Er Macron svaret på Frankrigs bønner?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De etablerede eliter kunne ikke få armene ned, da det stod klart, at Macron vandt stort over Front Nationals Marine Le Pen i anden runde af præsidentvalget, og armene forblev oppe, da Macrons parti satte sig på et flertal af pladserne i Nationalforsamlingen, det franske parlament.

Symptomatisk for den euforiske stemning var Anne Applebaum, der om nogen frygtede først Brexit, derpå Trump og som slutstenen Marine Le Pen i Élyséepalæet i Paris. I en klumme i Washington Post og bragt i JP jublede Applebaum over, at Europa med hendes ord ”ser…mere stabilt, mere lovende og ikke mindst mere harmonisk ud.”

Applebaum nævner en række faktorer som valgsystemer, hybris og held til at forklare det i hendes øjne fremragende resultat, og det springer selvfølgelig i øjnene, at Frankrigs enorme indvandrerbefolkning ikke nævnes med ét ord. Det er lidt af en præstation, idet netop den hastigt voksende islamisering af Frankrig og i det hele taget Frankrigs overgang til et land i den tredje verden på lange stræk er det suverænt vigtigste, der sker i disse år for det store land.

Macron kan muligvis godt få held med at reformere et stift fransk arbejdsmarked, og en liberalisering her kan givet skabe arbejdspladser for en del franskmænd. Det er dog aldeles usandsynligt, at den kolossale arbejdsløshed blandt de unge af især arabisk og afrikansk herkomst vil blive nævneværdigt nedbragt af den grund. Arbejdsløsheden blandt disse er langt højere end for etniske franskmænd.

Vil det fortsætte med at være sådan? Ja, det tyder alt på. Ganske vist har de været så fikse i Frankrig i mange år at gøre det kriminelt at opgøre befolkningen efter religion og etnicitet, men lidt slipper der trods alt ud. Hvis man ser på resultaterne af den seneste PISA-undersøgelse fra Frankrig, finder man, at også 2. generation klarer sig langt ringere end franske unge.

Det samme ved vi herhjemmefra, er tilfældet. Og vi ved endda, at selv ikke 3. generation er i stand til at rykke sig i forhold til 2. generations elendige resultater.

Det er som nævnt forbudt ved lov at føre systematiske statistikker over, hvor mange med rødder i den 3. verden, der opholder sig i Frankrig, og hvor hurtigt denne gruppe vokser. Igen lister der sig dog et og andet ud med mellemrum. Et studie fra den franske statistik antyder, at antallet med muslimsk baggrund i Frankrig om under ti år kan være så højt som 12 millioner, fordi denne gruppe er langt yngre i snit og samtidig får flere børn.

For lidt under et år siden kom det frem, at chefen for den interne franske sikkerhed, Patrick Calvar, i en lukket høring for politikere havde advaret om borgerkrig, forårsaget af vedvarende muslimske terrorangreb og imødegået af franske højreekstremister, der er i fuld gang med at bevæbne sig.

Frankrig har været i undtagelsestilstand siden november 2015, hvor terrorister torterede og myrdede 130 unge mennesker. Der forlyder ikke noget om, at Macron er på vej til at ophæve denne tilstand.

Alt hvad jeg har oplistet her, er enten uigendrivelige fakta eller særdeles kvalificerede gæt om, hvad fremtiden vil bringe for Frankrig. Hvis man fortsat tror, at Macron kan vende Frankrigs udvikling til det grundlæggende bedre, må man gøre det.

Men en sådan tro bygger på luftkasteller og ønsketænkning, ikke på de foreliggende realiteter.