Et forenet Norden er ikke en umulighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Marc D. Bangert, cand.mag. i historie og samfundsfag, Vojens og Isak Zachariasen, cand.mag. i international og global historie, Riisskov

De nordiske lande befinder sig for tiden i en historisk enestående position, hvor stormagterne ikke har alt for store geo- og sikkerhedspolitiske interesser bundet i det nordiske område. Noget, som ellers har været tilfældet i de forgangne 600 år. Dette gør spørgsmålet om et forenet Norden både relevant og rettidigt at rejse.

I det følgende må vi bede vores læsere om overbærenhed, for spørgsmålene, vi vil drøfte, er ikke simple, og de lader sig ikke kortlægge i nydelige punktlister. Det drejer sig helt overordnet om nordisk samarbejde og integration i historisk perspektiv og giver afslutningsvist en opfordring til, og et bud på, en reel unionsdannelse.

Allerede under dronningeregent Margrethe 1. lykkedes det i 1397 at samle de dengang tre nordiske lande Danmark, Sverige og Norge under én konge, Erik af Pommern. Omend Kalmarunionen med Sveriges alt andet end fredelige udtrædelse brød sammen i 1523 under kong Christian II, døde drømmen om et samlet Norden ikke med unionens fald.

Utallige gange siden da har Danmark og Sverige kæmpet om overherredømmet i Norden, men uden succes for nogen af parterne. Dels grundet interne stridigheder, dels grundet de europæiske stormagters intervention. Et splittet Norden var et svagt Norden, man som stormagt ikke skulle bekymre sig unødigt meget om – eller kunne udnytte og presse efter forgodtbefindende.

Få århundreder senere spirede skandinavismen frem. Denne var et udtryk for én af 1800-tallets tre til fire dominerende integrationsprojekter i en nationalistisk-lingvistisk forklædning. De to mest åbenlyse projekter var de tyske og italienske planer for forening, som har ført til dét Tyskland og dét Italien, vi kender i dag (dog med grænserevisioner efter både 1. og 2. Verdenskrig). Panslavisme kan opfattes som det fjerde projekt, omend dette først blev realiseret efter 1. Verdenskrig og da kun delvist i form af Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien.

En skandinavisk nation, hvori danske, norske og svenske elementer blev opløst og forvandlet til et nyt kulturelt og politisk samfund, burde have været det tredje integrationsprojekt. Forudsætningerne og resultaterne af en sådan skandinavisk nation baseret på skandinavisk identitet ville have været etableringen af “supranationale” skandinaviske institutioner. (Supranational er et misvisende udtryk, da det kun giver mening, hvis man tager udgangspunkt i den eksisterende orden. Hvis man som her forestiller sig en ny orden, havde Skandinavien været det nationale element.) Det var uklart, om denne skandinaviske stat skulle være en union eller et forbund af stater, men de fleste forestillede sig en art union under en fælles konge. Det er legitimt at rejse spørgsmålet om, hvorfor en skandinavisk nation ikke blev etableret, men igen kan særligt ydre faktorer som Napoleonskrigene og 1. og 2. Slesvigske Krig tilskrives en afgørende funktion.

Tanken om et forenet Skandinavien eller Norden er altså ikke en ny idé, og idéen lever videre til vores tid.

Efter Anden Verdenskrigs rædsler opstod Den Kolde Krigs kontinuerlige frygt for hinanden på hver sin side af Jerntæppet. Som nationer med stærke kulturelle og økonomiske bånd vækkedes der i efterkrigstidsårene atter en fællesnordisk ånd. Først i 1948-49 med tanker om en fællesnordisk forsvarspagt, men med Natos oprettelse i 1949 og de nordiske landes forskelligartede interesser blev den idé ikke til alverdens, og dernæst i 1967-70 med tanken om et stærkt nordisk alternativ til øst-vest-konflikten. NORDEK blev tidens bud på en sådan model: et nordisk fællesmarked inkluderende en toldunion, som skulle styrke regionen og forbedre mulighederne på den internationale politiske scene.

I takt med EF’s udvikling – og bl.a. Danmarks indtræden i denne i 1973 – blev NORDEK overflødigt. Et europæisk fællesmarked var trods alle betænkelighederne et godt alternativ, især når Storbritannien også var en del af det, til et kun nordisk fællesmarked, omend dette var suppleret med EFTA.

Under Den Kolde Krig gik de nordiske lande en avanceret balancegang, hvor visse tilsluttede sig Nato og andre forblev neutrale samtidig med, at man forsøgte at undgå at irritere naboen i øst. Dette stillede de nordiske lande overfor spørgsmålet om, hvorvidt der kunne være en arena, hvor man kunne opnå international indflydelse og skille sig ud som nordiske lande uden at blive fanget i Den Kolde Krigs blokpolitik. Sydafrika, som havde indført apartheid i 1948, blev ét af flere mål for dette udenrigspolitiske samarbejde. Her samarbejdede de nordiske lande på den ene side i FN som den nordiske blok, hvor man forsøgte at arbejde mod en fredelig løsning, og på den anden side havde man direkte kontakt til ANC. Det vigtige i forhold til vores fortælling her er ikke de præcise detaljer vedrørende det nordiske samarbejde mod apartheid, men i højere grad dén simple kendsgerning, at et sådant samarbejde fandt sted, og at Sydafrika under Den Kolde Krig kom til at udgøre en arena, hvor de nordiske lande i fællesskab kunne opnå mere, end deres relative størrelse syntes at påbyde.

En fredelig verden var - og er - i de nordiske landes geopolitiske interesse. Selvom trusselsbilledet har ændret sig siden dengang, giver samarbejdet i høj grad også mening i dag. Dette vil vi uddybe mere nedenfor.

Efter Den Kolde Krigs afslutning er det nordiske samarbejde i stigende grad blevet opslugt af det europæiske grundet visse nordiske landes indtræden i det europæiske integrationsprojekt.

Tiderne skifter, interesser ændres, og nye muligheder opstår. I løbet af det seneste årti er tanker om et tættere Norden eller Skandinavien igen vokset frem.

I 2009 udkom Stoltenberg-rapporten, der skulle afklare de nordiske landes sikkerhedsinteresser og komme med forslag til, hvordan de bedst kunne varetages. Rapporten fremhævede en strømligning af disse i takt med Nordens mere og mere afgørende rolle som både energitransitmarked og aktør i Arktis. Dette, samt såvel EU’s som Natos vilje til hhvs. økonomisk og militært samarbejde med ikke-medlemslande og en fælles erkendelse af, at nutidig militærteknologi er omkostningstung og derfor er svær at løfte på egen hånd, har bevirket, at de nordiske lande atter søger tættere bånd med hverandre. Varetagelsen af disse fælles sikkerhedsinteresser er svære at løse hver for sig, men kan løftes i fællesskab. Rapporten foreslår derfor, at de nordiske lande bør styrke deres militære samarbejde med hinanden. Med en nordisk solidaritetserklæring i stil med Natos “musketered” (et angreb på et medlemsland er et angreb på alliancen) vil de fem nordiske lande i fællesskab besidde et alsidigt og stærkt fælles forsvar til fordel for alle parter.

Siden 2015 har de nordiske lande således også udbygget deres militære samarbejde i lyset af truslen fra et Rusland, der i tiltagende grad forsøger at manifestere sig som en stormagt på den geo-politiske scene efter Sovjetunionens ydmygende kollaps. Dette samarbejde kunne man forestille sig fortsat og udvidet i dét omfang, det er nødvendigt. Som Stoltenberg-rapporten påpeger, ville et nordisk forsvars- og sikkerhedsmæssigt samarbejde øge en nordisk unions kapacitet betydeligt, da alle lande ikke vil behøve egenhændigt at dække alle områder, men i stedet vil kunne specialisere sig der, hvor de i forvejen står stærkt.

Dette fører til et spørgsmål om, hvorledes et forenet Norden vil indgå i Nato-samarbejdet. Her er det ikke umuligt at forestille sig, at en nordisk stat for det første ville kunne løfte en større byrde i Nato (noget, USA længe har ønsket at andre medlemmer vil gøre), og det er også muligt, at dette kunne føre til øget indflydelse på koalitionen.

Et er militær, noget andet er økonomi. De fem nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige er hver for sig velstående stater med høje levestandarder, men sammen vil vi opnå tilstrækkelig økonomisk pondus til at blive en del af eksempelvis G20. Betydningen af en nordisk sværvægter i international politik bør ingenlunde undervurderes og kan meget vel være af mindst lige så stor betydning som de afledte økonomiske synergieffekter i form af bl.a. et bedre integreret arbejdsmarked og flere fælles - og mere omfangsrige - forskningsprojekter.

I 2009 fremsatte den svenske historiker Gunnar Wetterberg et forslag til et egentligt Forbundsstaten Norden med samarbejde om alt fra økonomi og udenrigsanliggender til forskning og kultur. Forslaget blev, da det blev fremsat, opfattet som urealistisk af de nordiske statsministre, men er siden da udbygget betydeligt. Wetterbergs forslag er ambitiøst, og han forestillede sig fælles forfatning, regering, og parlament. Udenrigs- og sikkerhedspolitik skulle være føderale spørgsmål, mens handels- og økonomisk politik ville være koordineret på føderalt niveau, men udført af EU eller de enkelte forbundslande. Wetterberg anslog i 2009, at en nordisk føderation ville kunne etableres på 15-20 år.

Der er mange veje mod et tættere nordisk samarbejde, og vores formål her er i højere grad at skitsere muligheder og bidrage til debat end at gentage Wetterberg og Stoltenbergs arbejder. Dog er spørgsmålet om vejen mod en implementering værd kort at beskæftige sig med. Det vil blive en kompliceret proces, som oplagt kan varetages i Nordisk Råd. Som vi har demonstreret, er dén form for regional integration, vi foreslår, hverken umulig eller uden historisk fortilfælde.

At opbygge et forenet Norden vil selvsagt tage tid, men det er muligt. Med stormagter, der ikke længere per automatik stiller sig i vejen, undersøgelser, der tyder på sikkerhedsmæssige og økonomiske fordele for alle parter, og befolkninger, der er kulturelt og økonomisk tætte på hinanden, er det kun et spørgsmål om politisk vilje at tage de sidste skridt mod genforening. Det første skridt vil være at iværksætte de forudgående undersøgelser af, hvordan og hvorledes de forskellige forudsætninger opnås, potentialer udnyttes og problemer løses bedst muligt i fællesskab. Det andet skridt vil være at skabe et tværnationalt og politisk bindende kompromis, der forpligter de nordiske lande til at tage det tredje skridt: iværksættelsen af tiltag, der skal implementere de praktiske aspekter af den nordiske genforening.

Vi påstår ikke, at det vil være en let opgave, eller at omstillingsprocessen vil forløbe uden udfordringer. Det, vi påstår, er, at det kan lykkes, hvis viljen er der. Vi har alle vores forskelligheder, men sammen når vi i mål. Et forenet Norden er ikke nødvendigvis muligt, men der er sociale, historiske, politiske og geopolitiske argumenter for at åbne diskussionen. Vigtigst af alt er dog, at selvom et forenet Norden måske ikke er muligt, befinder vi os i en sjælden situation, hvor det ikke længere er en umulighed.