Den sørgmodige dag

Valgdagen 18/6 var en sørgmodig dag. En dag præget af uforståenhed, frustration og frygt. En dag, som har afgjort de næste fire års politiske kurs i Danmark. Valgaftenen plejer at være en festaften, uanset hvem der løber med sejren. Denne gang gik det op for mig, at en femtedel af den danske befolkning ligger milelangt fra min politiske overbevisning, men endnu vigtigere fra mit menneskesyn. Denne chokerende åbenbaring fik mig til at poste på de sociale medier, at jeg har en intention om at forlade landet med det nu virale hashtag, ”NuErJegFlygtning.

Dette hashtag har startet en ophedet debat, hvor kritikerne hævder, at det både er et tegn på intolerance, arrogance og en manglende forståelse af demokratiets indhold. Nej, jeg er hverken intolerant eller arrogant, når jeg udtaler mig, som jeg gør. Jeg ønskede at skabe en debat – en debat om, hvilken betydning de næste fire år kan få med DF ved roret. Fire år, hvor vi skal kæmpe for at homoseksuelle kan få samme muligheder som heteroseksuelle par. Fire år, hvor vi er nødsaget til at forsvare og råbe højest, når DF genoptager deres fremmedhadske diskurs og nu rent faktisk har mandaterne til at føre den ud i livet. Fire år, hvor flygtninge fra kriseramte og krigshærgede lande støder på en grænsebom i stedet for medfølelse og humanitet, når de kommer.

Jeg ønsker et Danmark præget af tolerance. Et Danmark, jeg kan stå inde for. Selv om DF’s sejr er en sejr for demokratiet, er det et nederlag for Danmarks medmenneskelighed og solidaritet.