far døde af druk for tre år siden, men jeg havde ikke så meget med ham at gøre.«

Alkoholen tager over

Julie Kongensgaard blev fjernet og anbragt på børnehjem kort tid efter morens død.

»Jeg var træt af at være på børnehjemmet. Når man er lille, vil man bare gerne være ved sine forældre, selv om det var rigtig hårdt at være ved min far,« husker hun.

Julie Kongensgaard sidder inde, fordi hun under en bytur kastede en flaske, der ramte en i hovedet.

Hun tænkte slet ikke over konsekvenserne, husker hun.

»Det var rigtig ærgerligt, at jeg igen skulle ind at sidde, for jeg havde lige fundet en lejlighed og en sød kæreste, men på den anden side kan jeg huske, at jeg syntes, det var spændende at komme ind og se, hvem der var her,« siger hun.

Samværet med de andre indsatte betyder meget for Julie Kongensgaard, der også er glad for at afsone sammen med mændene.

»Det giver en bedre stemning, og jeg kan rigtig godt sammen med fyrene. Kvinder er altid så onde ved hinanden,« mener hun, selv om hun har det rigtig godt med bl.a. Susanne Bruun Andersen.

Når hun er færdig med at afsone sin dom i november, håber hun på, at hun kan lade være med at drikke. Med tiden vil hun også gerne have en uddannelse.

»Min plan er, at jeg skal være pædagog. Men det bliver senere, for det med skolen, det er jeg ikke så god til. Folk, der er ældre end mig, siger, at det kommer med alderen. Det håber jeg passer.« Kvinderne i Møgelkærfængsel