Nye vinde blæser mellem Danmark og Tyskland: Et kulturelt venskabsår i 2020

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis der ikke allerede var mange grunde til at orientere sig mod Tyskland, så vil der i 2020 komme flere. Med det historiske jubilæum for 100-året for Genforeningen står vi over for en stor markering af Danmark og Tysklands naboskab; et naboskab, som bygger på politisk dialog og gennem århundreder udveksling af kultur, kunst, sprog, idéer, handel og tanker.

Det har sat sit afgørende præg på begge lande.

2020 er af vore to landes regeringer erklæret som et kulturelt venskabsår mellem Danmark og Tyskland. Vi vil videreudvikle forholdet på begge sider af grænsen med kultur og borgernær samtale. Vi vil øge kendskabet til dansk kultur i Tyskland og tysk kultur i Danmark.

På den danske side af grænsen vil vi også fejre, at Danmark blev genforenet med Sønderjylland. I Tyskland vil man markere den demokratiske grænsedragning. Uanset hvordan vi betragter folkeafstemningerne i 1920, er der tale om en ægte og historisk vigtig begivenhed, idet grænsen, som en af de eneste i verden, blev fastlagt demokratisk.

Grænsedragning gennem stemmeafgivning – ikke gennem krig og magt. Genforeningen i 1920 og den efterfølgende udvikling i grænseregionen afspejler derfor mange af de kerneværdier om åbenhed, tillid og gensidig respekt, som karakteriserer det dansk-tyske forhold i dag.

Gode naboskaber og fredeligt internationalt samarbejde kan ikke tages for givet. Når vi breder perspektivet ud, befinder vi os i lige nu en verden, som i stadig stigende grad præges af usikkerhed, og hvor den liberale internationale verdensorden og det internationale samarbejde udfordres fra flere sider og på flere områder.

Kigger man fra Berlin og København mod vest ser vi i 2020 brexit og tabet af en vigtig partner i EU. Længere mod vest ser USA ud til at ville forandre sit forhold til EU og verden inden for handel og klima. I Berlin diskuteres, om det også omfatter sikkerhed eller ej. I sidste instans kan det kun besvares af USA selv.

Mod øst er forholdet til Rusland inde i en svær fase med den aggressive tilgang, og forholdet til Tyrkiet er anspændt og uden udsigt til, at de vil orientere sig positivt mod Europa og vores europæiske værdier. Endnu længere mod øst søger Kina at øge sin indflydelse på udformningen af den internationale orden og i bekymrende hastig fart sætte sit præg på den teknologiske udvikling.

Kigger vi mod syd sætter Afrika med konflikter og migrationsudfordringer sit præg på udfordringerne for Europa.

I denne internationale kontekst søger Tyskland at finde balancen mellem på den ene side stabilitet, sikkerhed og ny sammenhængkraft i Europa og på den anden side at forny og redefinere de internationale relationer. For Tyskland er EU-samarbejdet siden afslutningen på Anden Verdenskrig nøglen til fred og fremgang.

Nationalismen har tidligere ført Tyskland på tragiske afveje. Den erfarne Merkels tilgang er, at vi skal forsvare vores europæiske værdier og standarder, uden at vi lukker os om os selv. Det er vi hver især for små til. Samtidig erkendes, at der ingen fremtid er uden samarbejdet med de andre lande. Derfor støtter Tyskland fuldt op om det flersidede, multilaterale samarbejde.

I andet halvår af 2020 har Tyskland EU-formandskab. Et formandskab, der vil fokusere på, hvordan vi skaber et stærkt, solidarisk og suverænt Europa. Tyskland vil som middel hertil fokusere på sammenhold og fornyelse af EU-samarbejdet.

I tysk optik er EU nødt til at blive en stærkere global aktør for derigennem at kunne fremme den regelbaserede internationale orden og de værdier, der knytter sig hertil. Styrkelsen af det multilaterale samarbejde og fastholdelsen den internationale regelbaserede orden er mere end nogensinde blevet et erklæret mål for den tyske regering.

Merkel ønsker en vægtforskydning mod europæiske løsninger uden at opgive det transatlantiske forhold. Vi må forblive transatlantiske og samtidig blive mere europæiske.

Kansler Angela Merkel har de sidste 14 år spillet hovedrollen i denne linedans, og navnlig på grund af hende har Tyskland været udråbt til stabilitetens anker i Europa. Men også i Tyskland blæser der nye vinde. Det tyske regeringssamarbejde mellem Merkels konservative Union (CDU/CSU) og socialdemokraterne (SPD) står på meget skrøbelige ben.

Afgørende for regeringens fremtid bliver, hvor hårdt det nye tyske SPD-lederskab vil presse på med sine nye prioriteter om bl.a. flere offentlige investeringer og måske endda et underskud på de offentlige finanser. Det er ikke populært hos Merkels CDU, der har været stærke fortalere for ”det sorte nul”.

Skulle regeringssamarbejdet bryde sammen før det planlagte valg i 2021, kan det ikke udelukkes, at Merkel og CDU vil fortsætte i en mindretalsregering – en absolut undtagelse siden Weimar-republikken – da ingen partier med undtagelse af De Grønne vil have en interesse i et valg nu.

I en så foranderlig verden skal vi i Danmark glæde os over, at vores forhold til Tyskland aldrig har været bedre.