Fotografens bedste skud: Fanget i hæren

Dagens fotograf: Jens Henrik Daugaard f. 1990

Ansat: Fotojournalistpraktikant på Jyllands-Posten og har været på avisen siden august 2014. Jens Henrik har base på Viby-redaktionen, hvor han skal være 12 måneder, inden han færdiggør sin praktikperiode på redaktionen i København.

Andet: Jens Henrik dyrker det stille og observerende fotografi, mens han i sin fritid beskæftiger sig med den diametrale modsætning, når han træner CrossFit på havnen i Aarhus.

1. Fanget i hæren

Kenneth overlevede at blive skudt af en talebansk snigskytte i Afghanistan. I dag er han stadig i militæret og ville ikke tøve med at tage af sted igen, hvis han fik tilbuddet. Ikke for at forsvare fædrelandet, men for at komme på eventyr og tjene penge.

Jeg havde fulgt Kenneth i en uge. Hjemme, på kasernen, på skydebanen, ude at handle – overalt. Jeg ville fortælle historien om en ung soldat, der havde mærket krigen på egen krop, men på trods af det stadig var i hæren. På denne dag skulle jeg med ham og hans deling på øvelse i felten.

Jeg tog billeder dagen lang men havde følelsen af, at jeg lavede krigsbilleder, hvilket var det modsatte af, hvad jeg ville fortælle. Mens vi travede igennem den vestjyske skovbund, kastede en soldat pludselig en røggranat, da de kom i kontakt med fjenden. Da ildkampen var overstået, og vi traskede videre, kravlede røgen igennem skoven, mens solens stråler lyste tydeligt op.

Jeg fotograferede det og tænkte det som et frikvarter fra hele historien. Først da jeg kom hjem og så billedet, oplevede jeg, at historien var i netop det billede. Historien om en ung soldat fanget i limbo. En soldat, der har oplevet det værste fra den verden, han lever i, men som ikke ville tøve med at blive udstationeret igen, hvis han fik tilbuddet. Det helt rigtige billede af Kenneth – selvom han ikke er med på det.

2. Knud Sørensen i sit hjem i Nykøbing Mors

Knud Sørensen modtog i år Det Danske Akademis Store Pris, som hæder for sit lange forfatterskab.

Inden den 2 timer lange køretur til Knud Sørensens hjem på Mors sagde jeg til min kæreste: ”I dag skal jeg op og lave et godt portræt af en vigtig person”. Jeg sagde det, for at sætte mig selv op til opgaven og for at differentiere dagens portræt fra andre opgaver. Jeg ville lave det helt rigtige portræt af denne 84-årige forfatter, der altid har ladet sine egne oplevelser som landinspektør og som ung under 2. Verdenskrig være en stor del af sine værker.

Vi kom hjem til Knud, fik kaffe og vaniljekranse, og mens journalisten lavede sit interview, gik jeg på opdagelse i hans hjem for at finde de rigtige steder til at fotografere ham. For hvert nyt rum jeg gik ind i, følte jeg, at jeg lærte ham at kende endnu bedre, og jeg blev helt sikker på, hvordan Knud skulle portrætteres – det skulle være langsomt.

Da interviewet var færdigt, bad jeg Knud om at tage plads i den sofa, som han havde sat sig i, da han var blevet gjort bekendt med overrækkelsen af Det Danske Akademis Store Pris. Jeg placerede kameraet på stativ og pegede det ind mod et spejl hvor jeg kunne se Knud sidde i refleksionen. Stativet var til for, at jeg kunne skyde med en længere lukketid, og jeg derfor kunne bede ham om at sidde stille, for ellers ville mit billede blive sløret. Spejlet var for, at jeg ikke skulle pege kameraet direkte hen mod ham, i håb om at han ville slappe mere af. Jeg ved ikke, hvorvidt alle mine tekniske overvejelser påvirkede Knud, men han beklagede sig på ingen måde og, portrættet blev præcist som jeg havde håbet.

3. Gammelt plejehjem, nyt asylcenter

På Søren Møllersgade i Randers blev der for halvandet år siden oprettet et asylcenter i et gammelt plejehjem. Her bor i dag 187 asylansøgere fordelt i 50 lejligheder. Centeret huser 15 forskellige nationaliteter, men har en klar overvægt af syrere. Asylcenteret er et familiecenter, hvor alle lejligheder er beboet af børnefamilier.

Jeg arbejdede i oktober på et projekt, hvor jeg skulle besøge forskellige asylcentre i Jylland for at dokumentere effekten af den øgede tilstrømning af flygtninge til Danmark. Jeg var kommet til asylcenteret i Randers, hvor jeg havde mødt en ukrainsk familie, som fortalte mig hele deres historie om flugten til Danmark.

Efterfølgende gik jeg mig en tur rundt i det nedlagte plejehjem for at observere hverdagen for disse mennesker, som dag efter dag vågner op til håbet om at få permanent opholdstilladelse. Jeg kom hen til dette, mildest talt, slidte billardbord, hvor et syrisk forældrepar spillede pool med deres to sønner. Der var noget genkendeligt over de to drenges glæde ved at støde til kuglerne uden tanke på spillets officielle regler. Det var ikke to flygtninge, det var to små drenge, der morede sig i trygge omgivelser. Omgivelser som er skabt af deres far, der står på sidelinjen og holder øje med dem, med foldede arme.

4. ”Det ville være nemmere, hvis jeg tog mit eget liv”

Michael Knop har været udsendt i krig og har siden fået diagnosen posttraumatisk stress samt en række andre psykiske lidelser. Det blev anerkendt som en arbejdsskade, men Forsvaret ankede sagen. Efter historien var blevet bragt i Jyllands-Posten trak Forsvaret ankerne tilbage.

Jeg besøgte Michael på hans lille landsted i Vojens på en varm august eftermiddag. Jeg havde været på avisen i en uge og var stadig skrækslagen ved hver opgave, jeg skulle lave, og denne var ingen undtagelse. Jeg vidste, at jeg skulle ned til en person, som led rigtig meget under sine tidligere udsendelser for Forsvaret, og som udover det ikke fik den anerkendelse, som han søgte fra sin arbejdsgiver.

Jeg mødte Michael, og han tilbød heldigvis en kop kaffe, så han kunne fortælle sin historie, og ikke mindst kunne jeg få styr på mine nerver. Efter en halv times tid gik vi en tur rundt på hans grund. Han fortalte mig, at han talte med sine heste, når han havde det svært. Han vidste godt, at det lød mærkeligt, men folk ville forstå det, hvis de prøvede det, sagde han til mig.

Vi tog billeder flere forskellige steder, indtil jeg bad ham stille sig i terrassedøren, hvor han havde et sjal hængende for at holde fluerne ude i sommervarmen. Jeg gjorde ikke så meget andet end at bede ham kigge lige ud, men jeg så øjeblikkeligt, hvordan Michael var upåvirket af at blive fotograferet – han havde ikke overskud til at bekymre sig om det.

Da vi var færdige, pakkede jeg mine ting og sagde tak for kaffen. Inden jeg satte mig ind i bilen, rakte Michael hånden frem mod mig og sagde ”tak for hjælpen”. Det er på grund af opgaver, hvor jeg får lov at møde mennesker som Michael, at jeg vil være fotojournalist.

5. Mermaid Bowl 2014

Det danske svar på Super Bowl, blev i år afholdt på AutoC Park i Randers. Finalen stod mellem Copenhagen Towers og Aarhus Tigers. Arrangementet blev afholdt med stærke paralleller til de amerikanske traditioner, som hører sig til den årlige Super Bowl - verdens største en-dags sportsarrangement. Der var arrangeret tail gate party, nationalsang, og trofaste fans var dukket op fra nær og fjern.

Sammen med en journalist havde vi hele lørdagen til at komme til bunds i dette for mange danskere fremmede arrangement. Umiddelbart inden kampen gik i gang, bevægede jeg mig ned til de nærtliggende fodboldbaner, hvor de to hold varmede op. Her kunne jeg virkelig komme tæt på de to mandskaber. Jeg kunne se deres fysiske størrelse, høre hvad de snakkede om og virkelig finde ud af hvad det her gik ud på.

Mens jeg gik rundt linede Aarhus Tigers sig op på en lang række for at få de sidste instrukser fra deres coaches. I baggrunden lå Parkboulevarden - et typisk dansk villakvarter - og det var i netop dette billede, at jeg blev klar over hvad Mermaid Bowl og dansk amerikansk fodbold er. Det er en kæmpe sportsgren i USA, men blot en nichesport i Danmark drevet af entusiaster, der ikke kun dyrker sporten, men også hele livsstilen omkring den.

Følg mig på Instagram: http://instagram.com/henrydeluxe

Serie: ”Mine fem bedste skud”