Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

50 år efter ungdomsoprøret er der tavshed

Hvad er der sket med det kompas, som for 50 år siden ikke levnede megen tvivl om, hvad der var op og ned, og heller ikke tvivl om, at der skulle protesteres og råbes op om uretfærdigheder, urimeligheder og magthavernes sololøb?

Tegning: Martin Frøsig

Mit 68

En række personer skriver hen over sommeren om deres personlige oplevelser med det ungdomsoprør, der for 50 år siden ændrede verden og vores måde at leve på.

Send et bidrag på 7.000-8.000 tegn inkl. mellemrum til debat@jp.dk, mærket ”Mit 68”. De bedste bringes i avisen. Husk navn, titel og postnummer.

50 år efter ungdomsoprøret må jeg knibe mig i armen og spørge mig selv, om det virkelig fandt sted, fordi sporene er ved at være slettet. Mange, der var på gaderne dengang, lever stadig, men der kommer ikke meget oprør fra den kant, der minder om 1968. Nuvel, de fleste er i halvfjerdserne ligesom mig selv, og alderen tynger måske, og andre synes måske, at de har gjort deres indsats med kritikken af samfundet.

Dengang vejede de unge samfundets stivnede institutioner på en guldvægt og stillede spørgsmål ved alt, der lugtede af ”plejer”. Det var en mental og kunstnerisk revolution, der greb ind i store dele af samfundet.

Magthavere blev tvunget til at lytte, krige blev stoppet, rettigheder for kvinder, sorte og homoseksuelle kom på dagsordenen. Musikken fik vinger og blev symbolet på bevægelsen. Det var nybrud, og folk var vilde med det.
Så vilde med det, at et ellers meget konservativt DR nødtvunget begyndte at spille tidens musik. Grethe Kolbe og Radiounderholdningsorkesteret måtte se sig slået af hippier med pandebånd, der spillede elektrisk guitar.

Hvorfor skete det? Det skete, fordi en gruppe mennesker spurgte sig selv om, hvad der er ret og rimeligt, og deres indre moralske kompas blev retningsgivende for hele bevægelsen. Det førte flere steder til et regulært oprør med besættelser af institutioner og demonstrationer i gaderne. Alt sammen for det meste fredeligt med et smil, blomster i håret og musik til.

Jacob Holdt: De unge må bryde med os 68'ere og den fejl, vi begik

Efter mange år med et DR som en urørlig stivnet del af det danske mediebillede, er der nu politisk flertal for forandring. Det sker efter en lang periode i vanære, hvor lønfrås, hestetransporter og bonusordninger er den mindste del af miseren.

Er det sådan, at rollerne er blevet byttet om, uden at jeg har opdaget det? At det er de konservative, der laver rav i den, og de venstreorienterede, der kæmper med næb og kløer for det bestående? I så fald må I gerne skrive det et eller andet sted, for jeg tror, at der flere, der har brug for at vide det.
Miseren er, at DR Ikke længere er et DR, der interesserer sig for danskernes gøren og laden, men en mediemastodont, der bruger regneark frem for nysgerrig journalistik til at vælge, hvad der skal sendes.

Vi præsenteres for en endeløs række af kendte mennesker i alverdens roller og en leflen for et segment, hvis navn jeg ikke kan få mig til at nævne her.
Alt det og mere til har været endevendt af en presse og nogle politikere, fordi der er noget helt galt i landets største medievirksomhed, som vi alle er tvunget til at betale til.

DR's svigt er sket i et sådant omfang, at politikerne (lige med undtagelse af Mogens Jensen (S)) ønsker et indgreb.
Men kunstnere, som er blevet svigtet, har besynderligt nok for det meste forholdt sig tavse. Og det forstår jeg ikke. DR pisser på jer big time, og jeres foreninger tilbyder kurser i radiovenlig musik (uden soloer) og giver jer legater, så I har noget at leve af. Det er da fuldstændig hen i vejret. Det er da ikke ret og rimeligt?


Hvad er der sket med det kompas, som for 50 år siden ikke levnede megen tvivl om, hvad der var op og ned, og heller ikke tvivl om, at der skulle protesteres og råbes op om uretfærdigheder, urimeligheder og magthavernes sololøb?

Fra tidernes morgen har det politiske liv være opdelt i blå og rød. De blå var de konservative, og de røde de venstreorienterede. Groft sagt.
De konservative står for at være konservative, det er strammerne og teknokraterne, og de røde er humanister, kunstnere og f.eks. hippierne. Så er der orden i verdensbilledet.

Og det er altså de røde, der skal gøre oprør mod de blå, så vi kan slippe for deres stivnede, uempatiske livssyn og selv komme med et nyt, inkluderende og kunstnerisk verdenssyn og f.eks. gøre op med stivnede institutioner.

Læser I med her? Hallo! Det var jo os venstreorienterede, der skulle have gjort op med DR! Hvor blev I af? Er I blevet så forelskede i offerrollen, at I kun kan brokke jer over noget, som de andre laver, i stedet for at gå i offensiven og selv få nogle forslag på bordet?
Eller er det sådan, at rollerne er blevet byttet om, uden at jeg har opdaget det? At det er de konservative, der laver rav i den, og de venstreorienterede, der kæmper med næb og kløer for det bestående? I så fald må I gerne skrive det et eller andet sted, for jeg tror, at der flere, der har brug for at vide det.

Jeg arbejder p.t. på en ny dobbelt LP/CD med titlen ”1970”. Både titlen og indholdet bærer tydelige referencer til min ungdom i hippietiden, hvor jeg var en figur i Thylejren. Senere spillede jeg guitar med Skousen/Ingemann m.fl.

Meget af det, jeg foretager mig i dag, er præget af hippietiden og ungdomsoprøret, men ikke på den måde, som de fleste tror.
Hippietiden var nemlig præget af nysgerrighed over for det nye.

Jeg startede kronikken med at spørge, om der ikke er bare en lille smule af 1968-oprøret tilbage. Jeg synes nok, at der er rigeligt med ting, man kan blive oprørt over.

Bare tag den elektriske guitar og de nye pedaler og effektmaskiner, der kom frem. Den musik, der kom ud af det, blev et symbol på oprøret, netop fordi man brugte det nye grej til at skabe tidens musik med.
Nok er jeg hippie i mit hjerte, men jeg er altså ikke et levende museum af en mærkevarehippie i cowboybukser eller en hipsterromantiker, der spiller på en Stratocaster fra 1968 og en ditto Marshall-forstærker med analoge pedaler, båndoptagere og rørmikrofoner. Det er bare ikke mig, for det rimer ikke på hippie. Ikke dem fra 1968. Forstå det, hvem der kan: De tog det nyeste grej og vred og vendte det og producerede ny musik med det.


Nogle af de blivende værdier, 68-oprøret og hippietiden bragte med sig ud over nysgerrigheden, var at kunne se nye veje for ændringer i det bestående.
De ændringer, vi umiddelbart forestiller os, er ofte små grene på et træ, som andre har bygget.
Men vi har svært ved at forestille os et helt andet træ.
Det er den evne til at forestille sig noget andet, der karakteriserede ungdomsoprøret og hippietiden. Det igangsatte en kolossal bølge af ny musik, kunst, film og bøger, det gav kunsten et lift og et nyt værdisæt og gjorde det vedkommende.

Men hippietiden bød også på store skuffelser. Og det var slemt. Måske slog det særlig hårdt, fordi starten af ungdomsoprøret med flowerpower, peace, love and understanding og fed musik var så utrolig positiv og lysegrøn.
Men snart kom der skyer på himmelen. Allerede i Thylejren 1970 kom de første maoister med den lille røde og prædikede dagen lang. Og på lejrens fællesmøder blev taletiden erobret af en person, hvis projekt var at ødelægge fællesskabet, sætte lejren i miskredit og kalde det et et ”kunstværk”.

På trods af tidens antikommercielle holdninger, blev hippierne snart indfanget af mærkevareindustrien. Inden man så sig om, var flowerpowerbevægelsen blevet til ensretning og industri.

Og holdningerne blev til en menighed af indforståede, taktfaste meningsdannere, som udlagde teksten for masserne.
Men da havde bevægelsen og oprøret været død længe.


Jeg startede kronikken med at spørge, om der ikke er bare en lille smule af 1968-oprøret tilbage.
Jeg synes nok, at der er rigeligt med ting, man kan blive oprørt over. F.eks. grådighed: dobbeltløn, kæmpe bonusser, uhyrlige optioner, toplønninger til fattige kommuners chefer, aftrædelsesløn, selv om man ikke aftræder, osv. Det er en plage.

Vores trykte medier modtager betydelige beløb i støtte: Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske får hver 19 mio. kr., Information 25 mio. kr., Ekstra Bladet 17 mio. kr., og Kristeligt Dagblad 28 mio. kr. osv. Hertil kommer DR og TV 2, der får endnu mere. De får pengene, fordi de er samfundets nødvendige vagthund.

Uafhængige medier, som råber op, når lokummet brænder. Fint nok, men ... hvem, udover journalisterne, får taletid i disse medier?
Det er hurtigt overstået, fordi sagen er den, at i dag handler det nemlig ikke om, hvad man skriver eller taler om, men hvem det er der skriver og taler.
Den tendens har altid været der, men de senere år er det nærmest grotesk, hvor mange gange vi skal høre kendte folks meninger om alt muligt.
Det er en alvorlig samfundsplage, som truer ligevægten og balancen mellem borger og samfund.
Det er en plage.

Jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke, for der er stadig en slags balance mellem godt og dårligt, omend den er tippet lidt til den dårlige side.
Som gammel (jeg er 73 år) hippie vil jeg gerne slå et slag for fremtiden, fællesskabet og fornuften. Vi skal væk fra at grave grøfter og lave fjendebilleder, og vi skal vænne os til, at vores (politiske) fjender af og til siger noget rigtigt. Og så skal vi jo gerne kunne høre det.
Men tilbage til spørgsmålet: Er der noget af oprøret tilbage? Svaret blæser i vinden ...
Over and out: TømrerClaus.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Kronik: Det var langtfra alle, der deltog i oprøret
Kaj Hansen
Der er i denne tid meget fokus på den indflydelse, som oprørerne har haft på samfundsudviklingen, og man taler her om opmærksomheden på miljøet, kvindefrigørelse, nye samværsformer m.m., men alt dette ville nok have fundet sin form uden dem.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her