Søn af ”Agnes Jensen”

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kære Gerhardt!

Dette brev er en hilsen fra 2017 til 1944 – fra terrorens tidsalder til slutningen af Anden Verdenskrig. Du bor i det pæne parcelhus på Æbeløgade i Bogense sammen med din mor Anne og din to år ældre søster Inger Grete.

Du lever kort sagt som lillebror i et kvinderegime, for der er nu gået seks år, siden din kære far, Axel Emil, havarerede med sit skib ”Protector” syd for Bornholm. Både Emil og de to andre besætningsmedlemmer druknede, og du var syv år og derfor så lille, at du ikke måtte komme med til din fars begravelse i en fyldt Bogense Kirke.

Jeg kan fortælle dig, at skibet først blev lokaliseret for et par år siden (i 2014) af et privat dykkerfirma. Det fandt jeg ud af ved at surfe på nettet. Resterne af skibet ligger fortsat på 41 meter dybt vand tre sømil syd for Dueodde.

I disse mange år anede ingen, hvad der var blevet af din fars skib.

Han havde været sømand som sin far og fik først sit eget skib i 1937 – det var blevet hævet fra havets bund og gjort sejlklart på et skibsværft i Flensborg. Og derefter erklæret sejldygtigt, så det i 1938’s første ni måneder kunne sejle fragt fra havn til havn.

Din mor, søster og du selv var jo med om bord på din fars skib rundt i danske havne og i Stettin i sommerferien 1938 og oplevede en dramatisk motorskade under en brandstorm midt om natten i Østersøen – her fik I en prøve på, hvad der fatalt skete for din far tre måneder senere.

Din fars død og skibsforliset var en katastrofe for det lille hjem i Æbeløgade. Din mor, der var gårdmandsdatter fra Vestjylland, stod alene med hus, gæld og to små skolesøgende børn. Det med gælden blev ordnet ved familiens hjælp, men også lokale venner og forretningsforbindelser hjalp: »Deres gæld hos mig er slettet,« skrev en af dem til din mor.

Men huset? Alle fornuftige mennesker erklærede, at det naturligvis skulle sælges.

Din mor hørte dog til de seje vestjyder. Så ejendom – tilmed med en have, der med sine kartofler og mange æbletræer kunne bidrage effektivt til familiens overlevelse – ville det da være vanvittigt at sælge: »Vi bliver i huset.«

Men hvordan? I første række ved at spare. Ingen, der hører om din barndom, vil rigtig tro på, hvad det vil sige at holde på pengene, som din mor gjorde.

Men det var bare ikke nok – der skulle tjenes penge. Det ordnede din mor i første omgang ved at ofre et småbeløb på nogle togbilletter, så hun kunne rejse ”ud til Odense” og deltage i et kursus i kunststopning. Det blev hun så dygtig til, at ingen kunne se, hvor hullet i tøjet havde været, når hun havde sluttet reparationen med nogle strøg med strygejernet.

Og netop da begyndte Anden Verdenskrig, som hurtigt førte til vareknaphed – eksempelvis med den følge, at direktøren, der brænder hul på jakken med sin cigar, ikke mere uden videre kunne købe en ny jakke. Men fru Eriksen klarer det, og når hun alligevel var i gang, lavede hun almindelige reparationer.

Din mor var sin bys ”Agnes Jensen” og opbyggede en hel lille virksomhed, der finansierede fødevarer til det lille hjem.

”Firmaet” blev tilmed udvidet ved forhandling af et svensk produkt, Spirella-korsetter – de optræder også i ”Matador” – en populær serie i fjernsynet, som du vil opleve senere.

Det medførte, at der ved husets indgang ved siden af skiltet ”Kunststopning” sad en reklame med en dame i laksefarvet mundering. Det er du ikke begejstret for, Gerhardt! For ganske vist kender ingen ordet ”mobbe”, men drille en genert dreng, der ovenikøbet let kommer til at stamme, det kræver ikke den store begavelse af byens frække drenge.

Men I lever godt i jeres lille familie, og da du er blevet dygtig til at læse, begynder du at hjemsøge byens voksenbibliotek. Her finder du en bog af B.S. Ingemann: ”Kong Erik og de fredløse” – en historisk roman om en spændende epoke i Danmarks middelalderhistorie. Du begyndte at læse den en mørk og stormfuld novemberaften, mens du sad ved en beskeden lampe med din mor, der i døgnets vågne timer bogstaveligt taget altid var i gang med reparationsarbejde.

Læsningen af Ingemanns bog er blevet en formidabel oplevelse for dig, og du har fået en impuls, som driver dig: interessen for historie.

Du var lidt af en bogorm, men ikke udelukkende, for du var grøn ulveunge, og fra nytår, da du blev 12, blev du ”stor spejder”. Og nu om et par uger skal du på sommerlejr med troppen, ledet af en af førerne (ja det ord brugtes endnu.) Du skal i teltlejr på Thurø, og jeg kan betro dig, at du senere deltager i i korpslejr ved Sønderborg med 10.000 andre, og at du også kommer i jamboree med endnu flere udenlandske spejdere nord for Paris helt nede i Frankrig.

Hjemme knokler din mor videre og øger sin indtægt om sommeren: Det meste af huset lejes ud til et flinkt ægtepar fra Odense, som er københavnere og bringer en ny frisk tone ind i jeres hjem.

De får tilmed besøg af en smuk ung københavnerpige. Ved en lejlighed i 1944 giver hun dig en knuser. Det synes du godt om, det er en behagelig – men fremmed – fornemmelse, for vestjyder som din mor nøjes med at give hånd, også til familiemedlemmer.

Det er den samme sommer, nøjagtigt 19. september, den tyske værnemagt hjemsøger jeres hus. Jeres ene logerende (sådan nogle tjente din mor også penge på) er politibetjent og vækkes brutalt for for at aflevere sin tjenesterevolver.

Men lige nu står du over for dit første betalte job: Som mange store berømtheder bliver du avisdreng og deler Fyens Stiftstidende ud til abonnenter i byen. Aviserne kommer om eftermiddagen med toget, og så løber du ruten rundt med dem.

Indimellem går du da også i skole, mellemskolen, med to trediedele drenge og resten piger. Flere af de sidstnævnte er søde, men det får du først øje for et par år senere.

Og om et par år tager du realeksamen – det er en meget svær og krævende eksamen. Jeg kan betro dig, at I skal til skriftlig eksamen fire gange, og derefter kommer det mundtlige: Hele 10 gange bliver I hørt i hukommelsesstof.

Bagefter får du en læreplads i Den gamle Købmandsgård. Her bliver din første opgave om morgenen, før cheferne er mødt, at cykle ned på posthuset, hvor du i firmaets postboks henter breve og en avis. Jyllands-Posten hedder den. Når du er tilbage i butikken, snyder du og den anden lærling jer til at læse i denne avis, før den ender på direktørens skrivebord.

Og så går det løs med at fylde poser med sukker eller mel og lukke dem korrekt. Og ekspedere kunder, som ledsages til døren: ”Farvel, tak!”

Du får ingen fremtid ved handelen, men kommer efter et år i gymnasiet og bliver student. Derefter skal du være soldat, ”fodtudse” i Odense, og så gælder det uddannelsen.

Halvhjertet går du i gang på seminariet, som den slags institutioner hedder, og bagefter bliver du folkeskolelærer.

Midt i det hele træffer du Kis ved et bal – fordi hun forveksler dig med en gammel bekendt. Men I bliver gift efter behørig forlovelsestid og får et langt og lykkeligt ægteskab. Og I får to dejlige børn.

Senere – før du bliver ansat på Jyllands-Posten – bliver du cand. phil. i historie.

Men nu er vore identiteter smeltet sammen. Det er virkelig hyggeligt.

Kærlig hilsen

Gerhardt