Det gamle Europa er ved at genfinde sin styrke

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Kontrasten kunne ikke være mere slående. Den britiske premierminister, Theresa May, forestår et parlament, hvor intet parti har klart flertal, og et splittet land. USA’s præsident, Donald Trump, regerer side om side med et parlament, der næsten er for lammet til at lovgive. I begge lande har yderliggående venstrebevægelser og yderliggående højrebevægelser og tanker større tilslutning end nogen sinde; den politiske debat er bitter, hadefuld og – voldelig. Bevæbnede personer har nu skudt mod amerikanske parlamentarikere på såvel venstre- som højrefløjen; og i fjor blev en britisk parlamentariker myrdet.

I skrivende stund står Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, til at opnå noget ganske særligt: Hans nye centrumparti, La République en Marche, er godt på vej til at få et overbevisende flertal af hidtil uset omfang i det franske parlament (partiet fik flertal, red.). Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, bliver formentlig valgt til kansler for tredje gang til september af vælgere, der i stort tal stadig foretrækker centrumpartier. Ja, selv i Italien, hvor talen om et populistisk opsving er blevet mere og mere højlydt på det seneste, har vælgerne lige afvist et parti, der står i centrum for den tale (Femstjernebevægelsen, red.) – i stort omfang ved lokalvalg.

Husker De det gamle Europa? Det hed sig, at det (i betydningen EU, red.) var ved at dø, at det var ved at miste relevans, at det var et ”lig”, som britiske tilhængere af udtræden af EU ikke ville lænkes til – men nu er det pludselig ikke det længere. Lige pludselig ser det mere stabilt, mere lovende og ikke mindst mere harmonisk ud. Der tales om reformer og fornyelse, ikke om revolution. Væksten er på vej op. Forventede højrebølger blev ikke til noget.

Frankrig og Tyskland er samlede og optimistiske, mens USA og Storbritannien er splittede og dysfunktionelle. Der er noget råddent i den angelsaksiske verden eller i hvert fald på dens amerikansk-britiske akse. Selv om det er for tidligt at sige noget definitivt, kommer her nogle bud på, hvad årsagen kan være:

Ulighed: Relativt set er den lønmæssige ulighed større i Storbritannien og USA end i resten af den industrialiserede verden – i hvert fald større end i Tyskland og Frankrig. Selv om det er svært at bevise, at denne udvikling har taget fart – nogle strømpile viser, at uligheden faktisk er faldet siden 2008 – er opfattelsen af ulighed stærk i begge lande.

Årsagen kan være, at begge lande har affundet sig med udvikling af et fåmandsvælde: Høje direktørlønninger, hastig vækst på luksusboligområdet og allestedsnærværende milliardærer i medier og politik kan meget vel have påvirket den måde, hvorpå vælgerne stemmer.

Lavere sociale udgifter: Relativt set kniber det også på dette punkt for Storbritannien og USA. USA ligger i den lave ende, og Storbritannien tættere på midten, et pænt stykke under Tyskland og Frankrig. Igen her kunne opfattelse spille en vigtig rolle. I USA har debatten om sundhedsvæsenet radikaliseret spørgsmålet. I Storbritannien betød budgetstramninger (der ikke var nok til at fjerne underskud) begrænsning af sociale udgifter og det på en måde, som folk lagde mærke til. Den frygtelige brand i en boligblok i London forleden har som ventelig rettet søgelyset mod nylige økonomiske nedskæringer i brandvæsenet.

Det engelske sprog: Det lyder mærkeligt, men tænk lige over det – brugen af engelsk som verdenshandelssprog har været gunstigt rent handelsmæssigt for USA og Storbritannien, men det har også gjort begge landes økonomi og politik åben for indflydelse udefra, sværere at ændre og måske derfor mere ustabil. Engelsk er også blevet den digitale revolutions og internettets sprog. Ny teknologi bliver først taget i brug i USA og Storbritannien, og det er bestemt godt at eksperimentere, men det kan også føre til disruption og misfornøjelse. Den usædvanlige, uventede fascination af gamle dage i begge lande – længsel efter 1950’erne, efter en tid, der ikke var så kompliceret – afspejler måske også den kendsgerning, at begge lande på det seneste har oplevet betydelig turbulens.

Brexit-/Trump-effekten: Stik imod forventning har folkeafstemningen om britisk udtræden af EU (brexit, red.) og politisk kaos i Storbritannien medført øget støtte til EU og til centrumpolitik i Europa. Præsident Trump og kaosset i hans Hvide Hus har ligeledes undermineret støtten til partier, der blev opfattet som hans allierede. Norbert Hofer i Østrig, Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen i Frankrig klarede sig alle dårligere end forventet ved nylige valg; det yderste højre mister også fremdrift i Tyskland. Trumps forbindelse til Theresa May påvirkede formentlig også hende negativt.

Valgsystemer: I en tid med politisk forandring giver forholdstalsvalg og blandede valgsystemer et bredere og mere fleksibelt felt af politiske partier end de angelsaksiske flertalsvalgsystemer. Store partier, der reelt er koalitioner – Republikanerne og Demokraterne i USA, De Konservative og Labour i Storbritannien – er vanskeligere at styre og ændre i en tid med forandringer. Hvis vælgerne ikke kan finde noget, de bryder sig om i et stagnerende politisk system, støtter de ”outsidere” som Trump og Labours Jeremy Corbyn. Det er vanskeligt at forestille sig, at et helt nyt parti som Macrons La République en Marche slog igennem i USA eller Storbritannien.

Hybris: Både Storbritannien – eller snarere England – og USA er overbeviste om, at de er noget særligt. En betydelig del af de to landes politiske klasse – de, der bekender sig til Trumps tanke om, at USA skal komme i første række (America First, red.), og nogle brexit-tilhængere – tror stadig, at det pågældende land kan klare sig alene og leve lykkeligt uden allierede. Franske og tyske vælgere har gjort sig den modsatte historiske erfaring. De fleste ønsker stadig at være en del af økonomiske og militære alliancer. Især den ældre generation frygter ekstremisme og er mere moderat end sit angelsaksiske modstykke.

Held: Hvis nogle få stemmer var blevet placeret anderledes de seneste to år, er det slet ikke utænkeligt, at USA og Storbritannien kunne have haft hhv. Hillary Clinton og David Cameron som politiske ledere. Og så ville vi ikke tale om noget af alt dette.