Du drømmer ikke om, hvad der venter

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kære dig

Du var 13 år i 1942, da den tyske besættelsesmagt havde sat sig på Danmark, og da soldaterne skrålede deres flerstemmige sange om at underlægge sig England, mens støvletrampet slog takten mod asfalten på den nyanlagte ringgade om Aarhus.

Du var imponeret – vel var du så. Det var de gamle også, da Hitlers horder, efter at have slugt det meste af Europa, væltede ind i Rusland. Du flyttede det røde uldgarn og, ved hjælp af knappenåle, fronterne hen over kortet på væggen bag radioen og hørte den danske udenrigsminister erklære, at hele verden var slået af forundring over de store tyske sejre. Som alle andre hang du over radioen for at høre de dunkende morsetegn for V, når den danske udsendelse fra London gik i æteren. Hver dag var der nyt fra alle fronter. Nyt, nyt, nyt og mere nyt. Du skulle bare have vidst, hvad du ved i dag.

Men din historielærer, den lumske rad, såede tvivl om Hitlers fortsatte svæveflugt på bulletinernes højstemte stylter. Jokumsen tog sig vel i agt for at tage Adolfs navn i sin mund. Han talte derimod frit om den lille korporal fra Korsika, der svang sig op på kejsertronen i Paris og underlagde sig det meste af kontinentet, men mistede sit vilde drev i den russiske vinter og resten i slaget ved Waterloo.

Som han dog kunne så i vore sjæle, denne Jokumsen. Han sammenlignede aldrig Napoleons flotte gardister med SS-troppernes formåen. Men han viste os et eklatant eksempel på overmod, der stod for fald, da kejseren tog sig allermest strålende ud. Jokumsens skepsis over for både de såkaldte endelige sejre eller nederlag har stadig sæde i mig. Når jeg træffer på magtfuldkommenhed og hensynsløs fremfærd eller rammes af tvivl om fremtiden, hører jeg Jokumsens advarsel: Pas på, når nogen er så overbevist om egne kræfter, at de glemmer, at de er mennesker.

Gode lærere er en Guds gave – også dem, der ikke tålte uro i timerne. Desværre skal du opleve, hvordan lærerstanden forråder både katederet og disciplinen. Du skal se skoleelever, der optræder i timerne med kasket på hovedet, mens de respektløst dusser deres lærere ned fra piedestalen, kalder dem for ko, for tabere og det, der er værre, mens de lader hånt om både venlig irettesættelse og iltre tilråb. Du skal med undren opleve, hvorledes frække elever tager magten i klassen og sender læreren på sygeorlov og førtidspension.

Dengang var husene i det højeste på fem eller seks etager. Nogle så små, at en spytklat kunne landes i tagrenden. Men du fik at se, hvordan Den Gamle By fik opkomlinge til naboer, et Prisme, der lod hånt om sine omgivelser, men også hvorledes nye generationer af idérige arkitekter omskabte din barndomsby. Den gamle havn, hvor du før krigen samlede kopra op fra kajen, når skibene lossede råvarer til oliefabrikken, er blevet mondæn og bosted for dem, som ønsker havudsigt, og afgiver plads til et imponerende biblioteksbyggeri og andre flotte nyskabelser, der konkurrerer i æstetik og arkitektur med den gamle, hæderkronede toldbod, som fornuftige folk ikke tillod betonfloden at sluge.

Du skal se barndommens provinsielle Aarhus genopfinde sporvognen og rejse sig til europæisk kulturby, til frodig optimisme og en ny skyline, som du aldrig kunne forestille dig, da du gik rundt i ruinerne af den terrorbombede Guldsmedgade. Du skal opleve, hvorledes Universitetsparken mister sine små professorboliger for at give plads til flere og større institutter, til bogtårnet, der rejser sig højt over lærdommen nu midt i byen, et gult teglstensunivers med plads til en målrettet og videbegærlig ungdom, der trods folkeskolens kvaler reddede sig ud af moradset ved et sært Guds under og lidt flid og sikrer dit gamle land en lovende fremtid. Du skal også se, at ham med kasketskyggen i nakken modnes og overgår dine forventninger som manden, du har brug for, når huset trænger til en dygtig murer eller maler, for slet ikke at tale om nørden, der i timerne gemte sin iPad for lærerens blik. Han behersker i dag den digitale verden, som du slet ikke selv kan overskue. Det er til ham, du i dag må klage din nød, når computeren driller, og det viser sig ovenikøbet, at han ikke griner eller forhåner din uforstand, men hjælper dig til rette med et par undergørende og rappe fingerdanse, som du i dag er alt for utilstrækkelig til at lære.

Da du gik i dit 13. år, var du netop forfremmet fra ulveunge til rigtig spejder med ret til at bære dolk og Baden-Powell-antræk. Det er flere år siden, at det var klædeligt med korte bukser for din person, og dolken er helt bandlyst. Du brugte den til at forkorte fiskesnøren, snitte i grene eller skære et brødstykke. Nu er dolken i visse kredse et mordvåben. Tager du den med i flybagagen, bliver den beslaglagt og stedt til hvile i kassen med alt det andet, som ikke er tilladt at bringe med ombord. Som dreng løb du og dine kammerater med blikket naglet til et punkt på himlen, når I en sjælden gang så et sportsfly, mens i af fuld hals råbte: »Flyver, kom ned til mig, så skal jeg tæske dig ...« Det var det vildeste, man kunne finde på af uforskammethed over for denne gryende storindustri, der i dag bringer os verden rundt på timer.

Men du har set, hvorledes den opfindelse, der var tænkt som et gode, er blevet misbrugt som rædselsfulde missiler til at vælte skyskrabere i New York eller forvandlet til mål for skydegale separatister i Ukraine. Luftfarten, som i din drengetid var sport og eventyr, er nu blevet et vovestykke, ikke alene for modige piloter, men også for ganske almindelige passagerer, fordi dolke er blevet brugt til at kuppe sig til magten ombord og forandre flyet til en bevinget ligkiste.

Krigen blev et hovedtema i din barndom, og freden i maj tre år senere et så jublende og lovende præludium til voksenlivets forventelige glæder, at din oplevelse af lykke er ubeskrivelig.

I dag har du set flere krige komme og gå i alle verdenshjørner. Myrderierne i Mellemøsten er så vedvarende og uoverskuelige, at jeg har opgivet håbet om freden som en konstant størrelse. Men du har også fået lov at leve i et Europa, der brændt af ilden besindede sig på samarbejde, handel og fælles pengepung. Det er en fortsat drøm, en utopi, og dog ser jeg ikke noget brugbart alternativ eller bedre redskab til at bevare freden i vores prøvede verdensdel. Ja, jeg opfordrer den gamle mand, du bliver, til ikke at opgive håbet, selv om de selvbevidste engelskmænd, der dengang lagde hovedet på blokken for at give fornuften og freden en chance, nu forsøger sig med et brexit. Du skal, som dengang, sætte din lid til, at der kommer en Winston Churchill på banen igen, en klart skuende politiker, der får britisk commonsense vækket til live på ny. Uden drømme er livet ikke værd at samle på. Som 13-årig så du, at historien tog en helt anden retning, end Hitler ville.

Historien lader sig faktisk ændre til noget helt andet, end man mener at kunne forudse. Derfor kan du godt imødese morgendagens avis med fortrøstning, glæde dig over, at børnebørnene skikker sig, og over alt det andet, som tilværelsen i øvrigt har at byde på.

Læs flere bidrag i serien på jp.dk/brev