Solomødrene viser vej til den gode familie

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Flere unge kvinder vælger at blive solomødre,« lød overskriften i Jyllands-Posten lørdag d. 23 juni. Ifølge artiklen er det ikke længere en nødløsning for kvinder at blive insemineret med donorsæd, for de kvinder, der vælger det, bliver nemlig yngre og yngre.

Det er blevet kulturelt acceptabelt at få barn ved hjælp af donor, og kvinder vil hellere købe optimal sæd i sædbanken end at lade sig nøje med en partner, der ikke opfylder alle deres krav.

En af de interviewede i artiklen, familieforsker Lars Dencik, mener, at »vi har indført muligheden for at fertilitetsbehandle enlige kvinder for at tilfredsstille kvindens behov for at realisere sig selv. Det er ikke i barnets interesse at blive født af en singlemor«.

Som solomor med kontakt til mange andre solomødre er det svært at genkende den beskrivelse af ”sådan en som mig”.

Jeg har bemærket, at kvinderne i den gruppe for solomødre, jeg er aktiv i, bliver yngre. Og som det også nævnes i artiklen, er jeg helt overbevist om, at mange kvinder har lyttet til fertilitetslægernes dundertale om, at de ikke må tage deres fertilitet for givet.

Jeg husker selv stadig chokket, da en læge i mit 38. år forholdt mig den virkelighed, at tiden var ved at løbe fra mig, hvis jeg skulle have barn. Jeg blev bange. Og så snart jeg sagde »nu er det nu«, forduftede den mand, som jeg legede udødelig med. Han ville slet ikke have børn med mig, kom han i tanke om.

Så stod jeg der med fletningerne i postkassen. Jeg kunne selvfølgelig have snydt mig til et barn. Haft ubeskyttet sex med en tilfældig, som så helt uden valg ville blive far. Eller have kastet mig ind i et tilfældigt parforhold og uden at bekymre mig om, hvor bæredygtigt det var at have fået barn med ham med det samme.

Eller jeg kunne have levet resten af mit liv med den livsulykkelighed, som barnløshed ville betyde for mig. Ingen af de muligheder forekom mig særligt attraktive, og derfor valgte jeg at blive mor som 40-årig og ved hjælp af donorsæd.

I dag er kvinderne yngre, og beslutningen er ikke drevet af angst, men af ønsket om at få et barn. De er fornuftige og anerkender, at biologien sætter grænser. Kærligheden derimod har ingen grænser, den kan findes både på den ene og den anden side af fertilitetsbehandlingen. Fertilitetslægerne burde klappe sig selv på skulderen, for de er nået ud med deres budskab til kvinderne. Spørgsmålet er, om de er nået ud til mændene?

Det interessante, ved den måde solomor-fænomenet skildres på, er, at der altid ledes efter årsager hos kvinderne. Det er os, der ikke vil gå på kompromis; vi vil realisere os selv og gerne på bekostning af barnet osv.

Men hvad med mændene? Vi ved ikke meget om, hvordan mændene har det med familiedannelse? Hvor på prioritetslisten står familiedannelse og børn for mændene? Og hvordan er deres vilkår for at realisere det familieliv, som de ønsker? Hvad er et godt familieliv i mændenes optik?

Det er spændende spørgsmål, og svarene på dem vil sætte kvindernes beslutning om at trække solomorkortet i perspektiv.

Hvad hvis solomødrene egentlig bare er et konstruktivt bud på et samfund, hvor vi prioriterer fællesskab og relationer så lavt, at det på samfundsplan medfører lav fødselsrate og på det menneskelige plan medfører eksistentiel ensomhed.

Antallet af kvinder, der vælger at blive solomødre, stiger år efter år, og intet tyder på, at den tendens ændrer sig. Vi kan ikke længere afgrænse fænomenet til at være noget, som en gruppe karrierekvinder vælger, fordi de ikke gider bøvlet med mændene og i øvrigt selv vil bestemme det hele.

Den forklaring holder ikke. Og set fra en solomors perspektiv er det dybt bekymrende for kvaliteten af familieforskningen, at Lars Dencik kommer med udtalelser om, at solomødre snyder deres børn for en familie. Som forsker burde han for længst have set, at familien er i udvikling. At familier ikke længere nødvendigvis består af mor, far og børn, og at det netop ikke gør dem til mindre familier af den grund.

Hvis Lars Dencik vidste noget om solomorfamilier, så ville han vide, at de ofte er meget åbne og har en stor netværksfamilie. At de ofte bygger bro over generationskløften og gør bedsteforældre til nødvendige medlemmer af hverdagsfamilien. Og at mange solomødre har sørget for at knytte mænd (onkler, venner, morfædre), der kan være rollemodeller for barnet, tæt til familien.

Valget om at blive solomor træffes ikke overnight eller impulsivt. Inden vi når til den beslutning, har vi tænkt vores liv grundigt igennem.

Vi har tænkt på, hvordan vi sikrer, at vores børn får kontakt til begge køn; vi har gjort os klart, hvem der er i vores netværk, som kan træde til, når det bliver nødvendigt. Vi har også tænkt på, om vi kan klare det økonomisk. Vi har sågar tænkt på, hvem der skal træde til, i tilfælde af at ulykken sker, og vi ikke selv kan tage os af barnet.

Der er intet ”ups-element” i skabelsen af en solomorfamilie, så bare rolig Lars Dencik, vores børn har masser af familie, også selv om de ikke har en far. Moderne familier kan se ud på mange måder, og de er ikke altid bygget op efter far, mor og børn-skabelonen. Og måske gør det dem i virkeligheden både stærkere og mere stabile.

Den klassiske kernefamilie er i vanskeligheder; det vidner den høje skilsmisserate om. Mange har erkendt, at den ikke er en garanti for tryghed, stabilitet, fællesskab og nærvær. Rigtig mange har også erkendt, at ulykkelige voksne skaber en ulykkelig barndom.

Derfor er det også helt naturligt, at nye familiemodeller opstår og udvikles. Vi forsøger at finde nye løsninger, og rigtig mange af os har flyttet vores fokus fra formen til indholdet. Det betyder ikke så meget, hvordan familien er sammensat, bare vi har det godt. At fællesskabet fungerer.

Der er kommet et større fokus på relationerne og mindre fokus på form.

Set fra det perspektiv er solomorfamilen et positivt bidrag til udviklingen af familiemodeller, hvor indhold vægtes højere end form. I det hele taget er det på høje tid, at vi kigger familiekonceptet efter i sømmene. Også kernefamilien. Hvilke værdier skal holde familien sammen? Hvad er det for nogle vilkår familien har i dag? Hvordan skaber vi stabile familier?

Alle de solomorfamilier, jeg kender, er bygget på et fundament af benhård prioritering. Vi ved godt, at vores valg også betyder fravalg. Når man er alene med et barn, har man hænderne fulde.

Hvis Lars Dencik havde forsket mere indgående i, hvordan en solomorfamilie fungerer, og hvilke vilkår den har, så ville han vide, at barnet/børnene er tilvalgt. De bliver prioriteret over karrieren.

De bliver prioriteret over selvrealisering, venner og alt andet. Vi passer bare vores børn! Vi opfostrer små mennesker fulde af kærlighed. Vi udvikler relationer og bygger netværk, der gør livet godt for vores børn og os. Vi tager intet for givet. Vores børn er en gave. Solomorfamilien er ikke en trussel mod kernefamilien. Tværtimod kunne rigtig mange kernefamilier hente inspiration i den måde, som solomødre organiserer og prioriterer deres liv på.

Indtil videre viser al forskning, at kvinderne på trods af muligheden for at få barn uden mand stadig helst vil have en far til deres børn. De vil bare ikke længere vente, til det er sidste udkald. Og de vil heller ikke længere risikere at miste muligheden for at få børn.

Al forskning i, hvordan børnene i solomorfamilierne har det, viser i øvrigt også, at de klarer sig lige så godt som børn fra kernefamilier og i nogle tilfælde endda bedre. Jeg håber, at fremtiden vil byde på mere forskning i familier og deres vilkår og færre fordomme om solomødre.