Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Da et stort ja blev til et lille nej tak, og vi fik undtagelser

Det er 25 år siden, at danskerne stemte nej til Maastricht-traktatens Union.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Den 2. juni er det 25 år siden, danskerne meget overraskende stemte nej tak til Maastricht-traktatens Union. Jeg var dengang leder af Folkebevægelsen mod EF i Europa-Parlamentet og en af arkitekterne bag nej-kampagnen.

Jeg glemmer aldrig den 21. januar 1992. Jyllands-Posten forskrækkede mig med en meningsmåling om danskernes syn på de nye unionsplaner.

Spørgsmålet var ganske sagligt formuleret. Det var ikke ledende, som spørgsmål ellers kan være: »I løbet af 1992 skal der afholdes folkeafstemning om Danmarks tilslutning til EF-Unionen. Hvis denne folkeafstemning fandt sted i dag, ville De da afgive Deres stemme?«

Folkebevægelsens parole om ”Ud af EF” mistede relevans og slagkraft, da landene udenfor stod i kø for at komme ind. Ud, hvorhen?

»Hvis ja: Ville De stemme for Danmarks tilslutning til EF-Unionen, ville De stemme imod, eller ved De i dag ikke, om De vil stemme for eller imod?«

Et repræsentativt udsnit på 1.279 personer over 17 år besvarede spørgsmålene den 13. januar 1992. 78 pct. ville deltage i afstemningen.

40 pct. af vælgerne ville stemme ja, 20 pct. nej, mens 18 pct. sagde, de ikke vidste, hvad de ville stemme.

Jeg var rystet. År efter år havde jeg organiseret og købt meningsmålinger for Notat hos AIM. Jeg kendte danskernes syn udenad.

Jeg vidste, at det store flertal ønskede fri handel og ingen union.

Målingerne viste oftest flertal på 80 pct. imod planer om en union.

Nu ville de fleste unionsmodstandere stemme ja ved den næste folkeafstemning. Jeg så chok-tallene som et resultat af vores egen selvskabte lammelse. Nu fik vi som fortjent, fordi vi ikke kunne enes i kampen mod Unionen.

To årtiers kæmpe modstand mod alle unionsplaner var soldet op og erstattet med vælgernes passive accept. Vælgerne gik stadig ikke ind for unionsplanerne, viste andre undersøgelser. Men flertallet ville stemme ja, hvis der var folkeafstemning om noget med EF. Muren mellem øst og vest var faldet, også i danskernes sind. De tidligere kommunistiske lande sagde, de ville med i EF. Skulle de da have vores plads? Skulle vi møde dem i svingdøren?

Folkebevægelsens parole om ”Ud af EF” mistede relevans og slagkraft, da landene udenfor stod i kø for at komme ind. Ud, hvorhen? Min ungdoms drøm om hele Europas forening kunne nu kun realiseres i EF.

Jeg kritiserede selv EF-landene for at være alt for langsomme til at tage imod de nye demokratier.

Der var også forhandlinger på vej med i hvert fald Østrig og Sverige og udsigt til forhandlinger med Finland og Norge. Vælgerne ville ikke længere risikere at sætte det danske EF-medlemskab over styr. Det var ikke Poul Schlüters union, som var ”stendød”. Det var ”Ud af EF”, som var stendød hos vælgerne. Selv ordet ”union” var ikke længere skræmmende, som det havde været, siden Udenrigsministeriet listede udtrykket ud af den danske oversættelse af Romtraktaten.

Sådan måtte jeg læse tallene den forskrækkelige morgen, avisbuddet dumpede aviserne ind ad brevsprækken klokken fire og vækkede mig med dumpet i entreen. Vi lå ned og bed i græsset. Så kom denne mavepuster.

Således opmuntret gik vi i gang med at forberede os systematisk til den svære folkeafstemning om Maastricht-traktatens Union.

Meningsmålingen måtte nu være det barske udgangspunkt for alle tanker om, hvad vi kunne og skulle gøre. Med de chokerende tal 40-20-18 simrende i baghovedet startede jeg skrivningen af et internt strategioplæg. Det kom til at fylde 16 tætskrevne A4-sider. Mindre kunne ikke gøre det efter EF-modstandens folkelige sammenbrud.

Jeg afleverede førsteudgaven til inderkredsen den 10. februar 1992.

Andenudgaven var dateret 13. februar, med forskellige ændringer. Den blev betegnet ”Kampagneudvalgets, Parlamentsgruppens og styrelsens fælles Diskussionsoplæg”.

Papiret var ikke skrevet med henblik på offentliggørelse. Vores nu fælles analyse af styrkeforholdet var deprimerende, men grundig, lærerig og præcis. Så fulgte et forslag, som jeg havde understreget: »Et samlende alternativ for hele Unions-modstanden kunne måske være at stille krav om, at Danmark IKKE binder sig til Unionen, FØR Nordens vælgere har stemt, og/eller at Danmark får en særlig status, hvor dele af Unions-traktaten ikke gælder for os – efter engelsk model.« Storbritannien og Danmark havde allerede forskellige undtagelser i Traktaterne. Det var vist første gang, nogen foreslog flere danske undtagelser fra Maastricht-traktaten som et muligt svar på et dengang meget hypotetisk nej.

Undtagelser kom vi siden til at høre meget mere om. Jeg vedkender mig gerne ansvaret for at have foreslået selve idéen, selv om jeg ikke var tilfreds med udformningen af de fire danske undtagelser.

Vores største vanskelighed bestod i, at nye lande kun kunne blive medlem af Maastricht-traktatens Union. Jeg vidste, at Kommissionens formand Jacques Delors og andre stærke føderalister var imod optagelse af flere Unionsskeptiske lande som fulde EF-medlemmer. Delors ønskede en politisk kerne i et bredere økonomisk samarbejde.

Den 3. februar 1985 havde Delors deltaget i et tv-program ”Grand Jury RTL-Le Monde” og givet sin vision om de næste tyve års europæiske udvikling. Delors ønskede et tæt samarbejde mellem EF-landene og en føderation af nationalstater omkring denne kerne. Der kunne for eksempel de nordiske lande finde deres plads.

Kernelandene skulle omfatte de lande, som ønskede EF opbygget som en føderation med flertalsbeslutninger på en række områder med Kommissionen som regering og Ministerrådet som en slags senat.

Det blev paradoksalt nok netop det danske nej den 2. juni, som åbnede for andre nordiske landes fulde medlemskab i EU. Ved at få nordiske lande med i EF kunne de ganske logisk forhindre, at Danmark fulgte Grønland ud af EF. Kun seks måneder efter folkeafstemningen besluttede man ved et EF-topmøde i Edinburgh da også at åbne forhandlinger om EF-medlemskab med de nordiske lande.

Ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 lykkedes det lige akkurat at få 0,7 pct. flere stemmer end nødvendigt. Et massivt flertal for ja var ændret til et beskedent flertal for nej. Det meget overraskende resultat slog hele verden med forbavselse og beundring. Den franske avis Liberation ryddede forsiden og skrev »Tak Danmark.«

Det lille nej gjorde underværker. Vi vandt mange reformer med åbenhed, nærhed og demokrati. Siden er der kommet nye problemer med møntunion, indvandring og britisk udmeldelse, som kræver nye og radikale løsninger.

I anledning af 25-året har jeg allieret mig med professor Uffe Østergård og skrevet en bog med fælles råd til, hvordan vi kan redde Europa. Det er sidste udkald, hvis vi ikke skal aflevere stafetten til kineserne.

Hvad nu, Europa?

Jens-Peter Bonde var medlem af Europa-Parlamentet fra 1979-2008 for først Folkebevægelsen mod EF og siden Junibevægelsen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.