Tyskland står stærkt, men er politisk skrøbeligt

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Da kansler Angela Merkel for 13. år i træk holdt sin nytårstale 31/12, var det uden sikker viden om, hvordan den næste regering vil komme til at se ud. Hun er ved årsskiftet 2017/2018 leder af et forretningsministerium, som består af hendes eget parti, af CSU og af SPD. En såkaldt ”stor koalition”.

Siden valget til Forbundsdagen den 24. september har Merkel som formand for det største parti i Forbundsdagen sideløbende med at passe jobbet som regeringsleder forsøgt at danne en regering. Foreløbig uden held.

Efter valget lever Tyskland i en ny politisk virkelighed. Med andre ord: Tyskland slutter sig til samme politiske udvikling som mange andre europæiske lande. Konsolidering af et stort højrenationalt parti i parlamentet og vælgerflugt fra de klassiske folkepartier. Der er endnu langt til dannelsen af en ny tysk regering. Og det er usikkert, hvor det ender.

Ét er dog sikkert: Kansleren kommer i 2018 til at bruge mere tid på indenrigspolitik. Og et godt gæt må stadig være, at den næste kansler også hedder Angela Merkel.

Valget var et stort ryk til højre: Der er nu et flertal i Forbundsdagen til CDU/CSU, det liberale FDP og Alternative für Deutschland (AfD). Men ingen partier vil i direkte samarbejde med AfD. Med AfD’s mandater ude af regnestykket skal kabalen gå op på en anden måde end tidligere. Derfor søgte Merkel da også efter valget at skabe en regering bestående af CDU/CSU, De Grønne og FDP.

Hvis det var lykkedes Merkel at danne ”Jamaica-regeringen” og dermed vriste De Grønne væk som fremtidig koalitionspartner for SPD, ville det have givet CDU/CSU nye stærke muligheder på hånden i 2021. En koalition med de liberale og De Grønne kunne således have lagt kimen til en ny dynamik i det tyske demokrati, eftersom regeringen ville have indbygget et kompromis på de store udfordringer, der deler tysk politik: flygtninge- og energipolitikken.

Merkel ville personligt have gået styrket ud af en regeringsdannelse med de liberale og De Grønne. I stedet for står hun nu efter sammenbruddet af sonderingsforhandlingerne mellem CDU/CSU, FDP og De Grønne i en blindgyde: Den store koalition er uønsket.

Et nyvalg vil måske ikke give større afklaring. Og en mindretalsregering giver næppe Tyskland den stabilitet, forudsigelighed og gennemslagskraft, som Merkel – og alle Tysklands partnere – ønsker. Hvis det ender med en mindretalsregering, er det ikke sikkert, at den kommer til at vare mange år.

Selv om valget netop blev set som et fravalg af den store koalition, er det dog præcis denne velkendte vej, Merkel slår ind på i det nye år. Sonderingssamtalerne om regeringsdannelse mellem CDU/CSU og SPD begynder 7/1 og skal efter planen vare til 12/1. Regeringen vil være en fortsættelse af den nuværende – blot med langt mindre opbakning fra vælgerne.

Det nuværende forretningsministeriums partier havde 67,2 pct. af stemmerne bag sig efter valget i 2013. Efter valget i 2017 er dette flertal skrumpet med ca. 14 procentpoint til 53,4 pct. af stemmerne. Det er også derfor, at det langtfra er sikkert, at sonderingerne fører til en ny ”stor koalition”.

SPD har store betænkeligheder ved at fortsætte samarbejdet. Partiet er klar over, at de næste fire år kan være afgørende for, om nedgangen standses. Derfor havde SPD da også straks efter valget annonceret, at partiet ville stå uden for en regeringsdannelse. Nu ønsker SPD’s ledelse at sikre sig med livrem og seler, at hvis partiet indgår i en ny regering, så sker det med medlemmernes velsignelse: SPD har planlagt et ekstraordinært landsmøde den 21. januar, der skal tage stilling til, om partiet på baggrund af sonderingerne skal indgå i reelle koalitionsforhandlinger.

Hvis koalitionsforhandlingerne munder ud i et regeringsgrundlag, bedes SPD’s medlemmer også stemme om dette og den nye regering. Dette kunne ske i midten af februar. Merkel ville i dette scenario blive valgt til ny kansler af Forbundsdagen i marts. Der ventes ikke at være store forandringer i indholdet af politikken.

Skulle det vise sig umuligt at få SPD med i regering, kan en CDU/CSU-mindretalsregering være det mindst ringe alternativ, hvis der på forhånd kan opnås opbakning fra SPD som parlamentarisk flertal på en række centrale områder. Et af disse områder kunne oplagt være Europa- og sikkerhedspolitikken.

En mulighed kunne således være at indgå et slags ”nationalt kompromis” med SPD for at stå vagt om Tyskland som en forudsigelig partner. Måske forliser sonderingerne endnu en gang, og der bliver udskrevet nyvalg i 2018.

Den nye politiske usikkerhed er både overraskende og uventet. Den indtræder, samtidig med at alle økonomiske nøgletal tyder på den gunstigste økonomiske situation for Tyskland i 10 år med højere vækst, lavere arbejdsløshed, offentligt budgetoverskud, større eksport og et kæmpe handelsoverskud, som gør Tyskland til eksportverdensmester.

Det er ideelle økonomiske rammebetingelser for at regere og skabe de strukturelle forandringer og reformer, der skal til for at bevare de gode tider længst muligt. Men det kræver politiske partier, der tør danne en ny regering.