Nissan 370Z er indbegrebet af en ægte japansk sportsvogn
Test: Nissan 370Z ligger i grænselandet mellem en Playstation-fræser, drengerøvs-look og tjekket japansk karisma.
»I resten af Europa er Nissan kendt for at lave sjove og spændende livsstilsbiler, mens vi herhjemme mest er forbundet med fornuftige køretøjer som Qashqai og Micra. Det vil vi lave om på.«
Indgangsreplikken fra Nissans danske marketingchef står klar, før vi sætter os bag rattet af sportsvognen 370Z: Den skal være en af spydspidserne i en imagemæssig genfødsel af mærket på vore breddegrader.
Den på samme tid urklassiske og tidløse japanske sportsvogn burde også have noget at have det i.
Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.
Den topersoners sportsvogn er en af de få japanske biler med et lige så veldefineret model-DNA som Porsche 911, og som trækker tråde helt tilbage til de tider, hvor der blev drømt om den første Datsun Fairlady fra 1969 i mange drengeværelser.
Godt nok har designet ændret sig undervejs, men den klassiske opbygning med frontmotor og baghjulstræk er intakt for modellen, der skiftede navn til 240Z og løbende blev erstattet af nye Z-udgaver.
Egen personlighed
240Z var med til at bane vejen for Datsun og senere Nissan i USA, hvor den vævre sag stak af fra de mere tunge amerikanske sportsvogne. Siden er der i de næste generationer røget mere vægt på sidebenene.
Efter en kort pause blev modellen relanceret med 350Z i 2002. Og i 2009 blev første generation af den nuværende 370Z præsenteret; den er senest faceliftet i 2012.
370Z koster fra 649.000 kr. for en 370Z med en 3,7-liters V6-motor på 328 hk, mens topmodellen Nismo med 344 hk lander på 959.000 kr.
Den japanske sprinter, som på papiret klarer 0-100 km/t. på 5,3 sekunder og runder en topfart på 248 km/t., har med sin buttede front med de kileformede forlygter og de brede hofter sin helt egen personlighed.
Opbygningen er dog teknisk stadig som en sportsvogn af den gamle skole med baghjulstræk og frontmotor. Forvognen er opbygget med dobbelte triangler, mens der agterude er en avanceret multilink-konstruktion.
Vi ligger i grænselandet mellem en Playstation-fræser, drengerøvs-look og tjekket japansk karisma som menukortet på en bedre sushi-restaurant.
Vi klemmer os ned bag det kompakte læderrat i den lille, snævre kabine. Speederen får dap, og motoren snurrer med en nærmest turbineagtig lyd – og så af sted.
Maskinelt klikkende
Vi sidder som støbt i sæderne, der nærmest griber fat om dig, og den lille topersoners kabine er klaustrofobisk. Men det er del af charmen.
Gearskiftet er maskinelt klikkende og kan skiftes med små håndledsvrik, som kræver lidt fasthed, ligesom du også skal bruge kræfter til de tunge pedaler og rat, cool. Reaktionen kommer omgående med et potent soundtrack.
Med de brede fælge følger vi vejen, som på magneter. Men du skal også vare speederfoden for ikke at slå for meget med bagenden. Så den skal holdes i snor, men er også sjov.
Her slår den noget bedagede og tunge konstruktion igennem. En BMW 228i eller 235i kan køres hårdere gennem svingene og har et forbrug, der ligger langt under 370Z’erens tørstige 9,4 km/l.
Få konkurrenter
Du skal også vænne dig til nogen rumlen fra hjulkasserne. Men der er hjælp på vej. 370’eren får en lille make-over i løbet af foråret, som mest omfatter en bedre støjdæmpning.
Herhjemme er der ikke meget, som matcher i samme klasse. Toyota GT86 til 530.000 kr., der er søstermodel til Subaru BRZ, er med sin firecylindrede 2,0-liters boxermotor på 200 hk lettere på tå, mens Hyundai Genesis Coupé med sin 3,7 V6’er på godt 300 hk er meget doven, amerikansk og tung at danse med.
Den importeres dog ikke til Danmark mere. Her rammer 370Z et fint kompromis mellem det sportslige og det stilige.
Det er dog en bilklasse, som har det svært i Danmark. De ungersvende, som kunne fristes af en tosæders sportsvogn, kan ikke som syd for grænsen eller i Sverige nå drømmen inden for et almindeligt bilbudget.
Mens mange af de, der har råd, kigger efter mere stilige og praktiske alternativer fra for eksempel BMW eller VW-koncernens hylder. Det er en vifte, som spænder lige fra Seat Leon Cupra over BMW 2-serie til Audi TT.
370Z har et pænt læs udstyr med i hatten, men en finish indendørs, som findes mere gennemført på de europæiske konkurrenter – egentlig meget sigende for 370 Z.