Førstehjælp til forældre med grædende spædbørn

Der er næsten ikke noget værre end et utrøsteligt spædbarn.

Og gråd fra et spædbarn er noget af det, som alle forældre kæmper med i større eller mindre grad.

Men hvordan finder man frem til årsagen til gråden, og får den stoppet?

Det giver sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der har skrevet bogen "Gråd og trøst", sit bud på her.

- Alle børn græder. Og man kan sige, at gråd er barnets kommunikationsmiddel. Så på den måde er gråd jo godt, fordi barnet fortæller os, at noget ikke er, som det skal være, siger Helen Lyng Hansen.

Det kan være, at barnet har ondt i maven, har brug for en ren ble, er sulten, er blevet forskrækket, har brug for at sove eller blive taget op og få et kram.

- Derfor er forældreopgaven jo at finde ud af, hvorfor græder barnet lige nu. Og det er helt normalt og legalt, at man ikke ved hvorfor. Man må derfor bruge udelukkelsesmetoden, siger Helen Lyng Hansen.

Så man skal ikke tro, at man kan høre på gråden, hvad der er galt. Og ifølge sundhedsplejersken er det helt i orden, at man kommer i tvivl og forsøger sig lidt frem. Og med tiden lærer man jo sit barn bedre at kende og kan ofte afhjælpe gråden hurtigere.

Men græder barnet meget, selv om det er blevet skiftet, har fået mad og sovet og så videre, så skal man reagere og ikke lade stå til, siger Helen Lyng Hansen.

- Hvis man synes, at ens barn græder rigtigt meget, og man ikke kan trøste det, så er det vigtigt, at man kontakter lægen, så man får undersøgt, om der er en fysisk forklaring på gråden.

Nogle børn kan have smerter, fordi de har fået et vrid i forbindelse med fødslen, andre har hovedpine eller ondt i maven på grund af allergi. Og det skal man have undersøgt, da børn normalt ikke græder uden grund.

I nogle tilfælde kan der også være tale om kolik. Kolik bliver konstateret, når man først har fundet ud af, at barnet intet fysisk fejler, men stadig græder meget.

- Det er børn, der græder i mere end tre timer dagligt mere end tre dage om ugen og i mere end tre uger, hvor man ikke kan finde en fysiologisk forklaring, siger Helen Lyng Hansen.

Den nyeste forskning peger på, at det har noget at gøre med, at børnene har et umodent nervesystem.

- De er derfor sværere at trøste og holder ikke op, når man tager dem op. Det kræver, at man går lidt mere rundt med dem i favn og trøster dem end andre børn. Så det, at man giver dem nærhed og fysisk kontakt, er med til at modne og styrke nervesystemet og hjælpe dem, siger Helen Lyng Hansen.

Senere, når barnet er omkring seks måneder, handler gråden også om noget andet. I den periode er barnet i gang med et udviklingsspring både motorisk og mentalt, hvor det kan være svære at stille tilpas og hele tiden kræver noget af mor og far.

Børnene skal ofte underholdes hele tiden og kan ikke ligge og lege selv. Og når de er omkring otte-ti måneder, så kommer de i separationsfasen, hvor de græder, når vi går fra dem. Derfor virker de klyngende.

- De har brug for at se os, for de kan ikke forstå, hvor vi går hen. De kan ikke forholde sig til, at vi er på den anden side af væggen. De kan heller ikke forholde sig til tid, så de mærker bare, at vi forsvinder.

Derfor skal man hjælpe dem - helst lidt på afstand.

- Vi skal prøve at være i nærheden, men uden at være helt tæt på. Man kan opmuntre lidt på afstand. Eksempelvis gå ud i køkkenet, og kig ind til barnet en gang imellem, eller sig, "kom med mig", når det hyler op, foreslår Helen Lyng Hansen.

Forældre skal også huske på, at barnet godt kan græde lidt, uden at man løber hen til det hele tiden.