Når en avisledelse svigter både medarbejdere og læsere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er blevet en helt almindelig fremgangsmåde for politikere, embedsmænd og andet godtfolk, at de nægter at udtale sig, når de konfronteres med ubehagelige sager. I bedste fald sender de en mail med som regel et helt intetsigende svar til redaktionen på det medie, der har kontaktet dem, og som redaktionen naturligvis ikke kan følge op på.

Jeg går ud fra, at den praksis er til stor frustration for mediernes journalister. Det er i hvert fald frustrerende for os læsere, lyttere og seere. Men tilsyneladende er der ingen i medieverdenen, der gør noget ved det.

Og nu er der i hvert fald intet håb om, at JP/Politikens Hus træder i karakter her.

Jeg går ud fra, at samtlige redaktionelle medarbejdere i det store mediehus stadig sidder og græmmer sig efter at have læst Martin Krasniks og Klaus Wivels glimrende artikler i sidste udgave af Weekendavisen, hvor de forsøger at få den absolut øverste ledelse i huset til at svare på Flemming Roses anklager om den censur, han blev underlagt på Jyllands-Posten efter Muhammed-balladen.

Og hvad må man så læse: Husets næstformand, den magtfulde Jørgen Ejbøl, svarer aldrig på Weekendenavisens henvendelse, og man havde ellers relevante spørgsmål nok til ham. Jørn Mikkelsen, der indtil for nylig var chefredaktør på JP, havde ingen kommentarer. JP/Politikens direktør – den tidligere journalist! – Stig Kirk Ørskov ringede aldrig tilbage fra sit flyverskjul, og hans forgænger, den nuværende formand for huset, Lars Munch, læste en fuldstændig ligegyldig tre linjers kommentar op efterfulgt af et ”ingen kommentar” til et opfølgende spørgsmål.

Sådan er det altså i dag, at ledende folk i pressen – i hvert fald i JP/Politikens Hus – klart viser og legitimerer over for alle andre magthavere, hvordan kagen skal skæres, når man bliver udsat for spørgsmål, man ikke kan lide.

Nu mangler vi bare, at de fire herrer tilbyder deres erfaring på mediekurser over for alle andre, der også løber fra deres ansvar, når de bliver bedt om at forholde sig til deres egne beslutninger.

Men at det skulle komme så vidt, at tre nuværende topfolk fra landets største mediehus var dem, der for alvor underminerede deres egne medarbejderes (journalisternes) muligheder for at få sandheden frem i betændte sager – det havde jeg aldrig drømt om, og det gør mig dybt beskæmmet.

For nogle år siden protesterede medarbejderne på Politiken voldsomt, da Seidenfaden indgik forlig med Muhammeds efterkommere.

Kan man håbe på en lignende eller måske lidt mere markant reaktion i dag?

PS: Bare til orientering. Det kan faktisk godt lykkes at få uvillige magthavere af enhver slags til at stille op til interviews om deres ubehagelige sager. I de glade monopoldage havde TV-Avisen en modig chef i Hans Jørgen Jensen. Det var ham, der indførte den tomme stol i studiet, hvor studieværten så meddelte, at her skulle xx have siddet. Det tyndede meget hurtigt ud i dem, der ikke ville lade sig interviewe. Men Hans Jørgen Jensen gik heller aldrig – som altså visse andre – i flyverskjul og viste magthaverne vejen.