Livet med seks børn og en gård er mindre stressende end hamsterhjulet

Mit navn er Rikke Ørum. Jeg bor på Samsø med min mand, Thomas, og vores seks børn. Sammen har vi den bæredygtige garnbutik fairwool.dk, vi passer vores tre yngste børn hjemme, og så er vi selvforsynere. Under overskriften ”tid til at leve” er jeg blevet bedt om at fortælle min historie. ”Paradoksalt” var det første, jeg tænkte. For i vores liv er der hverken tid til at scrolle på på iPhonen, binge-watche serier på Netflix eller skrive kronikker til Jyllands-Posten. 

Vi har intet tv, ingen iPads, ingen spillemaskiner og ingen bil. Vi flyver aldrig på ferie og har kun sjældent behov for eller råd til at købe noget nyt. Jeg har sagt ja til at fortælle min historie, fordi jeg mener, at alle skylder sig selv at finde sin egen opskrift på et meningsfuldt liv med tid til hinanden, men samtidig har pligt til at passe på den klode, vi lever på, og netop de to ting går heldigvis overraskende godt hånd i hånd. 

Jeg kan både stemples som fattigrøv, speltmor og klimatosse, for vi har prioriteret tid over penge, børn over arbejdsliv, og klimaet over materielle goder. Min historie kan være til inspiration for nogle og til irritation for andre. For når man frigør sig fra normen og vælger at leve anderledes, så må man kunne rumme både forståelse og kritik.

Jeg hører ofte folk sige: ”Hold da op! Seks børn! Hvordan klarer du det?” Men mit liv er på mange måder langt mindre stressende end et liv i hamsterhjulet. Jeg ved det, for jeg har været der, og jeg overlevede kun seks måneder, før jeg måtte kaste håndklædet i ringen og finde en anden levevej. For godt nok har jeg seks børn, men jeg har også tid. Jeg har aldrig travlt med at komme ud ad døren om morgenen for at nå ned i vuggestuen og børnehaven, inden jeg selv skal møde på arbejde, og jeg er altid hjemme, når børnene er syge eller skal til tandlægen. 

Som selvforsyner og hjemmepasser starter dagen som i mange andre børnefamilier med, at vækkeuret ringer tidligt. Men derefter slutter sammenligningen måske også, for vi har altid god tid til at sidde ned og spise morgenmad med de børn, der skal i skole. Vi har tidligere haft børn i hjemmeskole, men lige p.t. går alle vores skolesøgende børn på den lokale friskole. Morgenen er ofte et frirum for storbørnshygge. De tre små kan sove, til de vågner af sig selv, for de skal aldrig nå noget. Når vi har spist morgenmad, skal vi ud at fodre dyrene. Det går langsomt. Vi gør det ofte sammen. Der er tid til at stoppe op og se det, vi finder på vores vej. Resten af dagens gang afhænger af årstiderne. Lige nu skal vi plukke bær, luge i køkkenhaven, vande i drivhuset, knibe sideskud, samle æg og lave hø. Om en måned ser arbejdsopgaverne lidt anderledes ud, om tre måneder ser de meget anderledes ud, men overgangen er glidende, så man opdager det næsten ikke. 

Da vi for knap to år siden droppede bilen, købte vi i stedet en elladcykel. Med den kan vi komme rundt på øen med de børn, som ikke selv kan cykle endnu. Når vi en sjælden gang imellem skal væk fra øen, bruger vi offentlig transport. Hver dag cykler vi op til postbilen med de pakker, garnbutikken skal sende af sted. På vejen hjem kører vi forbi den lokale brugs for at hente det brød, frugt og grønt, som skal smides ud. Det bruger vi som foder til dyrene. Det er et stort arbejde at sortere og ordne dyrenes foder, men det er det værd, for vi reducerer