Skarp kritik af ulvedrab: Krybskytteri er ikke vejen frem
En 66-årig mand er sigtet for at have skudt og dræbt en ulv. Miljø- og fødevareminister tager afstand fra drabet.
Mandag fik Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om, at en ulv var blevet skudt og dræbt på en mark ved Ulfborg. En 66-årig mand er blevet sigtet for forbrydelsen, men han nægter sig skyldig.
Episoden har endnu en gang pustet til debatten om, hvordan Danmark skal håndtere de ulve, der de seneste år har fundet vej til landet.
Selvom både miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), og den nystiftede forening Ulvefrit Danmark gerne vil have ophævet fredningen af de danske ulve, er de enige om, at det ikke skal foregå via krybskytteri.
»Helt generelt mener jeg, at ulven volder problemer i egne af Danmark, og jeg forstår godt, at folk, der bor tæt på ulven eller har husdyr, bliver bange. Men det er aldrig i orden at ty til selvtægt uden for lovens rammer,« siger Esben Lunde Larsen (V) i kommentar til Ritzau.
Foreningen Ulvefrit Danmark, der blev dannet mandag aften ved et møde i Ørnhøj, mener heller ikke, at selvtægt er vejen frem. Foreningen vil gerne give ulvemodstandere en fælles stemme og have ændret det EU-direktiv, der freder ulven.
»Vi vil gerne have ophævet fredningen af ulven og have dem udryddet, men det skal ske på lovlig vis. At skyde ulve ulovligt er ikke måden at gøre det på,« siger iforeningens initiativtager, Lis Rytter, til DR P4 Midt & Vest.
I foreningen Ulvens Venner, der kæmper for at bevare ulvene i den danske natur, er man både rystet og forarget over mandagens ulvedrab.
»Jeg tager dyb afstand fra det. Det er en sørgelig tendens, at vi ikke kan finde ud af at passe på naturen,« siger Thomas Niels Thomsen, talsperson for Ulvens Venner, og tilføjer, at han ikke mener, at løsningen skal findes i mere regulering.
»Jeg synes, vi har en fin forvaltningsplan, og den er veldefineret. Der står alt i den. Der er nogle, der synes, at det ikke er klart nok og mener, at så snart en ulv har taget nogle får, så skal den skydes. Men der synes vi i højere grad, at vi skal forsøge at sikre vores dyr bedre i indhegningerne. Vi har været alt for længe om at komme ud af starthullerne. Ulvene kom til for flere år siden, og det er først nu, man for alvor kigger på hegn og vogterhunde.«
Tirsdag blev den dræbte ulv fragtet til København og blev modtaget på DTU i Veterinærinstituttets lokaler. I løbet af onsdag bliver ulven obduceret, hvorefter oplysningerne bliver givet videre til politiet.