Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

De unge må bryde med os 68'ere og den fejl, vi begik

De unge af i dag skal gøre oprør mod os 68'ere – ikke ved at skabe nye fjendebilleder, men ved at lære af vores fejl og afstumpede retoriske solidaritet.

Solidaritet, fællesskabsfølelse og antiracisme var ikke noget, som "genetisk" tilhørte en 68-generation, men noget, der hørte hele tidsånden til i 1968. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Det er noget vrøvl at tale om en speciel 68'er-generation. 5 pct. fik en studentereksamen, men af disse var det måske kun mellem 5 og 10 pct., der var aktive i studenteroprøret. Min klasse var vist typisk – 2 ud af 25 var egentlige oprørere. Resten passede studierne og levede som tidligere studenter. Tidens oprørske musik delte vi selvfølgelig alle, og derfor vil mange nok i dag romantisere sig som 68'ere – ligesom alle generationer jo romantiserer deres ungdom. Livsstilsoprøret så jeg dog næsten kun i USA, hvor jeg befandt mig i de år. Det europæiske oprør var mere af ideologisk art med stærke marxistiske overtoner.

Mit 68

En række personer skriver hen over sommeren om deres personlige oplevelser med det ungdomsoprør, der for 50 år siden ændrede verden og vores måde at leve på.

Send et bidrag på 7.000-8.000 tegn inkl. mellemrum til debat@jp.dk, mærket ”Mit 68”. De bedste bringes i avisen. Husk navn, titel og postnummer.

Men selv i Berkeley – som oprøret jo i høj grad udgik fra – opdagede jeg, at 90 pct. af eleverne var rolige studerende, der passede studierne og ikke på nogen måde deltog i oprøret eller tillagde sig en anderledes livsstil end tidligere studerende. 68-generationen var altså ikke præget af et større procentuelt engagement end andre oprør, men derimod af et mere lydhørt samfund, hvor afskyen mod Vietnam-krigen deltes af et stigende flertal. Der var også generel enighed om – selv blandt borgerlige – at vise solidaritet med de efter kolonialismen netop befriede ulande. Da USA konsekvent støttede blodige diktatorer, som slog ned på frie valg og fagforeninger i mange af disse lande, var det naturligt for studenteroprørerne at søge løsningsmodeller for ulandene i marxisme. Men da vi samtidig var stærkt rystede af Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 og Ungarn i 1956, blev det til en søgen efter andre mere utopiske former for socialisme.

Egoisme, grådighed og materialisme var altid indbygget i 68'erne, selv om vores retorik og musik vendte sig imod det.

På hjemmebane var vi lige så materialistiske som tidligere generationer og ønskede ikke dybere samfundsomvæltninger. Efter rejser i østlandene nærede kun de færreste af os ønsker om at se staten overtage produktionsmidlerne herhjemme, selv om vi godt kunne finde på at drømme og råbe slagord om utopiske samfundsformer inspireret af marxisme. Eller vi vendte demokratiet ryggen, som jo havde koloniseret, udbyttet og fattiggjort store dele af verden. Det var en sund reaktion på uretfærdigheden. Jeg selv havde været medlem af Konservativ Ungdom og var så borgerlig, at jeg irriterede mig over de røde faner i demonstrationerne, men indtil den grønne revolution slog igennem i blandt andet Indien, så jeg heller ikke andre løsninger på sulten og nøden i den tredje verden end røde modeller som Castros og siden Allendes første demokratiske model.

Del dine minder fra 1968 – eller se, hvad andre oplevede i oprørets år

68-generationen var ikke specielt mere præget af idealer om fællesskab og solidaritet end samfundet som helhed. Disse idealer var jo grundlaget for hele den velfærdsstat, som blev bygget op på det tidspunkt af venstrefløj og borgerlige i forening – nogle måske lidt mere fodslæbende end andre – som en naturlig reaktion på tidligere tiders utryghed. Idealerne blev måske nok i Europa udtrykt lidt mere højtråbende og utopiske af de unge end af de ældre. På samme måde oplevede jeg i USA's mere individualistiske samfundsmodel uden velfærdstryghed, at 68'erne i virkeligheden førte forældrenes idealer videre ved at satse på individets lykke inden for en livsstilsrevolution, hvor de flygtede ud på landet i kollektiver. På samme måde som deres forældre i de år flygtede til suburbia uden den mindste solidaritet med de sorte og de fattige i byerne. »I just want to have a good time,« sagde de og lå og lyttede til god musik og bollede til højre og venstre. Med min danske velfærdsstatsopvækst vendte jeg mig derfor mod hippiernes livsstil, men nød dog godt af deres gæstfrihed. Så egoisme, grådighed og materialisme var altid indbygget i 68'erne, selv om vores retorik og musik vendte sig imod det. Solidaritet skal ikke måles på hvem, der råber højest, men på hvem, der yder mest. I den forstand er nutidens samfund – både de unge og os gamle 68'ere – blevet mere egoistisk, men det er forkert at bebrejde 68-generationen for at have skabt nutidens friværdier. Det er som at sammenligne æbler og pærer at sidestille livsstilsvalg og generel samfundsøkonomi.

Jeg ser også mange af os 68'ere bruge vanvittige beløb på noget, de kalder "gode årgangsvine", hvilket efter min mening er lige så barnligt, som når vi som børn stod og sammenlignede sodavand fra Grindstedværket med dem fra Esbjerg.

De få af os, som gjorde aktivt oprør, gjorde det i høj grad mod loven om at gøre lejerboliger til ejerlejligheder, men tabte mod den borgerlige ide om at gøre alle til kapitalister. Det var den tids borgerlige flertal, som gjorde 68'erne til kapitalister med høje friværdier. Hvilket andet valg havde vi? Skulle vi måske have meldt os ud af samfundet og være blevet hjemløse? Selv kollektiverne som Svanholm og Maos Lyst har jo fået høje friværdier i dag, og det er jo et udtryk for, at vi tabte oprøret om at skabe større fællesskab i samfundet. Men derfor kan det da godt gøre os gamle 68'ere lidt triste at se de unge i dag flå mærkevarer til kunstige overpriser ned fra butikshylderne og derved give mere hjælp til amerikanske/kinesiske kapitalister, end tilsvarende lige så gode Max Havelaar-producerede varer ville give til folk i nød. Men jeg ser også mange af os 68'ere bruge vanvittige beløb på noget, de kalder "gode årgangsvine", hvilket efter min mening er lige så barnligt, som når vi som børn stod og sammenlignede sodavand fra Grindstedværket med dem fra Esbjerg. Jeg har svært ved at finde nogen nydelse i den slags øjebliksoplevelser, når jeg så tit befinder mig blandt marginaliserede folkegrupper.

Velfærdsstaten var allerede fuldt udbygget af vore forældres slid og afsavn, da vi sprang ud og nød godt af den. Jeg husker, hvordan jeg i 1970'erne blaffede rundt og fortalte amerikanerne, at hvis blot 12 danskere fandt sammen om et ønske om at blive undervist i for eksempel piberygning eller lesbisk massage, så var de berettigede til at få både gratis lærer og klasselokale stillet til rådighed. Amerikanerne måbede, da al voksenundervisning jo koster i USA. 68'erne var de første til at nyde uden – som vore forældre – først at skulle yde. Og da vi så voksede til og begyndte at få reel magt frem for blot retorisk magt, kom fattigfirserne, hvor vi var nødt til at justere og endog afmontere dele af velfærdsstatsforkælelsen, som vi havde taget for givet. Det er en myte, vi 68'ere selv har skabt af vores urealiserede drømme, at det er os, der har skabt velfærdsstaten i dag. De få af os, som dengang var aktive, højtråbende oprørere, har nok en tendens til i dag at sidde på medierne, hvor de spinder sådanne myter. Mens for eksempel cand.scient.pol'erne – som vi ikke så meget til i oprøret dengang – i dag er dem, der sidder på den reelle magt, hvor de mere eller mindre nødtvungent som embedsmænd har nedjusteret vore forældres værk. Men 68'erne viste, at selv om vi fik alting foræret, kunne vi sagtens finde noget i verden at kæmpe for. Lige som vor tids terrorister kom den tids brostenskastende – og i USA terroristiske – oprørere mest fra det bedre borgerskab og kæmpede i de undertryktes navn. Præstebørn som jeg selv var de værste. 60 pct. af de vesttyske terrorister i 1970'erne var præstebørn, hvilket viser, at det er nogle indre behov og en tidsånd, som udløser oprør. For ydre uretfærdighed har der til alle tider været nok af – ikke mindst i dag.

Tilbageblik til 1968: Vi var de første unge nogensinde

Solidaritet, fællesskabsfølelse og antiracisme var ikke noget, som "genetisk" tilhørte en 68-generation, men noget, der hørte hele tidsånden til i 1968 – ligesom racisme hører til tidsånden i dag og derfor trives lige så godt blandt 68'ere som blandt de unge. Derfor må de unge i dag bryde med os 68'ere og den fejl, vi begik ved at tro, at fjenden kun var derude eller "over there". Vi overså, at undertrykkelse og racisme ligger dybt begravet i alle mennesker og ikke kan ændres gennem et "systemskifte", som vi naivt troede – men kun ved at arbejde seriøst med vores egne lidelsesmønstre, barndomsskader, traumer og så videre. Hvis de unge i dag vil redde verden eller Danmark, må de gøre oprør mod den racisme, som splitter samfundet ved at skabe parallelsamfund af udstødte. De må gøre oprør mod al den Dansk Folkeparti-tænkning, der præger både 68-generationen og dem, som er endnu ældre. Nutidens unge må gerne efterligne vores trang til oprør i 1960'erne og 70'erne, men undlad for Guds og fædrelandets skyld at efterligne vort oprørs retoriske tomhed og vores manglende vilje til at leve vores idealer om solidaritet og fællesskab ud i livet. De unge af i dag skal med andre ord gøre oprør mod os 68'ere – ikke ved at skabe nye fjendebilleder, men ved at lære af vores fejl og afstumpede retoriske solidaritet. Vi 68'ere havde ikke solidaritet og fællesskabsfølelse nok til at invitere indvandrerne ind i vores hjem og hjerter. De unge skal kæmpe for alt det danske, de har kært, ved at være kulturbærere over for vores indvandrere, så de bliver lige så danske som os. Og det bliver de kun ved, at vi inviterer dem ind i vores hjem og hjerter.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her