Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Uddannelser har brug for en betydelig kursændring

Fremtidens arbejdsmarked stiller endnu større krav, men er uddannelsesinstitutionerne klar til disse – eller hænger de fast i fortiden?

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

De danske ungdomsuddannelser og deres institutioner står over for og er delvist allerede inde i en forandringsproces, der er den største i nyere tid. Presset på institutionerne består dels i den tilsyneladende enighed blandt politikere om fortsat at spare på sektoren, dels i en demografi, der over en kortere årrække og afhængigt af geografisk område vil fjerne mellem 10 og 30 pct. af en ungdomsårgang, hvor særligt yderområderne er truede.

Dette er naturligvis en særlig udfordring for de mindre institutioner i yderområderne, hvor flere vil blive truet på livet – yderligere understreget af en nylig tendens, hvor de unge fra disse områder søger mod de større byer, hvor uddannelsesudbud er bredere og – må man formode – også fagligt bedre funderet. Her er naturligvis særligt de mindre almene gymnasier i skudlinjen, og i lyset af disses særlige kultur kan man begrundet frygte, at man i disse institutioner kun i ringe grad er i stand til at omstille sig tilpas hurtigt over for disse udfordringer. Ryster man Undervisningsministeriets databank over skolernes økonomi, falder seks almene gymnasier ud som de første med en soliditetsgrad på under 35.

Det er formentligt disse truende skyer, der får gymnasielærer Sandie L. Christensen til i JP sidste uge at række fingeren op og mane til besindighed. I Christensens udgave menes fænomenet dog at skyldes »indførelsen af bullshitord« såsom »cooperative learning, flipped learning« og tilsvarende.

Vi skal ærligt medgive Christensen, at den pædagogiske sektor i årevis har formået at udvikle stadigt nye termer og pædagogiske tilgange, der væsentligt har formået at flytte offentlige midler over på konsulenters bankkonti og samtidigt udstyret sektoren med en vis udviklingsresistens, idet pædagogikkens grundudfordring – at gøre den enkelte elev så dygtig som muligt – er lige så udfordrende i dag som for 40 år siden – måske endda mere.

Men ”bullshitordene” kunne jo også tages som et udtryk for nødvendigheden af at omstille en sektor, som politikerne sparer på, hvilket i reglen er et udtryk for, at de ikke får, hvad de mener at betale for.

Den politiske opfattelse er ikke nødvendigvis helt afsporet. Dansk Industris blad ”DI Indsigt” opgjorde i 2014, at ca. 40 pct. af de elever, der påbegynder en gymnasial uddannelse, enten falder fra, efterfølgende tager en erhvervsuddannelse eller slet ikke bruger deres uddannelse, og dermed opstår et mismatch mellem gymnasiernes raison d’être og den faktiske performance. Mediernes forståelige fokusering på puttefester, rituelle afklapsninger og et mildt sagt overdrevent alkoholforbrug stiller næppe en sektor, der fremhæver sit dannelsesideal, i et bedre lys.

At Sandie Christensen reagerer på denne eksterne intervention mod sin praksis, er forståeligt, men at henvise til argumenter, der har den privatpraktiserende lærer som udgangspunkt og fremhævelsen af undervisning som selvrealisering uden ret megen refleksion over sammes betydning for eleverne, er næppe vejen frem. Realiseres de i indledningen nævnte parametre, er sektoren alvorligt truet, og som i alle andre virksomheder – undskyld, men det er en selvejende institution faktisk – må en betydelig kursændring til. Ikke mindst fordi vi alle må have en interesse i, at uddannelsesudbuddet fortsat og gerne i stigende grad er at finde bredt fordelt i Danmark.

”Bullshitordene” kunne jo også tages som et udtryk for nødvendigheden af at omstille en sektor, som politikerne sparer på.


Og her bliver ”bullshitordene” pludseligt relevante, idet de trods alt peger på andre betydende parametre i undervisningen end underviseren selv, nemlig at eleverne på et snarligt tidspunkt formodes at møde et arbejdsmarked, hvor de skal have en chance for at klare sig – i en international konkurrence.

»Jeg har fem-seks lektioner mere om ugen i dag, end da jeg begyndte som lærer. Det kan ikke undgå at gå ud over kvaliteten,« har Sandie Langer Christensen udtrykt et andet sted. Et argument, der ikke sjældent høres i gymnasiale sammenhænge, og her må man retfærdigvis kunne mene, at såfremt dette gjaldt i alle sammenhænge, ville vi stadig køre i hestevogn.

Gymnasiesektoren og med den hele ungdomsuddannelsessektoren står dermed i et betydeligt paradigmeskift, hvor man med færre midler skal frembringe stadigt dygtigere elever. Samme udfordring som alle andre virksomheder står i og i reglen formår at mestre.

Udgangspunktet er naturligvis en drøftelse af, hvorledes man – og gerne med anvendelse af ny teknologi – kan møde den enkelte elev der, hvor hun og han befinder sig, og målrettet gennem kontinuerlig evaluering og opbyggelsen af elevens egen evne til selvevaluering formår at opbygge og eksekvere læringsforløb, der rent faktisk udvikler eleven. Her bliver deling af undervisningsmateriale og kollektiv udvikling af samme med henblik på kontinuerligt tilbud af bredt differentierede forløb, der rammer alle læringsstile og tilsvarende elementer, stærkt relevante. Og – ja, det medfører, at den enkelte lærer ikke længere suverænt kan tage udgangspunkt i sin egen læringsstil (undervisningsstil, må det vel være), men altid må tage udgangspunkt i eleverne – som i: alle elever.

Det kalder på åbne klasserum, synlig læring, flipped learning og en god del af de andre ”bullshitord”, som Christensen afskyr. Men det kræver endnu mere af ledelsen, der pludseligt de facto skal tage den pædagogiske diskussion på lærerværelset særdeles alvorligt, iscenesætte den, lede den, tage ansvar for den og synligt sikre, at den føres i mål. Og dét, forekommer det os, adskiller sig en smule fra det, der i dag praktiseres.

Problemet er grundlæggende, at denne tilbøjelighed til at lukke sig om sig selv og praktisere en pædagogik og et omverdenssyn, der udfordres voldsomt af strømninger både herhjemme og i udlandet, medfører, at den mest populære ungdomsuddannelse i Danmark samtidigt forekommer at være den, der mindst formår at imødekomme omverdenens krav.

I udlandet ser vi allerede tendenser til institutioner, der kun i ringe grad er bundet til bygninger og faste former, som i stedet for faste skemaer og strukturer, der har præget uddannelsessystemet i århundreder, lader elever danne deres eget skema og gå på jagt efter viden og udvikling i en mangfoldighed af muligheder. Hackschooling er også herhjemme ved at blive et begreb, der dækker over unge, der i en mylder af gratis uddannelsestilbud på højt niveau danner og former deres egen uddannelse.

Fjernundervisning har i mange år været stedmoderligt behandlet i det danske uddannelsessystem, hvorfor det ikke i tilstrækkelig grad har udviklet sig til det nationale niveau, det for længst burde befinde sig på. Og Youtube har udviklet sig til en platform, som anvendes af nogle af verdens bedste undervisere til at lægge læringsforløb på. Hvor er den nationale strategi for dette – og hvor står gymnasiesektoren her?

Det må være et naturligt krav, at uddannelsesinstitutioner som de fremmeste ikke blot peger fremad, men faktisk også formår at være på forkant med de udviklinger og krav, der stilles på fremtidens arbejdsmarked, hvor vi dog må være enige om, at eleverne helst skulle ende som permanente skatteydere.

Alternativet er jo, at vi sender stadigt større dele af en ungdomsgeneration ud på et arbejdsmarked, hvor de for måske første gang opdager, hvad der rent faktisk kræves af dem. Der er allerede for mange, forekommer det os, der i august, når festerne har lagt sig, får tømmermænd på mere end ét niveau.

Og skal det forståelige politiske ønske om ikke bare bred uddannelsesdækning i hele landet, men også en flerstrenget stuktur af uddannelsestilbud realiseres, er det lige nu tvivlsomt, om det almene gymnasium på længere sigt har en overlevelseschance. Derfor bør man på disse alvorligt overveje et tæt samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner, der kan give både økonomisk styrke, flerfaglighed og samfundsmæssig forstærket relevans og dermed en overlevelsesmulighed.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.