Fortsæt til indhold
Indland

Var oldefar nazist? Det kan alle nu tjekke

For første gang kan offentligheden digitalt få adgang til en liste over medlemmer af det danske nazistparti, DNSAP.

Siden slutningen af Anden Verdenskrig har et særligt kartotek over danske nazister været ualmindeligt svært at opstøve. Men nu offentliggør foreningen Danske Slægtsforskere for første gang dele af Bovrup-kartoteket, som er en optegnelse over størstedelen af de danske medlemmer af DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det er kun en mindre del af Bovrup-kartoteket, som er tilgængeligt. På grund af Persondataloven skal folk være døde i 10 år, før man kan offentliggøre oplysninger om dem.

Det vil sige, at kun personer, som er født i 1908 eller før, fremgår af listerne, som kan findes på Danske Slægtsforskeres hjemmeside. Dermed tæller kartoteket nu 5.265 af de i alt 22.795 personer, som fremgik af Bovrup-kartoteket, da modstandsbevægelsen nedskrev oplysningerne efter Anden Verdenskrig.

Ifølge Peter Birkelund, seniorforsker og arkivar hos Rigsarkivet, er det første gang, at offentligheden får mulighed for på internettet at søge i, hvem der var medlem af det danske nazistparti. Der har siden 1946 været nedlagt fogedforbud imod de trykte eksemplarer af kartoteket, som derfor ikke kunne lånes på biblioteket. Var man heldig, kunne man finde bøgerne hos et antikvariat.

Offentliggørelse bliver mødt med kritik fra historiker og professor emeritus, Claus Bryld. Han har selv familie med nazistfortid, og han finder det etisk uforsvarligt at hænge folk ud, fordi de var medlem af nazi-partiet.

»Det var ikke ulovligt at være medlem af partiet. Flere af dem, der står i arkivet, er også allerede blevet straffet. Men skal deres familie så også straffes, fordi de tilfældigvis var i familie med en person, som var tilknyttet partiet? Der er en masse moralske problemer i at offentliggøre sådan et arkiv, og jeg ved ikke, om jeg synes, at det er korrekt,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Han påpeger blandt andet, at det ramte den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) hårdt, da det i sin tid kom frem, at hans far en kort overgang var medlem af nazi-partiet.

Artiklens emner
Nazisme