Dragonen fra ’64 – arven efter tipoldefar

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg er i den seneste tid begyndt at slægtsforske. Måske er det, fordi jeg er nået til et sted i livet, der meget vel kan tænkes at være over halvvejs. Eller måske er det bare … tja, fordi. I hvert fald er jeg blevet klogere på min blodslinje ned gennem historien. Således nedstammer jeg blandt utrolig mange andre forfædre fra en tysk konkubine, som engang i 1600-tallet delte seng med én af de mange slesvigske hertuger, og som siden blev gift med selvsamme hertugs danske kammertjener. Tsk, tsk, tsk. Og jeg kan i lige linje trække aner tilbage til 1500-tallets Sydfyn, hvor en forfar var forvalter på en stor, magtfuld borg, ja, vistnok én af landets allerstørste, men som den dag i dag naturligvis er borte.

Men mest af alt består min slægt så langt tilbage igennem århundrederne, som jeg kan se, af vestjyske fæstebønder, husmænd, fiskere, skudehandlere ved Vesterhavet og gårdejere i Thy, og på en måde er det jo også hyggeligt nok at varme sig ved tanken om, at man slet ikke befinder sig så langt væk fra sit oprindelige ophav. Men så for nylig fandt jeg ud af noget nyt. Om min tipoldefar på min fars side – altså min farmors bedstefar, Lars Peter Jensen fra Hammer Sogn i Kjær Herred. Det er et sted nordenfjords, ikke langt fra Aalborg.

Egentlig var det min bror, der satte mig på sagen. Han er professionel soldat, befalingsmand ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, og for tiden træder hans søn – min nevø – i faderens fodspor ved samme regiments 2. eskadron, hvilket også var min brors oprindelige enhed. Da min bror hørte om min nye syssel, bad han mig afprøve en teori om, at der måtte gemme sig en dragon et sted i familien. Det var sådan en fornemmelse, han havde, og han mente tilmed, at jeg burde koncentrere mig om krigen i 1864. Der måtte være ét eller andet der. Hvorfor skulle han ellers interessere sig så meget for den krig, spurgte han og fortalte om sommerens ferieoplevelser, hvor han havde slæbt familien fra slagmark til slagmark. Fra Dannevirke over Sankelmark og op til den gamle flankestilling ved Dybbøl.

Så hans opgave til mig lød: »Find dragonen. Find ham, han MÅ være der et sted.«

Jeg spekulerede over, hvordan katten jeg dog skulle kunne gøre det. Indtil videre var jeg jo kommet langt ned i mit slægtstræ, og visse forgreninger var helt nede at røre ved middelalderens mørke muld. Jeg havde fundet masser af navne, fødsels- og dødsdatoer, stednavne og affotograferinger af gamle kirkebøger. Men der stod kun sjældent noget om, hvem disse mennesker havde været. Hvad de havde været – og da slet ikke noget om militærtjeneste.

Mit store gennembrud kom, da jeg opdagede Rigsarkivets digitaliserede database over ansøgninger til den erindringsmedalje, som kongen lod indstifte i 1876, og som veteranerne fra de slesvigske krige selv skulle ansøge om. Og heldigvis er det hele bevaret for eftertiden. Hurra for Rigsarkivet og hurra for internettet. Hurra for de jyske dragoner. Det var et skud i tågen, men der var ikke andet for end at komme i gang. Navn, fødselsdato, sogn, herred, amt. Side op, side ned …

Og dér var han så, pludselig. Ham, min bror havde fornemmet: min tipoldefar, Lars Peter Jensen, menig ved 5. dragonregiments 2. eskadron i krigen 1864. Det selvsamme regiment, som i dag er de jyske dragoner i Holstebro, ja, selv eskadronen matchede. Lars Peter havde gjort hele felttoget med, fra Dannevirke, hvor rytteriet havde dækket tilbagetoget, og videre op igennem Jylland som en del af 4. division. En kuldegysning gik igennem mig, hin lørdag nat ved computeren, med søvn i øjnene og sitrende hud. En fryd af en anden verden ramlede sammen med en følelse af historiens vingesus, da jeg læste min tipoldefars højtsvungne blækstreg. Det hele gik op i en højere enhed – min slægtsforskning og spøgelset, der måske, måske ikke, havde hvisket noget i min brors øre.

Det er her værd at notere sig, hvor voldsomt nederlaget i 1864 blev oplevet i sin samtid, og hvor store efterdønninger det faktisk har ført med sig op igennem historien – ja, helt frem til vor tid. De færreste tænker vel over det til daglig, men det var nederlaget i 1864, som fødte den moderne danske identitet, som jeg selv er formet af. Småstatstanken, mindreværdet, småt er godt, og hvad udad tabes, skal indad vindes. Vi tabte en tredjedel af riget i en kort, grusom og ydmygende krig. Vores politikere var arrogante og ignorante til det sidste, og bagefter lå Danmark blødende tilbage på slagmarken. Så opstod andelsmejerierne og brugsforeningerne, heden blev opdyrket, og det var det nære, der betød noget. Højt at flyve, dybt at falde. Ved århundredets begyndelse havde Danmark-Norge stået som et stærkt tvillingerige i Norden. Ved slutningen af århundredet var eventyret forbi, riget var tabt for altid.

Jeg voksede op i 1980’ernes koldkrigsforskrækkelse, hvor lille, svage Danmark lå indeklemt imellem stormagterne som den strategisk vigtige prop i Østersøen. Det var dengang, Glistrup foreslog militæret nedlagt og erstattet af en telefonsvarer, som på russisk skulle tilkendegive, at vi overgav os. For det nyttede jo alligevel ikke noget. Det var årene med fodnoter og et sikkerhedspolitisk flertal uden om Schlüters firkløverregering, som hele tiden modarbejdede Nato. Vi gjorde bedst i at holde os uden for de stores leg, gjorde bedst i ikke at mene noget, sådan for alvor. Men det mindreværdskompleks, jeg husker bedst fra min barndom, var den åbenlyse benovelse og forfjamskede selvlede på tv, når en eller anden international stjerne en sjælden gang imellem forvildede sig hertil.

»What do you like best about Denmark?« lød det statsgaranterede spørgsmål på tyktflydende københavnerengelsk, hver eneste gang en reporter fra statsmonopolets tv-kanal kom nær. Måske sågar med et dristigt opfølgningsspørgsmål til koryfæet: »What do people think about Denmark in your country?« Hvilket jo altid stillede alle i en yderst pinlig situation, thi ingen kendte Denmark in their country. Der var ligesom ikke rigtig andre relevante spørgsmål at stille. Vi var jo en ligegyldig og glemt indadvendt lilleput, som umuligt kunne interessere nogen. Vi var konstant usikre på, hvad verden tænkte om os, hvis den da ellers overhovedet tænkte noget. Vi havde gjort os selv usynlige. Krudttågerne fra 1864 hang stadig lavt i 1980’erne, selv om ingen rigtig tænkte over det.

Men sådan er det ikke mere. Ikke nær så grelt i hvert fald. Det er, som om vi – måske bl.a. i kraft af en mere aktivistisk sikkerheds- og udenrigspolitik med militær tilstedeværelse rundt om i verdens brændpunkter – er blevet mere selvsikre. Der er sket meget med vores selvbillede siden dengang i 1990, hvor korvetten ”Olfert Fischer” drog i ørkenkrig på et spinkelt mandat. Så kom FN-missionerne på Balkan, dernæst atter en gang krig i Irak og siden for fuld smadder i Helmand, Afghanistan, hvor danske soldater igen og igen har bevist, at de hører til iblandt de bedste.

Den slags stolthed over militær duelighed skulle man ikke nyde noget af i min barndom, hvor der ikke var grund til at vække unødig opmærksomhed. Men det tør vi nu igen, mere end 150 år efter tilbagetoget fra Dannevirke, natten mellem den 5. og 6. februar 1864. En meget gammel arv er brudt.

Min tipoldefar, den dragon fra ’64, som for nylig dukkede ud af familiehistoriens krudttåger, ansøgte om erindringsmedaljen for sin deltagelse i krigen på feltfod og fik den. Man kan kun gisne om følelsen af svigt og ydmygelse og om arene på krop og sjæl, som han må have levet med resten af sit liv. Efter nederlaget slog han sig ned som husmand i Hammer Bakker i det sydlige Vendsyssel, og her giftede han sig med en udlænding, en svensk pige ved navn Stina Maria fra det dengang så fjerne og sikkert eksotiske Blekinge – min tipoldemor.

Ja, verden er sandelig blevet mindre siden dengang. Men Danmark synes dog en lillebitte smule større.