Fortsæt til indhold
Indland

Danske forældre rejser til Holland for at få klippet deres børns tungebånd

Forældrene betaler i omegnen af 1.600 kr. for indgrebet, der tager ganske få sekunder.

Mere end 120 familier er det seneste år rejst til Holland for at få klippet deres børns tungebånd, skriver DR.

Det er f.eks. børnenes konstant gråd og problemer med at spise, som får de danske forældre til at søge sydpå for at få behandling, som de danske læger og specialister oftest afviser at gennemføre.

De frygter nemlig, at indgrebene kan skade vigtige nerver samt blodkar under tungen. Samtidig er lægerne uenige i, hvornår indgrebet hjælper patienterne.

I Holland er man dog villige til at klippe dybere i tungebåndet, end det er tilfældet herhjemme. Og derfor vælger forældrene at tage dertil og betale i omegnen af 1.600 kr. for indgrebet, der tager ganske få sekunder.

Den førende overlæge inden for området, Thomas Juhler fra Rigshospitalet, fortæller til DR, at han godt vil klippe dybt i tungebåndet, ligesom man gør i Holland. Men han påpeger, at betydningen af at klippe i et tungebånd er kontroversielt i faglige kredse.

»Der kan godt være nogle forskelle i, hvornår vi skal skride til behandling, og det kan også vurderes forskelligt fra behandler til behandler,« forklarer han over for mediet.

Formanden for øre-næse-halslæger, Ann-Louise Rewentlow-Mourier, mener ikke, at der er tale om et stort problem. Hun er dog villig til at gå videre med problemstillingen og undersøge, om der skal andre tiltag på banen, fortæller hun til DR.

I Facebook-gruppen "Dansk støttegruppe for kort tungebånd" deler danske forældre bl.a. frustrationer og erfaringer i forhold til at have børn med stramt tungebånd.

Flere oplyser, at de, efter at deres børn har fået klippet tungebåndet, oplever, at problemer med amning, gylp og sure opstød er forsvundet.