Hvordan stopper vi Islamisk Stat?

Terrorangrebene vil optrappe kampen mod Islamisk Stat

WASHINGTON

Blodbadet i Paris vil uden tvivl føre til en optrapning af krigen mod Islamisk Stat og langt tættere overvågning af potentielle terrorister i de vestlige lande.

Sådan lyder de forudsigelige og nemme svar. Det vanskelige spørgsmål er, om soldater, jagerfly og aggressive efterretningstjenester er nok til at vinde krigen mod en fjende, der mentalt lever i en anden verden, og som med celler i vestlige lande er i stand til at skabe kaos overalt?

I et forsøg på at samle og berolige befolkningen lovede præsident Francois Hollande dagen efter angrebet terroristerne bål og brand uden detaljeret at afsløre, hvordan den hensynsløse reaktion vil se ud. Også den franske oppositionsleder Nicolas Sarkozy efterlyste en modig politik, der er på højde med truslen.

I Washington indkaldte præsident Obama før afrejsen til et G20-møde i Tyrkiet sit nationale sikkerhedsråd for at diskutere, hvordan supermagten kan skrue op for kampen. Og straks efter sin ankomst til Tyrkiet lovede han at intensivere kampen mod IS.

Obama tog fejl

Obama, der i årevis har gjort det til en af sine mærkesager for alt i verden at undgå at engagere sin hær i en ny langvarig krig i Mellemøsten, gik for nylig med til at intensivere luftangrebene og at sende små hold af specialtropper ind for f.eks. at hjælpe kurdiske tropper med at befri den irakiske by Sinjar.

Men blot dagen før angrebet tog præsidenten grueligt fejl, da han i et interview på ABC sagde, at »vi har begrænset dem til Syrien og Irak«. Inden for to uger har IS vist, at gruppen er i stand til at udvide kampen til Libyen, Libanon, Rusland med nedskydning af et passagerfly, og nu Frankrig.

Militære midler er ikke svaret, mener Frankrigs tidligere premierminister under Jacques Chirac, Dominique de Villepin. Til radiostationen RTL anklagede han vestlige politikere for at spille med på IS’ spil, når de erklærer krig, fordi det er umuligt at føre en traditionel krig mod terrorister.

»Vi legitimerer terroristerne og deres påstand om, at de er i krig, og at de vil indtage vores land. Selvfølgelig går de efter at ødelægge os. Men det er ikke, fordi en bande mordere og fanatikere erklærer krig mod os, at vi skal falde i deres fælde og overdrive,« sagde Villepin og tilføjede, at Vesten selv i høj grad er skyld i IS’ eksistens.

»Attentaterne er i høj grad knyttet til en historisk proces skabt af krigene i Afghanistan, Irak og Libyen, som alle har smidt benzin på bålet. Igennem de seneste 10 år er tingene blot blevet værre, og vi har aldrig vundet nogen af krigene,« understregede han og forklarede, at Vesten har brug for at vinde en krig om idéer, så unge franske islamister holder op med at valfarte til Syrien.

Nedtælling til verdens ende

Islameksperten Jean-Pierre Filiu fra Science Po i Paris advarer også mod at spille terroristernes spil og tro på, at traditionelle midler virker. Deres mål er ikke at straffe Frankrigs indblanding i krigen i Syrien, men at fremprovokere en borgerkrig i Frankrig.

»De reagerer ikke på det, vi gør, men på det, vi er. De ønsker, at Frankrig skal hævne sig ved at dræbe muslimer. De ønsker en borgerkrig i Frankrig,« sagde han til radiostationen France Inter:

»Jo, vi er i krig, men vi står ikke over for en regulær hær, men over for en bande kriminelle, der allerede har startet nedtællingen til verdens ende. Så hold op med at tro, at de tænker som os. Vi glemmer alt for hurtigt. Efter Charlie Hebdo troede vi, at det var slut. Men det er først lige begyndt.«

Paris blev et af hovedemnerne under en tv-debat lørdag aften for demokratiske præsidentkandidater. Hillary Clinton opfordrede Tyrkiet og Golf-staterne til at gøre mere og sagde, at USA ikke kan kæmpe krigen alene. Favoritten afviste Bernie Sanders’ påstand om, at krigen i Irak var med til at skabe IS. Hovedparten af skylden ligger hos Syriens hersker, Bashar al-Assad og hos Iraks tidligere leder, Nouri al-Malaki, fastslog hun. Men hverken Clinton, Sanders eller den tredje demokratiske kandidat, Martin O’Malley, havde nogen opskrift på, hvordan man kan besejre terrororganisationen.

Svær balancegang mellem overvågning og frihed

KØBENHAVN/WASHINGTON

Præsident Francois Hollandes beslutning om at forlænge undtagelsestilstanden i tre måneder blev søndag set som et varsel om, at vestlige lande vil give politiet friere hænder i kampen mod Islamisk Stat efter terrorangrebet i Paris.

Lignende stramninger førte efter massakren i januar på Charlie Hebdo til en diskussion om balancen mellem overvågning og frihedsrettigheder. Frankrigs justitsminister, Christiane Taubira, erkendte dengang, at det er svært for vestlige demokratier at fastholde individuelle frihedsrettigheder og samtidig sørge for sikkerheden.

Den debat vil igen blusse op i de kommende måneder. Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia, vil ikke udelukke, at man kan pege på huller i antiterrorberedskabet, som skal lukkes. Og at angrebet vil føre til en diskussion om kontrollen med de flygtninge og migranter, som kommer til Europa.

»Den debat bliver vi nødt til at tage. Vi kommer også til at drøfte, hvad vi skal gøre ved de IS-krigere, der vender hjem. Man skal gøre sig klart, at man ikke kan lovgive sig ud af problemet. Vi kommer til at leve med denne terrortrussel i mange år ud i fremtiden. Der er jo ikke mange skridt fra det nuværende antiterrorberedskab i Frankrig til at gøre undtagelsestilstanden permanent,« siger Jacob Mchangama.

Han opfordrer til at være påpasselig, fordi en retsstat er skrøbelig, når man begynder at save i den. Et skrækeksempel er ifølge Mchangama Egypten, hvor man under Hosni Mubarak havde undtagelsestilstand i årtier, og nu, under Abdel Fattah al-Sisi, anholder uskyldige og journalister.

Foreløbig overskygger frygten for, at blodbadet i Paris blot var generalprøven på noget meget værre, alt andet i Frankrig. Her diskuteres det, hvordan terrorister kunne slippe igennem efterretningstjenesternes finmaskede net.

Ifølge terroreksperten Jean Guisnel har franske efterretningstjenester stort set fået, hvad de har peget på, siden bølger af attentater og gidseltagninger i 1980’erne i Paris og Libanon.

Fransk lovgivning blev strammet, så politiet fik mulighed for at overvåge og anholde enhver mistænkt for at have forbindelse til en terrorgruppe. I 2008 og efter Charlie Hebdo fik efterretningstjenesterne tilføjet yderligere midler og personale.

Nej til syriske flygtninge

På den anden side af Atlanterhavet siger en af præsident Obamas tidligere sikkerhedsrådgivere, Steven Simon, til New York Times, at amerikanerne nu skal forberede sig på endnu tættere grænsekontrol og overvågning.

Blodbadet kan få konsekvenser for Obamas beslutning om at øge antallet af syriske flygtninge med 30.000 over de næste to år. Præsidentkandidat Donald Trump, der fører i de republikanske meningsmålinger med sit forslag om at udvise 11 mio. illegale indvandrere, kræver døren smækket i for syriske flygtninge med den forklaring, at de udgør en sikkerhedsrisiko.

»Vi har brug for meget barskere og mere intelligent lederskab, og vi har brug for det nu,« skrev Trump på Twitter og fik støtte fra Ted Cruz, mens Jeb Bush beskrev terrorangrebet som et organiseret forsøg på at ødelægge den vestlige civilisation.

Amerikanerne har siden terrorangrebet 11. september 2001 vænnet sig til, at efterretningstjenester har frie hænder. Strategien har koncentreret sig om truslen fra såkaldt ensomme ulve, hjemmedyrkede terrorister som Fort Hood-morderen i 2009 eller bombebrødrene ved maratonløbet i Boston i 2013. Derfor har de amerikanske myndigheder forsøgt at arbejde tæt sammen med lokale, muslimske samfund i håb om, at familiemedlemmer vil angive radikaliserede unge, før de skrider til handling.

»Fokus på de ensomme ulve var udslag af ønsketænkning om, at IS var et lokalt fænomen, som kunne begrænses til Syrien og Irak,« udtaler terroreksperten Bruce Hoffman.

Han minder om, at mens en opfordring fra Osama bin Laden i 2010 om at angribe europæiske byer faldt for døve øren, fordi al-Qaeda ikke var i stand til at udføre ordren, er IS i dag klar til at slå til.

Skal Vesten vælge fjende i Syrien?

BEIRUT/BRUXELLES

Den syriske præsident, Bashar al-Assad, kunne dårligt skjule sin skadefryd, da han lørdag modtog en fransk delegation i Damaskus. Terrorangrebet i Paris natten før var et resultat af Frankrigs »fejlslagne politik«, som havde bidraget til »spredningen af terrorisme«, forklarede han sine gæster. En klar henvisning til, at Frankrig ligesom flere andre vestlige og arabiske lande har støttet den væbnede syriske opstand. For det er ikke kun de religiøse fanatikere fra Islamisk Stat (IS), som er terrorister, men alle de væbnede oprørere, som forsøger at vælte ham, understregede Assad. I mere end tre år havde han advaret europæerne »mod, hvad der ville ske«. Men ingen havde lyttet. Nu havde pariserne på egen krop fået at føle, hvad Syrien har gennemlevet de seneste tre år. Den lære, som Assad gerne vil have Vesten til at drage af massakrerne i Paris, er følgende: Alternativet til mig er terror og kaos. Lad os derfor slutte fred og indgå en alliance mod vores fælles fjende.

Men hidtil har Vesten været afvisende over for at invitere Assad og hans allierede med i alliancen mod Islamisk Stat. Officielt er målet stadig, at både Islamisk Stats kalifat og Assads diktatur skal fjernes. Men det er urealistisk, mener kritikere.

»Vi må vælge, hvem der er vores fjende, og det er klart Islamisk Stat og al-Nusra. Ikke Bashar al-Assad. Jeg kan ikke lide Assad. Han er en diktator, men han placerer ikke bomber i Europa. Han er ikke vores primære fjende,« siger Claude Moniquet, som i 20 år arbejdede som agent for den franske efterretningstjeneste, DGSE, og i 2002 grundlagde Europæisk Center for Sikkerhed og Strategisk Efterretning.

Modstanderne af dette argument indvender ikke blot, at Assad, hvis styrker har slået hovedparten af den syriske borgerkrigs 250.000 ofre ihjel, har langt mere blod på hænderne end IS. De tvivler på, hvad Assad kan og vil bidrage med. Med sin støtte til de radikale islamistiske grupper i Irak under den amerikanske besættelse – grupper, som senere udviklede sig til al-Qaeda i Irak, forløberen for Islamisk Stat – har Assad-styret selv været med til at sikre, at IS er blevet så magtfuld. I lang tid sparede Assads styrker IS. Det passede ham, at de hellige krigere faldt de mere moderate oprørsgrupper i ryggen. Det fik tusindvis af oprørere til at slutte sig til de sorte IS-faner.

Eftersom USA klart har meldt ud, at man først vil fjerne Assad, når man har fjernet Islamisk Stat, har Assad heller ikke nogen interesse i, at IS bliver nedkæmpet.

Assad vigtigere end IS

Da Assads stormagtsallierede, Rusland, i sidste måned forsøgte at melde sig ind i koalitionen mod IS med sine bombefly, fik Moskva også en kold skulder. I modsætning til de amerikanske og franske fly, der bomber IS i Syrien, flyver de russiske ellers med en officiel invitation fra Assad. Problemet med den russiske bombekrig mod IS, set fra Vesten, er, at den ikke er rettet mod IS.

De fleste russiske bomber er ikke blevet sendt ned over IS’ kalifat, men mod moderate oprørsgrupper længere vestpå. Ifølge kritikere har de russiske bombefly ligefrem fungeret som Islamisk Stats flyvevåben langs fronten nordøst for Aleppo. Mens russerne har bombet om natten, er Islamisk Stats tropper rykket frem om dagen. For Kreml er det vigtigere at holde Assad ved magten end at bekæmpe IS. Det samme gælder Assads regionale allierede, Iran. Da IS forrige sommer stormede mod Bagdad, var de første udenlandske styrker, der ilede dem til undsætning, ikke amerikanske. Men iranske. Præstestyret har bevæbnet shiamuslimske militser til at tage kampen op mod de sunnimuslimske fanatikere fra IS. Men netop bevæbningen i Libanon, Irak og Syrien af sekteriske shiamuslimske militser, der har begået overgreb mod sunnimuslimske civile, er samtidig et af IS’ vigtigste rekrutteringsværktøjer.

Frygten for de shiamuslimske militser er med til at drive mange sunnier i armene på IS, der ser sig som sunniernes beskytter. En vestlig alliance med regionens shiamuslimske stormagt kan derfor komme til at radikalisere mange sunnimuslimer – også i Europa.

Discount-terrorens ulidelige lethed

BEIRUT

Follow the money. Følg pengene. Det plejer at være et godt råd, hvad enten det drejer sig om europæisk topfodbold eller international terrorisme. Det koster at være på toppen. Kan man skære pengestrømmen til Islamisk Stat (IS), vil man også kunne skrue ned for terrorblusset, lyder argumentet.

For IS er et terrorforetagende i milliardklassen. Krigere, selv de hellige af slagsen, slås ikke kun for egen og Allahs ære. De skal have sold og forsyninger af mad og patroner. Og det er endnu dyrere at køre en hel stat. Også selvom den er islamisk. Det kan godt være, at IS er ansvarlig for det værste terrorangreb i en europæisk storby i et årti. Men hjemme i dets kalifat i Syrien og Irak har gruppen ansvaret for både vandforsyningen og den kommunale renovation. De troende lever ikke af bønner alene. I starten finansierede IS sig på samme måde som middelalderlige hære af lejesoldater i Europa; ved plyndringer. Hvad enten det var irakiske banker, våbenlagre eller fordrevne kristnes huse, der blev ribbet. Dertil kom løsepenge fra vestlige gidsler og andre vantro.

Men den største kilde har været smugling af olie. Det amerikanske finansministerium vurderer, at gruppen tjener omkring 280 mio. kr. om måneden på det sorte guld.

Donationer fra indsamlinger i moskeer og rigmænd i de olierige Golflande udgør kortere kolonner i islamisternes regneark. Da det har været vanskeligt at komme oliesmuglingen til nabolandene til livs, er amerikanerne på det seneste gået over til at bombe selve oliefelterne, som IS kontrollerer.

Lykkes denne strategi, vil det for alvor kunne bidrage med at dræne IS’s terrorsump i Mellemøsten.

Frivillige driver værket

Men det vil ikke sætte en stopper for dicountterror i Europas gader.

Mens Islamisk Stats kalifat i Syrien og Irak omsætningsmæssigt er at sammenligne med Champions League-fodbold, hvor de bedste spillere optræder for de klubber, der betaler bedst, er terror som den, der fredag ramte Paris, snarere at sammenligne med dansk folkeidræt. Det er frivillige ildsjæle, der driver værket. Det er mere Ballerup Boldklub end FC Barcelona.

Trænere møder ikke op hver søndag, også i regnvejr, når puslingeholdet spiller kamp, fordi de får penge for det. Men fordi de tror på sagen. Sådan er det også med selvmordsterrorister. Uden nogen sammenligning mellem de to grupper i øvrigt. Deres belønning kommer i paradiset i form af 72 villige jomfruer. De er parate til dø for at skabe en bedre verden ved at slå andre ihjel, hvor sygt det end lyder. Penge spiller i den sammenhæng ikke nogen stor rolle. Det gør finansieringen af terrorangrebene heller ikke.

Lave materialeudgifter

En kalashnikovriffel kan købes på det sorte marked i Frankrig og Belgien for så lidt som tusind euro. Skulle man ikke have det, kan man sågar leje en. Og er man helt flad, kan man altid låne. Angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar blev delvist finansieret med et kviklån på seks tusind euro, der blev brugt til at købe kalashnikovrifler og granatkastere af en belgisk våbenhandler. Det vurderes, at der er mellem 10 og 20 mio. illegale våben i omløb i Frankrig. Som den franske premierminister, Manuel Valls, indrømmede:

»Intet forhindrer folk i at skaffe sig skydevåben.«

Materialeomkostningerne til lørdagens blodbad løber formentlig ikke op i meget over 10-20 tusind euro. Effekten er nærmest omvendt proportional med udgifterne, som er latterligt små. Vi har at gøre med en slags discountterror.

Til sammenligning vurderede den amerikanske 11. september-kommision, at udgifterne til verdens mest veludførte terrorforestilling skal have stået Osama bin Laden i mellem fire og fem mio. danske kr. Gidseltagerne skulle tage flyveundervisning og flyve på businessclass for at sidde i forreste række, så de kunne storme cockpittet bevæbnet med de hobbyknive, de havde smuglet forbi sikkerhedskontrollen. Det krævede både træning, planlægning og koordination. Til sammenligning kræver det ikke den helt store militære kunnen at meje forsvarsløse koncertgængere ned med et automatgevær.

»Vi kunne jo sørge for, at vi ikke får så mange tabere«

Arbejdsløshed, håbløse fremtidsudsigter og social marginalisering i ghettoområderne. En forfejlet integration er det brændstof, der gør unge muslimer i Europa radikaliserede og fører dem i armene på Islamisk Stat. Det mener Manu Sareen, der er tidligere integrationsminister for De Radikale og har mange års erfaring fra integrationsarbejde på gadeplan.

Derfor er en vigtig del af løsningen også at forebygge radikalisering ved at forbedre integrationen, pointerer han.

»Man ved jo af erfaring, at det, der gør, at unge mennesker bliver radikaliserede, er marginalisering, social udstødelse og oplevelsen af ikke at høre til fællesskaber. Vi ved godt alle de ting, så det handler om at blive ved med at lave den indsats, som gør, at man får dem ud af det vakuum,« siger Manu Sareen.

Han mener, at det hele begynder med boligsituationen og tendensen til ghettoer med parallelsamfund.

»Der kan du i den grad lære af Frankrig og Belgien, desværre. Der er nogle steder, som er virkelig, virkelig grimme, og hvor man bare ikke kan komme ind, og hvor tingene udvikler sig fuldstændigt parallelt med, hvad det omkringliggende samfund ønsker,« siger Manu Sareen, der understreger, at forklaringen om sociale faktorer på ingen måde kan legalisere, at nogen griber til våben og terrorisme.

Indsats skal starte i børnehaven

Manu Sareen mener, at skiftende danske regeringer har haft fokus på problemstillingerne og gjort meget for at forbedre integrationen. Derfor er det også demoraliserende, at problemet langtfra er løst. Det er tid til at trykke hårdere på speederen og øge integrationsindsatsen, siger han.

»Vi kunne jo starte med at sørge for, at vi ikke får så mange tabere. Det starter allerede i børnehaven, hvor vi skal sørge for, at alle børnene saftsuseme lærer dansk, så der ikke er en stor gruppe, der i folkeskolen kun taler perkerdansk og dermed allerede er hægtet af,« siger den tidligere integrationsminister.

Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund, mener, at det er »omsonst« at fokusere på integrationen, når der er tale om 2. generation af muslimer, som taler dansk og arbejder. Problemet er den efter hans mening skarpe retorik over for den muslimske gruppe.

»Her taler vi om næste skridt i integrationen, og det er den manglende anerkendelse. Hvis denne dem-og-os-retorik, som vi har her i landet, forsvandt, så ville du også se konfrontationerne forsvinde,« siger han.

Ekspert: Ikke integrationens skyld

En af landets førende eksperter i radikalisering, professor emeritus Mehdi Mozaffari, der er tidligere leder af Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser på Aarhus Universitet, er helt uenig i, at problemet er integrationen eller tonen i debatten. Der er også andre arbejdsløse end muslimer, men disse begår ikke terroraktioner eller tager til Syrien, pointerer han. Desuden ville man heller ikke forklare militant islamisme andre steder i verden, f.eks. i Syrien og Irak, som et resultat af en fejlslagen integration.

»Jeg tror ikke, at det er på grund af sociale forhold og fattigdom, at man bliver radikaliseret og tager til Syrien eller andre steder og kæmper. Dem, vi kender, har været igennem skolesystemet, de har haft rettigheder og fået hjælp, hvis de var arbejdsløse,« siger Mehdi Mozaffari.

Velintegreret – på overfladen

Han tilføjer, at en del af de islamister, der har stået bag terrorangreb, på overfladen har været velintegrerede på den måde, at de havde gode uddannelser og job.

Professoren mener derimod, at man i de vestlige lande for sent er blevet opmærksom på truslen fra de radikale islamister, der – understreger han – udgør en minoritet blandt de herboende muslimer. Der er ikke blevet stillet nok krav til nye borgere. Når nogle insisterer på, at deres nye land skal rette sig efter f.eks. sharialove, så fører det til konfrontation, lyder analysen.

»I stedet for at sende dem direkte til socialkontoret, skulle man de første par måneder sende dem på et kursus i, hvilket land de er kommet til: Hvad er Danmark, hvad er demokrati, hvilke forventninger er der til den enkelte,« siger Mehdi Mozaffari.