To mænd fra Esbjerg døde under »uklare omstændigheder« i Egypten
To esbjergensere døde omkring nytår på et hotel i Hurghada. Politiet ved ikke, hvad de er døde af.
To mænd fra Esbjerg blev omkring nytår fundet døde på deres hotelværelser med to dages mellemrum. Dødsfaldene er sket under omstændigheder, som er mildest talt uklare.
Det siger Alex Strunck, sønnen til en af de afdøde, til JydskeVestkysten.
Den 65-årige Verner Strunck var på ferie i Hurghada i Egypten med en kammerat. De to mænd boede på hver deres værelse, og begge lå ifølge sønnen i deres hotelsenge, da de blev fundet.
»Jeg har prøvet at få en obduktion af min døde far. Det vil lette nogle tanker, hvis jeg kan få dødsårsagen. Han fejlede ikke noget, og jeg talte med hans kammerat, Leif Kristensen, nytårsdag efter min fars død, hvor Leif var meget ked af det, chokeret og beruset. Men da jeg nogle dage senere så fik at vide, at Leif også var fundet død i sin seng, virkede det hele endnu mere mystisk,« fortæller Alex Strunck.
Han spekulerer i, om de to mænd er blevet syge af colibakterier fra vandet, om nogle har puttet stoffer i mændenes drikkevarer, eller om de på anden vis er blevet forgiftet. Det er dog umuligt at obducere liget af danskeren, da liget blev balsameret inden transporten til Danmark, og en eventuel forgiftning derfor ikke kan spores.
Udenrigsministeriet har bekræftet de to dødsfald, men Alex Strunck er, trods ihærdige forsøg hos både danske og egyptiske myndigheder, ikke kommet nærmere, hvad hans far kan være død af.
I 2018 døde et britisk ægtepar under lignende mystiske omstændigheder under en ferie i Hurghada, dog på et andet hotel.
Både Susan og John Cooper var sunde og raske, før de i august tog på ferie til den egyptiske turistdestination. Den 21. august blev de pludselig syge og døde. En undersøgelse viste senere, at ægteparret døde af voldsomme infektioner på grund af colibakterier.
John Cooper blev på dagen for sin død tilset af en læge tilkaldt af hotellet, som gav ham medicin mod opkast og diarré. Hans symptomer blev dog kun værre, og han døde senere på hotelværelset. Få timer senere døde hans kone på et nærliggende hospital.
Rejseselskabet Thomas Cook evakuerede som følge af dødsfaldene alle sine gæster på hotellet - flere af dem klagede ifølge britiske medier over diarré, opkastninger og mavekramper, mens de boede på hotellet.
Datteren af ægteparret sagde efter undersøgelsen, at hun mistænkte, at hendes forældre var blevet forgiftet under deres ophold, samt at hun »overhovedet ikke stolede« på de egyptiske myndigheder.
»Jeg ved ikke, hvilke tests de har udført. Den rapport, jeg har set i medierne, den er meget kort. Præcis hvad har de testet for?« sagde datteren ifølge The Guardian.
Egyptens økonomi er afhængig af turisme, og pårørende til de afdøde briter har sat spørgsmålstegn ved, om myndighederne i landet er helt ærlige om grundene til dødsfald hos turister. Noget, de egyptiske myndigheder har afvist.