Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Marximalstaten, der sejrede sig ihjel

I 1968 var der store ambitioner om, at videnskapitalen skulle udbredes til alle, men så satte marxisterne sig på uddannelserne, og siden er det kun gået ned ad bakke.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Mit 68

En række personer skriver hen over sommeren om deres personlige oplevelser med det ungdomsoprør, der for 50 år siden ændrede verden og vores måde at leve på.

Send et bidrag på 7.000-8.000 tegn inkl. mellemrum til debat@jp.dk, mærket ”Mit 68”. De bedste bringes i avisen. Husk navn, titel og postnummer.

Se tidligere bidrag på jp.dk/mit68

»Videnskapital til alle!« Sådan lød et af kravene i studenteroprøret i 1968. Vi stod på barrikaderne, side om side, republikanere og marxister. Nu skulle det være slut med professorvældets formynderi og enevælde. Ud med unyttig viden – ind med relevans. Og vi stod til at vinde. Professorerne havde endelig indset, at det nu var slut med den preussiske dannelsesskole, der var skabt for at få Napoleon ud af Berlin og for at få bugt med Oplysningstidens demokrati.

Så vi gik på jazzklub for at fejre sejren og for at tale om de foregående år. I gymnasiet skulle alle lære fransk. For nogle en plage, for andre en gave. For med fransk fik vi direkte adgang til tidens store filosof, Sartre, hvis eksistentialisme vi læste med glæde. Sartre var glødende tilhænger af marxismen. Så også mange danske studenter sluttede op bag dens klare budskab: Arbejderne bliver udbyttet af kapitalejerne, derfor kommer der snart en revolution, hvor kapitalen bliver fordelt til alle.

Vi republikanere læste i stedet den unge Foucault, der brød med marxismen og skabte sin egen filosofi, poststrukturalismen, som skulle beskytte den franske republik mod skjult formynderi. Republikkens drøm om frihed, lighed og broderskab var vigtigere end arbejdsmarkedet. Foucault så individets frihed truet af offentlige institutioner, der bygger på humanvidenskaberne, som blot er pseudovidenskaber. Gennem sin vidensarkæologi påviste han, at videnskab ikke er universel. Viden er tidsbestemt og kan derfor ændres gennem en vidensrevolution.

Viden hedder ”sofia” på græsk. Og i antikkens Grækenland var der strid mellem de vidende, sofisterne, og de bedrevidende, filosofferne. Sofisterne ønskede folkestyre, demokrati. Derfor skulle befolkningen oplyses om forskel på natur og vedtægt for at undgå skjult formynderi i form af vedtægt præsenteret som natur. For filosofferne var vedtægt en illusion. Det fysiske er blot eksempler på metafysiske former, som kun kan ses af filosoffer fra Platons akademi. Derfor kan befolkningen glemme alt om demokrati og roligt overlade magten til filosofferne.

Den kristne kirke overtog gladeligt forestillingen om metafysisk formynderi og omdannede akademierne til klostre, indtil reformationen omdannede disse til universiteter, der kunne uddanne embedsmænd til kirken og kongen, præster, jurister og læger, og forelæse om verdens indretning: Alt bevæger sig rundt om jorden. Det står i lærebøgerne. Og naturligvis har Herren placeret sin ypperste skabning, mennesket, i universet centrum. At påstå andet er kætteri.

Men så gjorde naturvidenskaben oprør. Newton påviste, at planeter og æbler ikke er underkastet en metafysisk vilje. De følger i stedet deres egen fysiske vilje, tyngdekraften.

»Så kan vi mennesker vel gøre det samme og klare os uden formynderi fra Herren og herremanden!« Så naturvidenskabens oprør førte til 1700-tallets oplysningstid, der skabte to republikker: i Nordamerika i 1776 og i Frankrig i 1789. USA har stadig sin første republik, Frankrig den femte, da de tysktalende naboer forsøgte at vælte den gang på gang.

Første gang gik det galt, og i 1806 besatte Napoleon Berlin. Den tyske adel var lamslået: Hvordan kan en bondehær slå professionelle lejesoldater ledet af blodadel, for efter revolutionen har Frankrig ingen af delene? Men Preussens konge indså, at Frankrig i stedet havde en centraladministration, der kunne mobilisere den franske befolkning. Derfor skulle Tyskland skabe det samme gennem en dannelsesskole med tre formål: Befolkningen må ikke oplyses, for så vil den forlange demokrati som i Frankrig. I stedet skal den indpodes en følelse af nationalisme. Endelig skal den udsortere folkets elite til embeder i den nye centraladministration, og denne nye vidensadel skal dannes, så den kan færdes ved hoffet.

Europa overtog med glæde Preussens linjeopdelte, embedsrettede dannelsesskole. I Frankrig blev den til en normaliserende skole, stærkt kritiseret af Foucault, der kaldte den et ”fængsital” med dobbelt disciplinering. Som fængsel tvinger skolen dig til i årevis at opholde dig i samme klasse, time efter time, dag efter dag, måned efter måned. Og som hospital får du diagnosen ”udannet”, som derfor skal kureres med ”dannelse”. Du skal naturligvis acceptere diagnosen og ønske den kureret, ellers er du selv skyld i din fortabelse.

Således forvandledes Danmark til en maksimalstat med hære af offentligt ansatte, fyrsteligt belønnet af verdens højeste skattetryk.

Med sin vidensarkæologi påviste Foucault, hvordan lægevidenskaben om den syge krop førte til en ekstra videnskab om menneskets psyke, der påstås at have en normalstilstand, som skolen skal udvikle, og som fængslet og hospitalet skal genoprette. Men sådanne uvidenskabelige normalitetsdiagnoser er blot skjult formynderi, der skal sabotere republikkens frihedsdrøm.

Så i 1968 havde vi fået nok. Videnskapitalen skal udbredes til alle og ikke kun til den elite, som dannelsesskolen udsorterer. Det blev sent, inden vi brød op. Men pyt, i morgen skulle sejrens frugter så høstes. Vi mødte op, men skansen var forladt, marxisterne kom ikke. Hvor var de henne?

Dagen efter fik vi forklaringen. Professorerne havde indbudt dem til forhandling: »Som marxister ved I vel, at Marx bygger på den tyske antioplysningsfilosof Hegel. Det gør vores dannelsesskole også. Så falder vi, falder antioplysningen også, og Hegel erstattes af Nordamerikansk oplysning. Det er I vel ikke interesserede i? Kom over på vores side, så vil vi udnævne jer til professorer. Vi ved godt, at I ikke har forsket, men her i landet bliver du professor ved at tre professorer peger på dig. Og i øvrigt kommer der snart et nyt universitet i Roskilde. Det kan I så indrette med marxistisk inspiration fra den tyske Frankfurterskoles tre vidensområder: natur-, human- og samfundsvidenskab.«

Marxisterne slog til. Og i 1975 fik de afskaffet folkeskolens oplysende realafdeling og indført en tiårig enhedsskole efter sovjetisk mønster. Og med tvangsklasser fra syvende klasse, hvor de unge tvinges til at følge årgangen, til trods for at drengene er to år bagud udviklingsmæssigt. Og hvor de unge burde støttes i deres identitets- og talentudviklingsarbejde med daglige lektier i selvvalgte halvårshold som i de Nordamerikanske republikker, som dermed undgår tvangsklassens ti veldokumenterede plager: støj, mobning, fravær, bundkarakterer, snyd, druk, flugt til privatskoler af både elever, lærere og ledere, pigeangst, drengemistrivsel og befolkningsnedgang.

Tvangsklasser kvæler både talent og læring. Men det skjules ved at erstatte skriftlige prøver med mundtlige prøver, hvor byger af ledende spørgsmål let overtaler censor til en mellemkarakter, især da lærer og censor bytter roller ugen efter på censors skole. I de få skriftlige eksaminer sænkes beståelseskravet, så man i dag kan bestå folkeskolens afgangsprøve i matematik ved blot at regne hver sjette opgave korrekt.

Og når man kan drikke sig til en studentereksamen, vil den manglende videnskapital føre til skandaler overalt i samfundet: toge, hospitaler, it, skat mm. Sin manglende oplysning skjuler universitetet ved at isolere sig, så der opstår en urskov af videnscentre, som tapper universiteterne for midler. Og da resten af verden overførte læreruddannelsen til universiteterne, blev dette forhindret i Danmark. Så hvor det vigtige lærerfag har højstatus i Finland, har det lavstatus i Danmark.

Således forvandledes Danmark til en maksimalstat med hære af offentligt ansatte, fyrsteligt belønnet af verdens højeste skattetryk, som til stadighed må øges, fordi tvangsklasserne skubber drengene ud af skolen i stedet for at lade hver anden blive ingeniør som 22-årige; og dermed skabe det økonomiske grundlag for at sænke skatter og øge velfærden samtidig. ”Marximalstaten” mislykkedes i Tyskland, men ikke hos den nordlige nabo.

Der er derfor kun én vej ud af "marximalstaten". Gør som Sverige, hvor OECD har skrevet en rapport om skolesystemets fallit. Nedsæt en OECD-ledet skolekommission, der kan globalisere det danske skolesystem hele vejen fra førskole til forskerskole.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her