Tag søndagene tilbage som mental rasteplads

Jeg tilhører den generation, der har sat søndagen overstyr, og det er unægteligt et tab, men sammenlignet med de trusler om tab af fred, miljø og livsvilkår, som præger verden af i dag, kan forsvundne søndage synes at være for småt et emne at beskæftige sig med.

Og dog, måske er det netop i det flakkende lys af en verden i opbrud, at de forsvundne søndage er værd at mindes? Der er jo meget godt at sige om dem. Jeg ved det, for jeg tilhører som før nævnt ikke blot den generation, der har sat søndagene overstyr. Jeg tilhører også den generation, der har oplevet dem.

Jeg er vokset op i nøjsomme kår på en ensomt beliggende hedegård i det vestjyske sogn Hemmet. Hverdagen var præget af hårdt fysisk arbejde i mark og stald. Der var grise og heste, der skulle fodres, og der var køer, der skulle malkes. Korn skulle sås, høstes og bringes i hus. Roer og kartofler skulle tages op af jorden. Der var marker, der skulle harves og pløjes.

Sådan gik ugens seks dage, men på den syvende holdt vi fri. Det stod i Bibelen. Den bog havde højeste autoritet i hjemmet på heden, og hvad søndagen angik, stod der skrevet i femte Mosebog, at »i seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag … må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile ud ligesom du selv«.

Denne tekst er vist verdens ældste ferielov, og den gjaldt også i mit barndomshjem på den vestjyske hede.

Søndag var højtid. En dag, man så frem til med forventning. Dagen før blev gulvet i køkkenet vasket. Der blev ryddet op i stuen. Græsset i haven blev slået. Gangene blev revet, så alt var pænt og ryddeligt. Børnene kom i bad, og når dagen oprandt, blev de iklædt det fineste søndagstøj.

Søndag formiddag var der kirkegang og søndagsskole, og om eftermiddagen kom der gæster til kaffe og kage. Derefter gik mændene på markvandring og beså afgrøderne. Børnene fulgte med og lyttede med store ører til de voksnes samtale. Senere legede børn og voksne sammen. De kastede en bold over huset og råbte »Antonius«.

Sådan var søndagene, og i erindringen står de med sol og latter under drivende sommerskyer, men sandheden er dog den, at alt ikke var fryd og fred, for der var krig i verden. Om natten kunne luften over os være durende fuld af motorlarm fra bombefly, der fløj ind over landet med deres last af død og ild, beregnet til byer i Tyskland. Nogle af flyvemaskinerne blev skudt ned og faldt til jorden som flammende bål.