Populær isbutik har fået sur smiley og bøde: »Det er ikke godt nok«
Hos Paradis Is har man angiveligt indskærpet over for alle kædens butikker, at alle regler skal overholdes.
»På gulvafløbets rist i produktionskøkkenet ligger rester af snavs. Indvendige kanter i opvaskemaskine fremstår med orange belægninger af okker.«
Sådan lyder det bl.a. i kontrolrapporten, efter Fødevarestyrelsen sidste uge besøgte isbutikken Paradis Vesterbro Torv, der er en del af den landsdækkende kæde Paradis Is.
Besøget resulterede i en sur smiley og en bøde på 5.000 kr. til isbutikken, der, som navnet antyder, ligger på Vesterbro i København.
Allerede tilbage i april gjorde Fødevarestyrelsen ved et andet besøg isbutikken opmærksom på, at de ansatte skulle have adgang til at vaske hænder med sæbe.
Samtidig gjorde styrelsen det klart, at der skulle være stillet engangspapir til rådighed, som de ansatte kunne tørre hænderne i.
»Virksomhedens håndvaske er ikke forsynet med sæbe og engangspapir til tørring af hænder,« lyder det dog i den seneste kontrolrapport.
Butikken har i rapporten ikke selv nogen kommentar til, hvorfor forholdet ikke er blevet bragt i orden.
Søren Falck Hansen, der er kommerciel direktør i Paradis Is, beklager over for BT den sure smiley.
»Det er ikke godt nok. Det må vi bare erkende. Det er ikke noget, der reflekterer den standard, vi har i resten af kæden, og derfor har vi sørget for, at butikken på Vesterbros Torv har fået udbedret de mangler, tilsynet har. Vi har endnu engang indskærpet over for alle butikker, at alle regler skal overholdes,« siger han til mediet.
Den første Paradis Is-butik åbnede i Aarhus i år 2000. Siden er flere butikker kommet til, og kæden råder i dag over 46 butikker rundt om i Danmark. Derudover findes der i USA 10 butikker.
Butikkerne drives på franchisebasis, hvilket betyder, at det er den enkelte butikschef, som selv ejer butikken.