For jihadisterne er krig et mål i sig selv

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Dagen efter terrorangrebet i Paris skrev JP i sin leder, at det var »vigtigt, at vi ikke gør det til en konflikt mellem muslimer og ikkemuslimer. Det er præcis, hvad Islamisk Stat ønsker.« Det er sagen i nøddeskal.

Jeg får dagligt op imod et dusin video- og lydfiler fra IS ind i min indbakke, og temaet om Europas ”islamofobi” har været fremherskende nu i efteråret, fordi muslimer ifølge IS ikke skulle flygte til Europa, men derimod emigrere til deres egen idealstat i ørkenen mellem Damaskus og Bagdad, så den yderligere kan ekspandere.

Muslimer er vigtige for IS, for de er bevægelsens rekrutteringspotentiale og – bogstaveligt talt – dens kanonføde. Men muslimerne er også vigtige for os andre, for det er dem, der primært skal bekrige IS: Muslimer er også bevægelsens ofre, dens militære fjender og dens ideologiske modstandere.

Der pågår en kamp om islams lære, og jihadisterne er et lille mindretal. Deres strategi er derfor at gøre deres verdensudlægning mere plausibel for andre muslimer. Omvendt kan de kun bekæmpes religiøst og ideologisk af deres egne trosfæller.

Jihadisme er en militant version af enten salafisme eller islamisme. Hvor salafisme altid er sunnimuslimsk (og voldsomt antishia), findes islamisme både i en sunni- og en shiavariant. Islamismen anser islam for et fuldkomment samfundssystem, der bedre lever op til vor tids krav end nogen vestlig ideologi.

Derfor, mener islamister, bekriger den vestlige verden de sande muslimer, som følgelig må organisere og forsvare sig. Islamister bruger tit et sådant krigerisk sprog, og islamistiske bevægelser og stater kan være militante. Alligevel er der mere end en gradsforskel til jihadisterne, som gennemgående anser de islamistiske bevægelser for at være inkonsekvente og hykleriske.

For at indføre eller fremme det islamiske system er de islamistiske bevægelser ofte endt med at indgå i et pragmatisk samarbejde med andre bevægelser.

Jihadister taler derimod gerne om islam som et individuelt program, og her er der ikke plads til kompromiser: De er i krig, ikke bare mod tilhængere af andre ideologier og religioner, men også mod alle de muslimer, som ikke er med dem. Krig, jihad, er ikke et middel til et mål, men målet selv.

Muslimer opfatter islam som bygget på fem søjler, eller grundpligter. Jihadisterne regner derimod jihad for den sjette søjle, som muslimske lærde i århundreder skjulte for de troende.

Hvor islamistiske bevægelser prøver at vokse sig store og typisk hævder at tale for det store, tavse flertal, ser jihadisterne sig selv som en avantgarde. De er den lille ”sejrende flok”, som har erkendt, at det er Guds vilje, at de skal kæmpe og dø på hans vej. De øvrige millioner af muslimer er ”kun muslimer af navn”, og lever i ”jahiliyya”, det barbariske flerguderi, som Muhammed var oppe imod, da han begyndte at prædike i Mekka i 610. Det er en central idé, særligt hos sunnijihadister, at de så at sige er tilbage i Mekka og står over for en større og mægtigere fjende, der imidlertid ikke som dem elsker døden og derfor ikke kan matche deres kampmoral. Gud vil sikre dem sejren til sidst, men mange vil dø. Dette er Guds store prøvelse.

Hver gang, der sker et terrorangreb, ser vi en bizar diskussion om, hvorvidt det har noget med islam at gøre. Det har det naturligvis; morderne lægger ikke skjul på, at de gør det islams navn. Når så mange andre muslimer siger, at det ikke har noget med islam at gøre, er det jo ikke, fordi de vil benægte denne kendsgerning, men fordi de vil bekæmpe terrorismen med det ene, men vigtige våben, de har til rådighed: deres tilslutning eller fordømmelse. Det er kort sagt netop, hvad vi gerne ser dem gøre.

Krig og vold er bestemt en del af muslimernes historie, ligesom de andre store religioner, for slet ikke at tale om moderne sekulære ideologier. Men jihad mod vantro var i lange perioder overskygget af krige mellem de troende.

Man kan heller ikke bare finde vold i Koranen og så sige, at muslimer derfor er voldelige. Så skulle jøder også være meget voldelige. Og selv om Det Nye Testamente rummer mindre vold, har kristne på ingen måde været mindre voldelige gennem historien.

Jihadisterne er hverken determinerede af skrift eller tradition. De er helt på det rene med, at de går imod mainstream islam, som de foragter. Det er ikke en ideologi, de har fra deres far og mor.

Jihadisterne er voldelige, fordi de har valgt det. Og vi hjælper dem faktisk ved at udsende støtteerklæringer om, at jihadismen er islams sande natur.

Jihadismen er vokset frem siden 1950’erne – altså netop siden de muslimske stater blev selvstændige, og fjenden ikke længere var kristne kolonimagter, men muslimske magthavere. Disse konger og præsidenter forfulgte og torterede islamisterne, der til gengæld heller ikke anerkendte deres legitimitet.

Nogle islamister reagerede ved at udvikle en martyrideologi, jihadismen. Siden er ideologien gradvist er blevet mere forhærdet. For generationen efter 2001 – ideologer som Abu Musaab al-Suri og Abu Bakr Naji – er jihad en global krig, hvor det gælder om at skabe et så blodigt kaos i de muslimske områder, at et drakonisk lov og ordenjihadistisk regime kan forekomme folk som en redning.

Intet af dette kan man bare læse ud af Koranen.

Alle muslimer tager udgangspunkt i Koranen, som også gennem tiden har givet inspiration til mange forskellige teologiske og spirituelle retninger. Koranen er et førmoderne skrift, som afspejler den tid, den er blevet til i. Der er slaveri, hævnmord og brutale straffe, som endog kan komme fra Gud selv. Ligesom i Bibelen. Muslimer må, som kristne og jøder, slås med at få den tekst til at give mening for dem i deres egen tid. Man lægger mere vægt på nogle vers end andre og har udviklet måder at forklare de passager, der ikke for en umiddelbar læsning lever op til vor tids normer. Når en ny korankommentar udkommer, vil en kyndig islamforsker slå op på en snes passager og se, hvordan den ”klarer dem” for at placere den i det fortolkningslandskab, der er i dag.

Lige så vigtig som Koranen er de udlægninger af Muhammeds og hans fællers liv, som også løbende skrives og filmatiseres. De leverer en mere sammenhængende historie til et større publikum. Mange nyere udlægninger af profetens liv gør ham til fredselskende mand, der hjalp de undertrykte.

Her er jihadisterne naturligvis i deres egen fortolkningsverden, langt fra de gængse udlægninger. Igennem de seneste 50 år er der fremkommet et lille bibliotek af jihadistiske klassikere med voldelige udlægninger af Koranen og af profeten Muhammeds liv. Boghandleren fra Brønshøj var en af udgiverne af dette bibliotek; han udgav eksempelvis en stor bog om Muhammeds krige, der skulle tjene som program for vore dages jihadister.

IS’ ideologer er opflasket med dette bibliotek, men i dag er de på kant med jihadismens etablerede ideologer, som gennemgående støtter dens rival, al-Qaeda (hvis propaganda nu også er kommet op i omdrejninger). Ideologisk har de også bevæget sig væk fra den klassiske jihadisme ved at fokusere på den muslimske ekspansion mere end profetens egen tid.

Hvis vi skal forstå jihadisterne, skal vi altså ikke regne forlæns ud fra en naiv overbevisning om, at Koranen har et entydigt budskab, som de virkeliggør.

Vi skal derimod regne baglæns fra, hvad de siger og skriver, til de fortolkningstraditioner, der i forvejen er etableret, for at se hvad de gør ved dem. Og hvad deres modstandere svarer dertil.

Der er kort sagt brug for en betydelig islamkyndighed, hvis vi skal følge med i, hvad IS foretager sig. Ikke fordi de er determinerede af historien, men fordi de anvender den.