Kristendom og opstandelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En kristendom uden tro på Jesu fysiske opstandelse er ”tom” (se fx Paulus’ Første Korintherbrev, kapitel 15), uanset hvad Per Ramsdal, støttet af Anders Gadegaard, måtte mene (JP 19/10). For uden Kristi opstandelse kan hans tilhængere, de kristne, naturligvis heller ikke opstå. Og endnu vigtigere: Jesu forkyndelse mangler hermed guddommelig autoritet. Og Jesus selv reduceres til at være en fascinerende lærer på niveau med Sokrates, Buddha, Kierkegaard og måske Muhammed.

Folkekirkens problem er, at måske halvdelen af landets præster reelt er uenige med Det Nye Testamente og enige med Ramsdal.

Ramsdal har blot sagt det i klar tekst. Nu er Ramsdal imidlertid i ni måneder blevet vejledt og oplyst af domprovst Anders Gadegaard. Ganske vist mener Gadegaard reelt det samme som Ramsdal: at Gud alene eksisterer i menneskets hoved som en tro (uden mennesker ”dør” Gud).

Formuleret på en anden måde

Det, som Ramsdal blot skal lære, er at formulere sig anderledes. Ikke noget med direkte at afvise et opstandelseshåb. Ikke noget med direkte at afvise »Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde«.

Nej, præsten skal lære nogle tvetydige sætninger udenad, fx at opstandelsen skal være ”virkelig”, men ikke ”fysisk”. Hvorved domprovst Gadegaard vist mener, at selve Jesu opstandelse (fysisk) er mindre vigtig end kristnes tro på opstandelsen, der naturligvis er ”virkelig” for dem.

Men kan nogle menneskers tro være en ”guddommelig” autoritet? Hvorfor skal man fx være ubegrænset næstekærlig? Javist, det mener Jesus måske, men hvorfor er hans mening mere gyldig end fx filosoffen Nietzsche og hans opgør med slavemoralen?