Maj 68 er en mediemyte

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

JP’s tegning af de to hippier dækker ret godt over det billede, som senere generationer har af 1968. Jeg har undervist gymnasieelever i mange år, og jeg har fået mange spørgsmål desangående. Og ligeså mange gange har jeg måttet skuffe dem; jeg var ikke skæv af hash i årevis, jeg boede ikke i et eller andet mærkeligt kollektiv, og jeg kan ikke spille guitar. Efterhånden var jeg på alder med elevernes forældre, og når snakken kom på 68 og hash, så spurgte jeg, om de kunne forestille sig deres forældre skæve af hash og med pandebånd. Mange af de unge mennesker syntes, at tanken var morsom – og temmelig absurd. De der med mærkeligt tøj og besynderlig livsstil, det var nogle andre!

Men det er med 68 som med andre begivenheder; mediemæssigt bliver de forenklet til noget, der er til at overskue. Når jeg har spurgt mine elever om, hvad de tænker på, når talen kommer til Vietnamkrigen, så er der en stor gruppe, der kan huske et billede med en lille pige, der løber hen ad en landevej. Vietnamkrigen er så indskrænket til Huynh Cong Ut’s billede af børn, der løber væk fra napalm-bomber. Men der var en del mere, der karakteriserede denne krig. En af disse er, at krigen mediemæssigt kom samtidig med 68.

Det fremstilles ofte, som om maj 68 kom ud af den blå luft, og så blev alting anderledes. Begge dele er selvfølgelig noget sludder. 68 startede i begyndelsen af 1960’erne, og forandringerne kom spredt over en længere årrække derefter.

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne kom der nogle tekniske ændringer, der dengang kun blev betragtet som en naturlig udvikling, men som i virkeligheden var starten på en ny mediemæssig æra. Det var, for nutiden at betragte, helt almindelige ting: tv, grammofonplader og flere radiokanaler. Tv bliver almindeligt og med det en ny kultur, hvor man dagligt kunne se levende billeder fra den store verden. Det havde man selvfølgelig kunnet mange år i biografen, men tiden mellem en begivenhed sker, og man kan se den i fjernsynet, bliver stedse kortere. Omkring 1960 var den nede på ganske få dage. I slut 50’erne blev det almindeligt med grammofonplader. De gamle 78’ere forsvandt, og ind kom singleplader og, efterhånden, lp’er. Sammen med de nye udenlandske grammofonplader kom der langsomt starten på en ny musikkultur. Samtidig betød den voksende velstand, at unge mennesker pludselig selv kunne få egne radioer og grammofoner på deres værelser. Omkring 1960 var den ultimative konfirmationsgave en transistorradio.

En ny tid var på vej. Det blev understreget af Radio Merkur. Her skred den danske stat dog hårdt ind. Det skete på en måde, der klart afspejlede, at man ikke var langt fra østeuropæiske diktaturstater: Man bordede Radio Merkur i internationalt farvand. Der måtte ikke pilles ved statsradiofoniens monopol. For at komme den værste kritik i møde lavede man så Musikradioen (senere omdøbt til P3). Man havde så ansat gymnasieeleven Jørgen Mylius (dengang uden mellemnavnet ”de”). Håbet var givetvis, at så ville det hele gå over. Det gjorde det ikke. Der var både Radio Luxembourg og engelske popradioer. Statsradiofonien gjorde senere et desperat forsøg på at kontrollere popmusikken: Man lavede et latterligt forbud mod salgshitlister.

Men mange af os hørte den nye musik: Beatles og Rolling Stones. Elvis Presley blev anset for larmende, men han var jo også fra USA. Cliff Richard var pæn, og vist religiøs. Og Tommy Steele var et overstået kapitel. Men hvor statsradiofonien tidligere kunne bestemme, om man skulle høre Raquel Rastenni eller Katy Bødtger, så kunne man ikke bestemme, hvad der blev solgt af grammofonplader. Der kom en ny tid, hvor unge selv kunne bestemme, hvad de ville høre. Jeg nævnte tidligere, at omkring 1960 var en transistorradio det helt store hit som konfirmationsgave. Midt i 60’erne var det blevet til spolebåndoptagere. De blev brugt til at optage vennernes plader og til at optage Mylius’ daglige udsendelse ”Efter skoletid”, der blev indledt med Floyd Cramer’s ”Hey Good Lookin’”.

Midt i 1960’erne var der altså sket en langsom adskillelse af den musik, som de forskellige generationer lyttede til. Den ældre generation sad i stuen og lyttede til danske sange på ”Giro 413”, den yngre generation lyttede til engelske og amerikanske hits. Der var altså stille lagt op til ændringer i samfundet.

Et andet problem, der voksede ukontrollabelt i medierne, var Vietnamkrigen. I 1960’erne var den fremtrædende holdning, at alt, hvad der var kommunistisk, var om ikke direkte ondt så i det mindste absolut ikke noget, der på nogen måde var godt. Amerikanerne var helte. Men selv om dansk tv omhyggeligt undlod at vise de nogle gange meget forfærdelige tv-reportager fra Vietnam, så kom historierne alligevel stille frem. Om amerikanerne var værre end andre krigsførende nationer skal være usagt, men det er helt klart, at de absolut ikke havde senere tiders opmærksomhed på, hvad pressen så og skrev. Tidligere, f.eks. under Anden Verdenskrig, var den filmede og skrevne presse jo totalt loyale over for det land, de repræsenterede, men under Vietnamkrigen kom der en række både kritiske og stærkt belastende reportager. Der var bl.a. en politichef i Saigon, der for åbent kamera nedskød mistænkte (det blev selvfølgelig ikke vist i dansk tv, men rystede hele USA). Senere var der også den såkaldte My Lai-massakre. Den var så grov, at dansk tv blev nødt til at omtale den og vise billeder af løjtnant Calley, der blev ført til afhøring.

Den mediemæssige udvikling havde altså gødet jordbunden for, at der kunne ske ændringer. De kom så også ligeså langsomt, men en langsom udvikling er ikke interessant i nyhedssammenhæng – men det er borgerkrigslignende tilstande i Paris. Og dengang var det også en nyhed at se studerende kravle over en barrikade for at komme ind på et fakultet på universitetet. Universiteterne havde en absolut ophøjet status, og professorer var nærmest orakler. Så lidt uro på et par enkelte fakulteter var dengang at betragte som væsentlige nyheder.

Og mit forår i 1968 ... På gymnasiet i Struer gik tingene sin rolige gang. Det vildeste, der skete, var, at en dreng fra 3.g havde været i Paris i påsken. Han så noget underlig ud i hovedet, og rygterne ville vide, at han var kommet for tæt på en demonstration og var blevet ramt af en politiknippel. Så vidt revolutionen i det nordvestjyske. Det skal dog tilføjes, at lidt skete der; rektor var temmelig aggressiv over for de mandlige elever, der havde hår, der gik ud over ørerne.

Ebbe Kløvedal Reich sagde engang, at ungdomsoprøret var et oprør, hvor 10 pct. af ungdommen gjorde oprør mod deres jævnaldrende. Det passer meget godt med, at 90 pct. egentlig ikke var med i det af medierne så berømmede ”oprør”.

Men hvor besættelsen af et par fakulteter blev dækket intenst af medierne, så var den senere udvikling på bl.a. universiteterne ikke egnet til ret megen omtale i medierne. Der er ikke tvivl om, at der blev sat gang i nytænkning på undervisningsområdet. Men udviklingen skete stille og roligt, så det, der kom frem i medierne, var de mest særprægede tilfælde. Afskedigelsen af den langhårede lærer Amdi Petersen bekræftede således kun den ældre generation i, at der trods alt stadig var fornuft i tilværelsen.

Og hvad kom der så ud af det? Billederne af strejkende studenter, en studenterpolitiker, der erobrer talerstolen ved universitetets årsfest og af langhårede unge er jo kendte. Men spørgsmålet er jo: Hvad kom der ud af det?

Der var højkonjunktur, og det betød i sig selv en udvikling, der blandt andet gik i retning af ligeløn. Den teknologiske udvikling betød også, at kvinder ikke var så bundet til hjemmet. Alt i alt var der en udvikling i gang, der ikke havde meget med 68 at gøre. Men der skete en langsom udvikling inden for undervisningsområdet. Folkeskolen og gymnasierne bevægede sig væk fra det helt klassiske uddannelsesbillede. Bland andet begyndte der at komme unge i gymnasiet fra hjem, der ikke havde en tradition for længerevarende uddannelser. Universiteterne var, for nogle fakulteters vedkommende, inde på en slingrekurs, hvor alt, fra før 68, var både ”senkapitalistisk og borgerligt”. Resultatet var en slingrekurs mellem noget politisk og noget fagligt. Indtil tingene faldt på plads i løbet af 1970’erne.

Slut 1960’erne var en underholdende tid. Men når yngre kolleger har udtrykt misundelse over, at de ikke levede i den tid, må man dog konstatere, at så vildt var det altså ikke.