Endelig kom den, rapporten PISA Etnisk 2015, der sammenligner præstationerne mellem danske 15-16 årige, indvandrere på samme alder, 2. generation og sidst den gruppe ikke-vestlige, hvor der tales dansk i hjemmet. Det afgørende er selvfølgelig at holde gruppen af danskere op imod især 2. generation – efterkommerne – da de pr. definition er født og opvokset i Danmark. Hvis ikke 2. generation rykker i hvert fald op på siden af danskerne, er indvandringen en økonomisk ulykke, fordi den så vil belaste de offentlige kasser.
Hvad er så resultatet denne gang (de to foregående gange var i 2009 og 2012)? Det er katastrofalt, intet mindre. 2. generation klarer sig lige så ringe som 1. generation, og for dem, der taler dansk i hjemmet, er der kun en helt marginal forbedring, stadig langt efter danske børn.
Nogle hurtige tal for de tre såkaldte domæner, naturfag, læsning og matematik: Danske børn scorer 510, 517 og 519. For 1. generation hedder tallene 441, 449 og 457 og for 2. generation 441, 448 og 459. Det svarer til ca. halvandet år i skolen. En katastrofal forskel, der aldrig udlignes.
Samme rædselsfulde scenarie udfolder sig, når vi præsenteres for tallene for dem, der er så dårlige til at læse, at de er meget ringe i stand til at læse videre: Det drejer sig om 13 procent af danske elever i f.eks. naturfag, vilde 35 procent af indvandrere, der taler dansk hjemme, og 38 og 40 procent for henholdsvis 1. og 2. generation. I læsning hedder det 12, 29, 35 og 33 procent og i matematik 11, 29, 35 og 33 procent. Det omvendte gør sig (selvfølgelig) gældende, når vi ser på, hvem der er særligt dygtige inden for de tre områder: I naturfag er det 8 procent af danskerne, 2 procent af indvandrere, der taler dansk i hjemmet, 4 procent af 1. generation og 3 procent af anden generation. For læsning er tallene 7, 3, 4 og 2 procent og for matematik 13, 3, 5 og 4 procent.
Rapporten forsøger at strø sukker på den beske ret ved at fremhæve, at 1. generation har forbedret sig siden undersøgelserne i 2009 og 2012. Men 2. generation har næsten ikke forbedret sig, og afstanden op til danske unge er fortsat enorm.
Dette er det glade vanvid. Intet tyder på, at den ikke-vestlige indvandring vil blive andet end en stadig tungere møllesten om Danmarks hals. Og gruppen af ikke-vestlige bare vokser og vokser. For to måneder siden kom det frem, at rystende 21,6 procent af alle nyfødte er ikke-etniske danskere. Nogle af disse vil have vestlige rødder og udgør ikke noget problem som gruppe, men de ikke-vestlige må udgøre markant over halvdelen, eftersom denne gruppe generelt er langt større end gruppen af vestlige indvandrere og efterkommere (side 11).
Det er dokumenteret i alle ender og kanter, at karakterer, uddannelsesniveau og deltagelse på arbejdsmarkedet er langt lavere for de ikke-vestlige. Jeg henviser igen til mit indlæg af 25. april i år, hvor de relevante tal lægges frem.
Det her kan ikke blive ved. Det skal stoppe, og det må standse før snarere end senere, hvis vi skal undgå særdeles ubehagelige tilstande. Vi har vel ikke Sverige og Frankrig som forbilleder, vel?
Når den ikke-vestlige indvandring er ophørt helt og aldeles, skal den erstattes af en omfattende plan for hjemsendelser. På retsstatens grund forstås, men det skal ske. Og det kommer til at ske. Spørgsmålet drejer sig alene om, hvor længe politikerne vil trække pinen ud.
Hvordan samme politikere kan se sig selv i øjnene, mens de tillader dette at fortsætte, går over min forstand.
