Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Antallet af solomødre bekræfter tidens tendens – mindre fællesskab og kærlighed

Samfundet er præget af mere individualisme og en søgen efter en skræddersyet tilværelse, der skal tilpasses egne behov.

Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Debatten om solomødre er dukket op igen, efter at en stor forskningsundersøgelse for nylig påviste, hvad vi alle godt vidste i forvejen: At det ikke er sidste udvej for de kvinder, der gør brug af det.

Men at denne udvikling i antallet af solomødre bekræfter den forfærdelige samfundsmæssige tendens vi er inde i – mindre fællesskab og kærlighed, mere individualisme og en konstant søgen efter en skræddersyet tilværelse, der skal tilpasses egne behov.

At vi i 2007 valgte ikke blot at tillade, men ligefrem økonomisk tilskynde kvinder at træffe dette individualistiske valg om at få børn alene, er en fundamental menneskelig katastrofe. En katastrofe, fordi vi ødelagde den sidste dimension i livet, hvor det at være nødsaget til få et kærlighedsforhold og komme andre ved end os selv, var udgangspunktet for at få børn.

I disse tider med økonomisk uafhængighed, individualisme og total frigørelse fra begrænsninger i tilværelsen var det godt, at vi før 2007 havde familien og partnerskabet som den sidste bastion, der sikrede menneskets evne til at indgå kompromisser og opleve kærlighed og tosomhed, hvis vi ville have børn.

Nu kan vi få børn alene, og det gør flere kvinder brug af, samtidig med at de bliver yngre år for år. Som løsningsforslag til denne tendens er der blevet leget med tanken om, at mænd skal have lov til at bruge rugemødre, så de kan være ligestillede med kvinderne. Men det er en fundamental misforståelse af problemstillingen. Det handler ikke om ligestilling eller fairness.

Det handler helt grundlæggende om, at et liv, hvor vi kommer hinanden mindre ved, og hvor vi realiserer livets goder uden andre end os selv, er et samfund i opløsning. Det er et samfund, hvor den enkelte ikke behøver tilpasse sig andre eller acceptere, at der eksisterer livsvilkår, der fordrer, at man sætter sig selv til side for andres skyld.

Når solomødrene vælger at få børn alene, fravælger de den kærlighedsdimension i tilværelsen, der stiller os over for allerflest etiske dilemmaer, kompromisser og ufrivillig behovstilsidesættelse, men til gengæld giver os noget af det mest værdifulde.

Enhver, der har været i et længerevarende parforhold, ved, at det indebærer kompromisser, tilsidesættelse af egne lyster og behov og en hårdt lært erfaring i, hvordan man omgås en svigerfamilie, man måske synes er fuldstændig forfærdelig.

Men det er netop en god ting, at vi skal igennem alt dette for at få vores egen familie, for det gør os til bedre mennesker, at vi er nødsaget til at sluge det faktum, at livet også indeholder ubehagelige og kedelige sider.

Vi bliver bedre mennesker, når vi lærer, at andre kan sætte os stolen for døren, medmindre vi makker ret og tilpasser os de krav, andre mennesker har til os. Evnen til at indgå kompromisser og gøre andre tilfredse på vores egen bekostning, selvom vi synes, det er uretfærdigt, er en af menneskehedens vigtigste opgaver, for det er nemlig det, der gør os til moralske væsner og gør os tålelige at omgås.

Når solomødrene vælger at få børn alene, fravælger de den kærlighedsdimension i tilværelsen, der stiller os over for allerflest etiske dilemmaer, kompromisser og ufrivillig behovstilsidesættelse, men til gengæld giver os noget af det mest værdifulde: kærlighed, at kæmpe livets kampe side om side med en anden og at vide, at verden kan brænde, men at man står sammen med nogen.

Når solomødrene fravælger en partner, mister både kvinder og mænd en vigtig dimension i livet. For hvis mor er dum, kan barnet ikke gøre noget, hvorimod hvis du er dum over for din partner, kan din partner i sidste ende skride fra dig, og den angst, der ligger i det faktum, gør, at du automatisk forsøger at finde et kompromis og imødekomme din partners ønsker for at få tingene til at lykkes.

Eller sagt mere ligeud: Uden en partner som forudsætning for at opnå det, du ønsker allermest, nemlig børn, kan du være et ubehageligt og uvedkommende menneske og stadig få lige det, du vil.

Det er en meget uheldig samfundsindretning, vi har valgt at tilskynde. Vi skal i stedet insistere på, at vi som mennesker og samfund har bedst af at være nødt til at komme hinanden ved for at realisere livets goder.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Eksperter: Frygt for ringere ældrehjælp spiller ind, når ældre vælger at flytte tættere på børn og børnebørn

Ønsket om at være tæt på børn og børnebørn får ældre til at overveje at forlade hjembyen og flytte tættere på familien, viser en spørgeundersøgelse. Men også udsigten til ringere hjemmehjælp og ventelister på plejeboliger har betydning for deres beslutning om at flytte, mener eksperter. Kurt Madsen og Ellen Nørgaard forlader Vestjylland for at slå sig ned tættere på familien.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skaber Dansk Folkeparti parallelsamfund?

Birthe Rønn Hornbech
Dansk Folkeparti vil smide et udenlandsk barn ud af skolen. Hvordan bliver det så integreret?

Blog: Hvis du har ondt i sindet, så skrig det ud over byens tage, min ven

Majbritt Maria Nielsen
Præcis som når man går til læge, hvis bulen i panden ikke forsvinder, går man altså til psykolog, hvis man er begyndt at overleve i stedet for at leve.

Blog: ”Lykkelænder” eller bloktilskud

Nauja Lynge
Hverken de grønlandske eller danske politikere favner det mindretal, som jeg er en del af.

Debat: Han var alt det, Boris Johnson ikke er

Michael Kuttner
Lord Peter Carrington døde samme dag, som Boris Johnson trådte tilbage som udenrigsminister. De var, for at sige det mildt, forskellige.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her