Danmarks ambassadør i USA: Donald Trump står så politisk stærkt som aldrig før

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Den politiske konflikt i USA har været øredøvende, siden Donald Trump blev indsat som den 45. præsident 20/1 2017. Det er ikke nemt at se igennem slagmarkens røg og rabalder, når der skal gøres status over præsidentens første år og spås om det næste. Billedet er mudret og ikke entydigt.

Umiddelbart skulle man synes, at Trump er udfordret. Republikanerne tabte i november to vigtige guvernørvalg i New Jersey og Virginia. Senest led partiet og præsidenten et smertefuldt nederlag i det dybt konservative Alabama, hvor en demokrat for første gang i 25 år løb med den ene af statens to pladser i Senatet. Samtidigt er præsidenten konstant historisk upopulær i meningsmålingerne.

Når det er sagt, må man nøgternt konstatere, at efter et år ved roret står Trump så politisk stærkt som på noget tidspunkt siden sin tiltrædelse. Med den nye skattelov har Trump og det republikanske parti leveret den første skattereform siden Reagan i 1986. Økonomien fortsætter sin stærke vækst. Der skabes rekordmange job i den private sektor. Den ulovlige indvandring har ikke været lavere i 46 år.

Præsidenten har fået udnævnt en ærkekonservativ højesteretsdommer. Den føderale regeringsmagt bliver dereguleret i et historisk omfang. Det er ikke lykkedes at rulle ObamaCare tilbage, men med skattereformen har man sparket til fundamentet under sundhedssystemet, da man har fjernet det individuelle krav om sygesikring – hjertet i Obamas sundhedsreform.

Alt dette kan ændre sig med den igangværende undersøgelse af russisk indblanding i præsidentvalget. Den særlige undersøger, Mueller, sender ugentlige politiske jordskælv gennem landet. Ingen ved endnu, hvor det ender – men der er ikke tvivl om, at det skaber bekymring langt ind i Trump-administrationens rækker.

Men indtil videre sidder præsidenten solidt bag skrivebordet i Det Hvide Hus. Der er intet oprør på vej i det republikanske parti. De skarpeste kritikere er på vej ud. Resten ser en historisk mulighed for republikanske politiske resultater eller frygter den vælgerkoalition, som Trump har opbygget, og som han stadig har godt fat i.

En vælgerkoalition, som har præget og vil præge amerikansk politik i årene fremover. En koalition, som stadig lægger afgørende vægt på opgøret med den politiske korrekthed og eliten i Washington, på ”USA først”, på en utvetydig prioritering af de snævre nationale interesser, på økonomisk protektionisme, på sikre grænser og på et ”nej” til et USA i en global førertrøje.

Det er en dagsorden, som har en stærk klangbund i det amerikanske samfund. Ikke mindst i Midtvesten og de traditionelle rustbæltestater, som har set job forsvinde i takt med globaliseringen. Befolkningerne i disse stater føler sig fremmedgjorte i en verden, hvor deres evner ikke længere er efterspurgte. En verden, som truer de traditionelle familieværdier og dyder som hårdt arbejde og evnen til at forsørge sig selv uden statens indblanding.

Det er en del af USA, som foragter det politiske system i Washington, og som ingen tillid har til de folkevalgte føderale politikere. Her er mange enige i Trumps beskrivelse af de seneste 30 år som et ”amerikansk blodbad”.

Det er en katastrofefortælling, som har præget amerikansk politik gennem mange år. Det var Newt Gingrich, der som leder af det republikanske flertal i Repræsentanterne Hus i 1990’erne omsatte de populistiske appeller til en decideret krigsmaskine rettet mod præsident Clinton. Med etableringen af Fox News i 1996 blev der skabt et effektivt talerør for denne strømning i USA.

John McCain, der nu er spydspids for de ”etablerede republikaneres” modstand mod Trump, valgte selv Sarah Palin som sin vicepræsidentkandidat i 2008. Valget af Palin markerede en begyndende erkendelse af den gennemslagskraft, som en anti-establishmentpolitiker kan have i USA.

Det er kernen i præsidentens politiske base, som eksisterede før Trump og også vil være der efter, at han har forladt den politiske scene. Det er det kit, som binder en naturstridig vælgerkoalition sammen bestående af den hårdtprøvede hvide lavere middelklasse og de klassiske republikanere, der aldrig vil kunne få sig selv til at skæve i demokratisk retning. Det er derfor også det kit, som demokraterne skal skrabe i. De bliver nødt til at spille på samme bane som Trump, hvis magten skal genvindes.

Indtil videre samles partiet primært omkring en fælles foragt for præsidenten. Det er næppe nok til at vælte selv en upopulær præsident. Men der er ikke tvivl om, at når der sættes strøm på den politiske strategiproces, vil det drive demokraterne i en mere protektionistisk retning. Ingen kan vinde et præsidentvalg uden det amerikanske ”hjerteland”.

Hvad kommer dette til at betyde for det kommende midtvejsvalg i november 2018? De seneste valg og mange meningsmålinger tyder på, at præsidenten og hans parti går en svær tid i møde. I Repræsentanternes Hus, hvor samtlige 435 medlemmer er på valg, er der en reel mulighed for, at demokraterne kan trække det længste strå. De skal sikre en fremgang på 24 sæder for at vinde flertallet. Det er ikke umuligt.

Den siddende præsidents parti har siden Anden Verdenskrig ved det første midtvejsvalg i gennemsnit tabt 30 pladser i huset. Og præsident Trump er som nævnt historisk upopulær. Samtidig er de demokratiske vælgere væsentligt mere motiverede end republikanernes.

Anderledes ser det ud i Senatet. Selvom republikanerne kun har et beskedent flertal på én plads, er presset alligevel på demokraterne, som skal levere på alle fronter. Det skyldes valgets struktur. Af de 33 pladser, der er på valg til næste år, skal demokraterne forsvare ikke færre end 25. Heraf er 10 i stater, som Trump vandt med betydelig margin sidste år. Republikanerne derimod skal alene forsvare 8 sæder, og kun ét af disse er i en stat, Clinton vandt.

Så med alle de forbehold man må tage for politiske profetier i disse tider, tyder noget på, at vi efter november 2018 står med en kongres med et demokratisk flertal i Huset, og et republikansk flertal i Senatet. Det vil ikke gøre beslutningskraften større og de politiske konflikter mindre. Det siger en del, når man ser tilbage på de seneste især otte år, hvor Kongressen har været martret af kompromisløs oppositionspolitik.

Efter midtvejsvalget vil al fokus samle sig om præsidentvalget i 2020. Meldingen fra Trump-lejren er indtil videre, at han agter at genopstille. Selvom Trump formentlig aldrig, heller ikke i sit eget parti, bliver en populær præsident, har han stadig et godt tag i sin vælgerkoalition.

Lige nu er det svært at se, hvad der skal til, for at vælgere falder fra, medmindre demokraterne kommer op med et troværdigt alternativ. Hvis det lykkes præsidenten at komme igennem Mueller-undersøgelsen uden alvorlige skrammer og skabe et par yderligere resultater, kan det bestemt ikke udelukkes, at han får fire år mere ved magten.

Vi kan godt ruste os til endnu et nådesløst opgør på den politiske slagmark i 2018.