Fra gravide frøkner i ”ulykke” til powerfulde solomødre

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I århundreder har frygt for uønsket graviditet præget kvinders sexliv. Var man gift og allerede havde en håndfuld unger, var muligheden for endnu et svangerskab en konstant overhængende risiko. Var man ikke gift, så var det om at blive det i en fart, før ”det kunne ses”. Derfor var det alment anerkendt, at den første graviditet ofte var kortere end de næste! Men ikke alle blev gift som følge af en graviditet. De ugifte måtte stå tilbage med skammen. I århundreder har den ugifte mor været ilde set.

Et barn født uden for ægteskab var uægte og undfanget i hor. Moderen var utugtig og skulle skamme sig. Også hendes forældre skulle skamme sig. Forældre til unge piger har derfor i alle samfundslag været moralens vogtere på deres døtres vegne – mens det har været alment accepteret, at sønnerne skulle have lov til at løbe hornene af sig. Sex har for kvinder været forbundet med angst for uønsket graviditet, før sikker prævention blev en realitet med frigørelse af p-pillen i 1966 og abortloven i 1974. Herefter har stort set alle børn været ønskebørn, uanset om de er født i eller uden for ægteskab. Som Kim Larsen synger: »Det’ da godt, at vi blev født, før aborten den blev fri«. Men det var ikke ensbetydende med, at den moralske fordømmelse af enlige mødre forduftede med det samme.

Men lad os lige kaste et blik tilbage i tiden: Kvindekroppen har ikke til alle tider været omgærdet med moralske anvisninger om at holde sig på dydens smalle sti. Tilbage i fortiden findes tegn på hyldest af kvindens frugtbarhed: Små figurer af frodige kvindekroppe er blandt de ældste arkæologiske fund – og der er ikke fundet tilsvarende mandekroppe. Civilisationens overlevelse var afhængig af børnefødsler. Den frodige, frugtbare kvinde var guddommelig.

Op i historien bliver sex uden for ægteskab en vederstyggelighed. ”Danske Lov” fra 1683 opregner en række forebyggende regelsæt mod navnlig kvinders løsagtighed, da det var hende, der beviseligt bar frugten af utugten. Gennem social udstødelse og økonomisk pres forsøgte man at tvinge alle ind på dydens vej, ind i ægteskabet, der blev betragtet som eneste anerkendte ramme om seksualitet og børneavl, forsørgelse og opdragelse. Resultatet var en gradvis voksende kontrol og fordømmelse af kvinders lyster. Manden kunne jo nægte, at han havde været der eller hævde, at han ikke var den eneste, der havde haft kvinden med i høet.

Tilbage stod kvinder med problemer, hvis de fik børn uden for ægteskab. Mange skrækkelige livsskæbner har fulgt disse mødre og deres horeunger: ombringelse af nyfødte med tugthusstraf til følge. Anbringelse af spædbørn i buske eller på trappestene, så andre kunne finde det. Eller en kummerlig tilværelse, hvor barnet blev sat i pleje som gåsepige eller vogterdreng fra tre-fireårsalderen, og moderen søgte mod byerne, hvor mange ernærede sig ved tiggeri eller prostitution.

Det har været aldeles rædselsfuldt.

Noget måtte gøres. Midt i 1700-tallet indviede man Fødselsstiftelsen i København. Her fik ugifte gravide et sted, hvor de kunne søge ly for det omgivende samfund og føde deres barn i anonymitet. I Aarhus åbnede Fødselsanstalten i Jylland (FiJ) i 1910 for ugifte svangre. Også gifte kunne føde her, hvis der opstod komplikationer. Men der blev åbenlyst gjort forskel: De gifte havde en forsørger og skulle derfor betale, mens de ugifte i flere måneder før fødslen kunne være her gratis mod at udføre et arbejde som vaskekone, køkkenpige eller stuepige på stedet. Hertil kom mere subtile forskelsbehandlinger: De gifte fik serveret maden på porcelæn, de ugifte på bliktallerkener. De gifte fik en høflig betjening, de ugifte blev hundset med. Dette ved vi fra erindringer fra tidligere fødende og ansatte, som blev indsamlet af Kvindemuseet før lukningen af FiJ i 1996. Forskelsbehandlingen ændrede sig hen over tiden, men helt op i 1970’erne blev det markeret på patienttavlen over sengen, om det var en frue eller en frøken, der lå i sengen.

Til hjælp for de ulykkelige mødre organiserede Mødrehjælpen bortadoptioner fra FiJ umiddelbart efter fødslen – før moderen fik sit barn at se og måske blev overrumplet af moderfølelser. Der skulle skrives under på nogle papirer, og den stakkels kvinde kunne ranke ryggen og fortsætte ud i livet befriet for skammen. Det var ikke helt let. Mange har haft en stille sorg resten af livet over det barn, der blev givet bort.

Sagt kort: Over år og dag er der undfanget mange børn uden for ægteskab. For kvinden har det været ulykkeligt. Den ugifte var kommet galt afsted, mens den gifte var kommet i lykkelige omstændigheder.

Et af de første projekter ved Kvindemuseet var et indsamlings- og forskningsprojekt med fokus på det enlige moderskab. Unge mødre, der var alene med børn i 1980’erne, deltog i interviewindsamling med mødre, der havde været alene med børn i ældre generationer. Mange timers båndede erindringer om glæder og sorger ved at opdrage børn alene blev indsamlet. Her et par eksempler:

Én var skilt i slutningen af 1930’erne, og selv om manden forsørgede hende med hustrubidrag og børnepenge, og de ikke manglede noget, brød hun sig ikke om søndagene: Når hun kunne se alle par gå tur i parken, holdt hun sig hjemme med sine to børn for at undgå at vise, at børnene ikke havde en far i nærheden og hun ikke en mand ved sin side. Hun følte skammen ved at vise omgivelserne, at de ikke var to om børneopdragelsen.

En anden var blevet gravid i midten af 1950’erne med en kæreste, hun i al fald ikke skulle giftes med. Hendes far blev rasende, og efter et stort skænderi med sin mor gik hun hjemmefra og søgte mod FiJ. Men da hun ikke havde indlæggelsespapirer og bevis på, at hun ikke havde kønssygdomme, ville de ikke lukke hende ind. Med smerter i underlivet og urin ned ad benene – som viste sig at være fostervandet – blev hun nogle timer senere lukket ind. Fødte en velskabt dreng, som hun ikke fik at se straks, da de gjorde klar til bortadoption. Der skulle stærke argumenter til for at overbevise det velmenende, men strenge personale, om, at hun ville beholde sin dreng – som senere blev morfars øjesten.

Projektet viste, at man kunne opdele enlige mødre i tre kategorier: Enkerne nød sympati: De var værdigt trængende og ansvarlige koner. De fraskilte kunne ikke holde på en mand, så de havde selv været ude om det. De ugifte kunne ligge, som de havde redt, uanset om manden havde givet falske løfter, eller de bare havde ”gjort det” i deres naivitet.

En af de ændringer, museets enlig mor-projekt dokumenterede, var, at det massive pres til bortadoption, som de ugifte svangre tidligere blev udsat for, i 1970-80’erne blev flyttet til et pres for abort fra barnefædrene, men også fra den gravides egne mødre. 1980’ernes enlige mødre, som vi var i kontakt med, var stolte over deres børn. Men med kernefamilien som norm oplevede de dog et strengere blik på dem som enlige. De kendte alle til snerten af angst for overvågning af, om nu alt var godt nok. Der skulle være pinligt rent, og ungen måtte aldrig have snot under næsen, når sundhedsplejersken kom.

Og hvor er vi så nu: Mange kvinder vælger at få børn uden at være i fast parforhold. Der er donorbørn, der er aftalebørn, og der er ”skæbnens” børn. Overvågning af, om det nu går godt nok med mor-barn-forholdet, fornemmer enlige forældre stadig eksisterer. Parforholdets norm hviler stadig over de enlige – men nu enlige forældre af begge køn og slet ikke i samme omfang som tidligere.

Nedvurdering af den fraskilte mor har også ændret sig, men eksisterer i en anden udgave: Mens de ældre generationer så på den fraskilte som én, der ikke kunne holde på en mand og fik skammen at føle, ser nutiden på den enlige som én, der ikke vil give manden en chance, og tillægger hende skylden for, at det ikke gik med parforholdet.

Dog er der ikke tvivl om, at det overordnet set er helt o.k. at opfostre børn alene i dag. Kvinder har egen økonomi og karriere. Mænd har jo faktisk det samme. Så hvorfor er der ikke mange flere enlige fædre, kunne man spørge.

Et svar er, at historien gav kvinder et forspring i pasning og pleje af børn, da det stort set alene har været kvindens byrde og ansvar – gift eller ej – at tage sig af børnene.

Et andet svar er, at det ufødte barn vokser i kvindens mave og senere ligger ved brystet hos mor. Det giver kvinder et forspring i det omsorgsfulde forældreskab. Måske kunne bedre orlovsaftaler for fædre udjævne på disse ulige vilkår. Her er plads til, at mændene mander sig op!

Nutiden byder imidlertid også på nye paradokser. I dag føler nogle mænd sig misbrugt af kvinder, som vil have barn og har haft ubeskyttet sex med dem. Her er svaret ikke, at fordi kvinder i generationer har tålt skam og udstødelse som mødre til uægte børn, må mændene æde den. Den enkelte mand skal jo ikke råde bod på historiske uretfærdigheder. Nej, det rigtige må være at sige: Tag kondomer med i byen. Ansvar for beskyttelse ligger hos begge parter. Ligesom ansvar for børn også må ligge hos hver enkelt, der er tæt på barnet – uanset køn.