Omskæringsdebatten handler ikke om børnenes tarv, men om politisk berøringsangst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hele salen klapper ad familien. De stod imod til det sidste, nægtede at lade sygehuset give deres nyfødte dreng den blodtransfusion, de med deres religiøse ideologi var villige til at ofre deres søn for at stå ved. De bliver af menigheden betragtet som helte, de har bevist, hvor dedikerede i troen de er. Selv under et stærkt pres fra det omgivende etablerede sundhedsvæsen og med de følelser, det indebærer at se sit nyfødte barn lide, var de tro imod de religiøse principper, som de har lært, at de skal være villige til at gå i døden for – eller ofre deres mindreårige børn for.

Det endte det med, at staten overtog forældremyndigheden og gav den lille dreng den blodtransfusion, der reddede hans liv. Bagefter fik forældrene forældremyndigheden igen.

Jeg voksede, fra jeg var ni år, op som Jehovas Vidne og eksemplet ovenfor er taget direkte fra et møde i Rigssalen. Jeg husker tydeligt, hvordan familien blev fremhævet som et godt eksempel på gudsfrygt, mens resten af menigheden klappede og sendte anerkendende blikke i familiens retning. Der bliver inden for sekten gjort en dyd ud af, at medlemmerne skal turde stå op for troens principper, både når det handler om at skille sig ud i sammenhænge, der føles ukomfortable eller pinlige, og når det drejer sig om større livstruende situationer.

Eksempler på dette er f.eks., når Dannebrog ved diverse sportsbegivenheder bæres ind, og medlemmerne af Jehovas Vidner nægter at rejse sig for flaget. I andre sammenhænge skiller børnene sig ud, når de ikke i skolen er med til at bage julesmåkager, ikke kommer med til børnefødselsdage osv. Det er pinlige, akavede og ukomfortable situationer for børnene – men de er ikke livstruende.

I mere livstruende sammenhænge handler det om medlemmernes indstilling til blodtransfusioner ved trafikuheld og i andre medicinske sammenhænge, hvor livet er i fare, eller en blodtransfusion vil hjælpe til at komme sig hurtigere – forældre træffer i disse sammenhænge beslutningen om ikke at modtage blod på deres børns vegne.

Jehovas Vidner vil til enhver tid argumentere for, at årsagen til, at de ikke ønsker at modtage blodtransfusion, er religiøst funderet. De vil med lethed kunne smide et par skriftsteder ind i debatten, der underbygger deres argument. Lad mig blot i parentes bemærke, at jeg forlod sekten, da jeg blev myndig.

Børns rettigheder bør stå over religiøse dogmer og traditioner

Når det drejer sig om at argumentere for omskæring, hører jeg fortalere tale om traditioner, kultur og religion. For at fjerne fokus fra religion, krydrer nogle argumentet med, at halvdelen af den amerikanske befolkning er omskåret.

Jeg er for så vidt revnende ligeglad med, om du argumenterer for omskæring pga. Jahve eller Allah eller hævder, at omskæring bygger på hygiejne og tradition.

Hvad skete der lige med argumentet om barnets tarv? Om at vi skal stå op for dem, der ikke har en stemme? Hvornår blev det okay at ofre børns rettigheder på det alter, hvor de voksnes behov, kultur og dogmer vejer tungest? Hvor hyklerisk kan det blive?

Der vrides fra det offentlige Danmark hænder, og argumenterne for ikke at ville lovgive imod omskæring står i kø.

I dag hørte jeg f.eks. på ”Debatten” på P1 sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh sige: »Omskæring er ikke noget, der ikke kan forenes med dansk kultur.« Med andre ord betyder omskæring ikke noget for integrationen.

Sikke dog noget sludder. Drengen og senere manden bliver flere gange om dagen mindet om mærket på sin krop, der siger, at han skiller sig ud og ikke er en del af den gængse måde, danskerne håndterer deres drengebørn.

En anden indgangsvinkel som forsvar for omskæring er den, der fremhæver den ene samfundsvidenskabelige rapport efter den anden. Her er formålet at fremstå videnskabeligt og redeligt. Disse rapporter har som regel til opgave at argumentere medicinsk for, hvorfor det ikke er skadeligt at omskære sine drengebørn. Man kunne hævde, at det er en noget bagvendt metode at argumentere for, hvorfor noget ikke er skadeligt, men lad nu det ligge. Fortalerne for de lægevidenskabelige argumenter fremhæver gerne, at der ikke er en øget risiko for infektioner, at evnen til seksuel præstation senere i livet ikke påvirkes osv.

Og så er der selvfølgelig den kulturelle og religiøse vinkel, som ikke rigtigt argumenterer, men blot konstaterer, at det godt kan være, at danskerne ikke forstår, men at omskæring er kulturelt og religiøst funderet. Og så er den hellige gral åbenbart velforvaret, og al debat lukket ned.

Må jeg være fri! Hvad med at tage individet alvorligt og lade ham selv bestemme, når han er myndig? Er din overbevisning, din religion og din kultur virkelig så svag, at du er nødt til at tvinge den igennem, før barnet selv kan sige fra?

Tvang er overgreb

Og ja, jeg ved godt, at vi som forældre konstant træffer valg på vores børns vegne. Det gør vi i forhold til skolevalg, fritidsaktiviteter osv.

Men vi burde ikke gøre det på et overgrebsniveau, hvor børnene risikerer at miste livet, fordi de ikke får en blodtransfusion.

Og vi burde heller ikke gøre det ved at skære i deres krop og træffe beslutninger på deres vegne, som de aldrig igen vil kunne omgøre.

Så hvad er forskellen lige mellem Jehovas Vidner, der af religiøse årsager træffer valg på deres børns vegne, og på de familier, der – ligeledes af religiøse årsager – gennemtvinger en omskæring på deres drengebørn?