Fotografens bedste skud: Lak og læder i LA

Dagens fotograf: Casper Dalhoff f. 1972.

Uddannet: Fra Danmarks Journalisthøjskole i 1999, med praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ansat: Arbejdede i en årrække som freelancefotograf og for ugeavisen Ingeniøren, inden han blev ansat på Jyllands-Posten i 2006. Casper har rejst som fotograf i mere end 55 lande.

Priser: Casper har bl.a. modtaget priser ved World Press Photo, NPPA USA, POY USA (picture of the year) samt Årets Pressefoto i Danmark. Endvidere har Casper deltaget i Word Press Photo’s masterclass og han blev udnævnt som en af PDN’30 i 2005 en årlig udnævnelse af unge talenter på verdensplan.

1. E-Huset København

Rosa skralder og samler alt, hvad hun kan se en værdi i. Det meste er tøj, og bunken er stor, langt over en meter høj. Rosas seng har man ikke kunnet se i flere år. Hun sover som ”Prinsessen på ærten” oven på alt tøjet. Rosa bor i E-Huset, et plejehjem i København for aktive alkoholiker.

Dagen efter billedet blev taget, blev Rosas værelse tømt og rengjort efter et påbud fra brandvæsenet. For at sikre sig, at Rosa ikke skulle bryde totalt sammen, inviterede personalet Rosa på værtshus. Da hun efter et par øl kom retur stod to store byggecontainere uden for E-Huset fyldt med alt det tøj, hun havde samlet sammen. En helt unik samling stod klar til afhentning og forbrænding.

Jeg havde sat mig for at vise, hvordan livet leves, når alle forsøg på afvænning er opgivet. Gennem et par uge kom jeg i E-Huset, som på det tidspunkt havde 39 beboere. De kom fra alle samfundslag og havde hver især en livshistorie, der var endt i et uoverskuelig alkoholmisbrug. Dagligdagen fulgte et fast mønster, en rytme. Ved syvtiden vågnede huset. Beboerne kom til morgenmad og efterfølgende fik de udleveret et beløb til at købe alkohol for. Derefter gik turen til købmanden efter dagens pose med øl eller spiritus. Hen på eftermiddagen blev stemningen løssluppen. Det mindede mest af alt om et værtshus med stamgæster, der fortalte historier fra det hårde liv. Blot var bartenderen skiftet ud med hjælpere, der sikrede et så anstændigt liv som muligt.

Serien fik international anerkendelse og vandt 2. prisen ved Pictures of the Year International “POY” i kategorien ”Daly Life”.

Se hele fotoserien: Den sidste omgang

2. Sølund, Skanderborg

Jeg har gennem tiden set mange billeder af mennesker med handicaps. Ofte er det kulissen, der har været stærk. Folk lænket til senge, udsultet osv. Hver gang har det undret mig, at fotografen ikke ville vise, hvordan det er at leve et liv, som kun få kender til. Jeg besluttede derfor at gå i dybden med en reportage, der skulle vise, hvordan mennesker med vidtgående fysiske og psykiske handicaps lever livet i Danmark. Den skulle handle om mennesket, ikke stedet eller personalet.

I starten gik jeg ind i de miljøer, hvor jeg følte mig tryg: Det blev til ”lette” billeder uden den store fordybelse eller personlighed. Projektet tog imidlertid en anden drejning, da jeg kom hjem med billedet af Peter, der går rundt i skumringen.

Billedet blev en milepæl for projektet og for mit fotografi. Efter en af turene til Sølund kom jeg hjem med 50 ruller tri-X. Til min store skræk opdagede jeg under fremkaldelsen, at min springblænde i objektivet var gået i stykker. Alt hvad der ikke var optaget på en blænde 2.8 var fejleksponeret. En kollega, Lars Bertelsen, som jeg delte kontorfællesskab med, så på mine negativer og kom med følgende kommentar til dette foto: ”Det her er nøglebilledet for dit projekt. Det er djævlen, der pisker de indre dæmoner ud af sjælen”. Han havde ret. Billedet blev mit personlige nøglebillede. Og er det stadig.

Gennem fem år arbejde jeg på projektet ”Viljen til Livet/The Dark Side”. Projektet fik både national og international anerkendelse og vandt bl.a. 1. prisen ved Worldpress Photo i kategorien ”Daily Life”.

Se hele fotoserien: The dark side

3. Rejsen til Polarfolket

I 2008 gennemførte Jyllands-Posten en af de mange fantastiske Explorer-rejser. Målet var at tage avisens læsere med ud på et eventyr for at fortælle historier, som ingen andre medier ville komme i nærheden af. Denne rejse havde til mål at hylde den store danske polarforsker, Knud Rasmussen, og dennes femte Thule-ekspedition. Gennem otte uger rejste avisens udsendte medarbejdere langs Nordvestpassagen fra Qaanaaq i det nordlige Grønland til Anadyr i Tjukotka i det østlige Rusland.

Vi havde undervejs oplevet det ene eventyr efter det andet og berettet om fantastiske mennesker og deres bemærkelsesværdige tilværelser. Vi havde været på sæljagt, set jægere sprætte isbjørne op, været på jagt efter hvidhvaler og kørt på firehjulede motorcykler ud over tundraen. Vi havde besøgt byen Kivalina, der er ved at skylle i havet, og gravet guld i Nome.

Vores rejse skulle slutte hos rensdyrfolket på den russiske tundra et par dagsrejser fra Anadyr. Første rejsedag foregik på flod i en luftpudebåd, som ind imellem skulle bankes fri for is for ikke at synke.

Sidste etape ud til tjuktjerne foregik på et stort bæltekøretøj, der pløjede ud over tundraen. Vi sad på taget i bidende frost med vores ben nede i det mere en 40 grader varme maskinrum. Vi havde fået at vide, at rejsen ville tage 3-4 timer, men tiden trak ud. Det blev mørkt. Kun stjernerne viste os vej. Efter 6-7 timer i kulden så vi i det fjerne en svag lyskegle pege i vores retning. Vores mål var nået. Rensdyrfolket tjuktjerne. Sidste eventyr skulle opleves og formidles, inden vi skulle retur til Danmark.

Vi ankom til et folk, der ikke vidste, hvem vi var, eller hvorfor vi kom. Vi blev fordelt i tre telte. I det røgfyldte telt blev vi mødt af en helt fantastisk gæstfrihed. Vi blev tildelt teltets sovekabine, hvor vi lå på rensdyrskind ovenpå bundter af trækviste. Vi hørte røverhistorier og hyggede os. Næste morgen forklarede vores rejsemakker, Rane Willerslev, hvorfor aftenens rensdyr-måltid havde haft en sær bismag. Det var blevet dræbt og delvist fortæret af en ulv, og resten af dyret var efterfølgende ”modnet” på tundraen med alle indvolde i sig. Det havde visse bivirkninger de næste par dage, som selv imodium kunne slå ned.

Sådan indledte journalist Jørgen Ullerup avis-reportagen fra besøget hos Tjuktjerne.:

”Tjuktjerne ville ofre et dyr for os. Bevæbnet med lassoer og hunde driver tre hyrder rensdyrhjorden tæt ind under lejren. De 2.500 dyr virker nervøse, som om de ved, hvad der skal ske. Med tikkende hove løber dyrene i ring som i en russiskroulette for at undgå at blive fanget. Hyrderne giver sig god tid. Udser sig et dyr og kaster lassoen. Hver gang rammer den geviret med en overlegen træfsikkerhed. De første to dyr får lov til at løbe igen, men det tredje trækkes under voldsom modstand helt ind til lejren. Mens en af hyrderne holder geviret, stikker en anden en kniv hjertet. Dyret vakler og falder om. Efter endnu et stik ved øjet og i hjertet er det dødt. Det bliver lagt med hovedet mod øst, retningen mod de dødes verden.”

Se hele fotoserien: Rejsen til Polarfolket

4. San Francisco ”Folsom Street Fair”

Jeg var sammen med journalist Jørgen Ullerup på en reportagerejse for avisen rundt i USA forud for præsidentvalget i 2012. Vi var ankommet til San Francisco for at lave en historie om økonomien og de mange it-millionærer i Silicon Valley. Vores dag tog dog en uventet drejning.

Uden for vores hotel stod en kvinde klædt i lak og læder og bl.a. udstyret med en pisk. Hun præsenterede sig som ”Mistress Xavialune”. Hun fortalte, at hun var på vej til den store fetish-gadefest ”Folsom Street Fair”, hvor folk med hang til nøgenhed, lak og læder mødes for at feste i gaderne. ”Mistress Xavialune” fortalte om gadefesten og anbefalede, at vi kiggede forbi, hvis vi havde brug for en sjov historie og nogle vilde billeder.

Efter vi havde lavet historien it-millionærerne, tog vi til Folsom Street. Op mod 200.000 mennesker var samlet. Festglade gik de rundt i gaden for at vise sig frem. Folk stod klar til at modtage et klask i røven, andre blev trukket rundt i kæder. Andre igen blev bundet op som rullepølser i bandage. Hud mod hud. Lak og læder. Vi så stort set alt inden for dette univers, og for første gang stod jeg i en situation, hvor vi skulle overveje, hvilke billeder vi kunne vise avisens læser.

Efter nogle timer med ekstreme indtryk for øjnene og piskesmæld for ørerne måtte vi videre. På vej væk fik jeg øje på parret på billedet. De så vildt forelskede ud, som de stod og kyssede der midt på gaden. Alle de ekstreme indtryk blev på en eller anden måde sat i ramme og samlet i noget, der blot handlede om kærlighed.

Se hele fotoserien: Folsom Street Fair

5. Cuba

I begyndelsen af 1970’ erne begyndte den cubanske regering at opbygge satellitbyen Alamar som en forstad til Havana. Blot 10 km fra den historiske bymidte, der er på Unescos liste over bevaringsværdige områder og er en af de mest fotograferede bykerner i verden, ligger betonbyen Alamar. Alamar er i dag et visuelt vidne om den store indflydelse, som Sovjetunionen havde på Cuba under Den Kolde Krig.

Jeg var på en reportagetur til Cuba og havde på forhånd bestemt mig for at undgå at lave de klassiske Cuba-billeder med biler, cigarer, musik, og dans. Jeg ville på opdagelse der, hvor cubanerne bor og lever deres liv. Jeg ville se storbyen på en anden måde. Jeg havde på forhånd fundet frem til Alamar. Her gik jeg rundt en uge og oplevede den cubanske dagligdag på godt og ondt. Jeg taler ikke spansk, men havde fundet en tolk, der kunne være sammen med mig. På reportageture som denne arbejder jeg fra tidligt morgen til sent aften. Jeg går på gaden fra hus til hus og stopper op, hver gang jeg ser et eller andet, der kunne være spændende. Jeg banker på døre og beder folk om at lukke mig ind i deres liv. Det er som regel ikke noget problem. De fleste mennesker har en god historie at fortælle.

Se hele fotoserien: Cubanske drømme

Serie: ”Mine fem bedste skud”