BMW’s sportsvogn er en aparte skabning
Test: BMW i8 har stikkende øjne, herkuliske former og en speeder, der giver adgang til en lille 1,5 benzinmotor og en ditto elektromotor. Vi tester, om det er noget, der dur.
Der er lagt op til hidsige diskussioner i BMW-klubber verden over, når de får fingre i den nye i8.
For det første er bilen – um Gottes Willen – en hybridbil med benzinmotor på kun tre cylindre, og for det andet er dækkene smalle som på en familiebil. Det er en alvorlig sag. Menigheden af BMW-disciple er stor, og de er stærke i deres tro på motorkraft og køreglæde, så vi låner derfor en ud af to dansk indregistrerede BMW i8 (den anden bil er angivelig købt af Lego-familien) for at se, hvad der er op og ned, når tyskerne er klar med den første sportsvogn siden den legendariske M1. Lad os starte med at skridte den af, hvis vi ellers kunne være i fred.
Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.
Opmærksomhed
De står overalt, vender tomlen op og spærrer vejen hen til vognen. Unge, gamle, store og små. En flok knægte er bevægede og gør sjove tegn med fingrene, en ældre fyr, der påstår, at han ellers ikke er bilinteresseret, siger, at i8 er hans drømmebil. Det batmobil-lignende design vækker da også opmærksomhed, som var det Nikolaj Coster-Waldau, der gik en strøgtur. Som med den danske superskuespiller synes pigerne, at i8 er for cool, og på niveau med Coster-Waldau prøver den nye BMW også kræfter med de store stjerner i sportsvognsklassen, der tæller notabiliteter som Audi R8 og Porsche 911. Prisen starter ved 2,8 mio. kr.
Måske hører interessen sammen med, at den rundryggede vogn er en aparte skabning med bukkede og skarpslebne linjer i en skøn blanding og bagskærme inspireret af flyindustrien. Men der er også noget for de teknikinteresserede.
Opladningshybrid
En 231 hk trecylindret maskine trækker baghjulene, og en 131 hk elmotor trækker på forhjulene. BMW i8 er en plugin-hybrid, der kan lades op til 37 km ren elkørsel.
Alligevel er der præstationer på niveau med Porsche 911: altså 0-100 km/t. på 4,4 sekunder, mens topfarten dog er begrænset til 250 km/t. Bilen er bygget i superstift kulfiber med en bundramme af aluminium og en unik passagercelle af kulfiber, som er limet sammen og kan bygges på rekordtid i øvrigt. Vægten er helt nede på 1.485 kg. Det er ikke lang tid siden, en monocoque i kulfiber var den slags, du kun fandt i de mest eksotiske superbiler.
Men, hvad er det med en 1,5-liters benzinmotor? Jo, den er god nok, i princippet har BMW hentet den kendte maskine fra den nye Mini, altså med tre cylindre.
Lader man bilen op om natten, er der ifølge BMW 37 km kørsel på ren el at hente – et tal, vi dog aldrig kom i nærheden af. Det er også muligt at indstille køretøjet, så batteriet eksempelvis bliver ladet op, mens man kører på motorvejen, så der er strøm til at glide lydløst gennem byen.
BMW i8 starter altid stille og roligt op, for i lighed med øvrige opladelige hybridbiler begynder kørslen på strøm. Vi finder dog hurtigt sportknappen, og så skifter køretøjet karakter. Over til venstre med gearstangen, og motoren vågner op.
Skifter karakter
Pludselig lyder den lille motor som en racerbil og på trods af at meget af lyden er kunstigt skabt, lyder det fedt. Samtidig bliver rattet tungere, automatgearet foregår endnu hurtigere, mens alle kræfterne er til stede.
Lad os fyre bæstet af: Det første, der imponerer, er den lynhurtige speederrespons og så, at i8 vitterligt er vanvittig rap på de første par hundrede meter. Her er sportsvognen ude af starthullerne, så selv deciderede superbiler vil have svært ved at følge med. Forklaringen er naturligvis, at elmotoren har maksimalt moment ved nul omdrejninger.
I sving brillerer i8 med formidable accelerationer ud ad svingene – BMW’en kan endda køres med overstyring – altså med en levende bagende – og det gælder både under acceleration og speederslip. Det er fornøjeligt.
Kedeligt styretøj
Balancen er en sportsvogn værdig, men der er et problem. Styretøjet er ikke en sportsvogn værdigt. Det er alt for lidt meddelsomt. Noget af det stammer helt sikkert fra de smalle dæk, men en stor del må tilskrives, at styretøjet overfører for lidt mekanisk information til rattet. Bilen styrer dog præcist nok – det er bare svært at mærke forhjulene – og det er ærgerligt, når resten af pakken er så velfungerende.
Bag rattet er det svært ikke at føle sig tilpas – altså, når man først er kommet ind i bilen. Vi åbner mågevingedørene, lader os dumpe ned i vognen, noget klodset, da en ekstraordinær bred tærskel gør, at skridtet ind i vognen skal være næsten Goliat-stort, og derefter må man møve sig på plads og bøje sig selv som en grævling. Men vi klarer det og bliver en smule skuffede. BMW i8 ligner nemlig den mindre i3 til forveksling i kabinen og ikke et køretøj til næsten 3 mio. kr. Til gengæld er den lige så nem at betjene som lillebror, og det er positivt ment.
Avancerede instrumenter
Instrumenteringen er digital, og der er næsten ingen knapper – den store farveskærm, som mærkeligt nok ikke er berøringsfølsom, styrer de fleste sekundære funktioner. Desværre er det hele lidt plasticagtigt. Omme bag forsæderne er der, i lighed med Porsche 911, et lille bagsæde, der mest kan anvendes til transport af indkøbsposer.
Kørestillingen er perfekt, og rattet ligner det, vi kender fra racerbiler, lille, tykt og helt fladt nederst. Så er der nemlig ekstraplads til hurtige bevægelser, uden man støder på med knæene. De skålformede sæder holder kroppen fast som en astronaut i et rumskib, der skal affyres. Der hersker dog også en god portion fornuft i BMW’en. Den er nemlig let køre, og betjeningen er omtrent som i en I3, som er tyskernes rene elbil, mens fjedrene er sat sammen, så i8 faktisk er ganske behagelig på en motorvej.
På p-pladsen er dens format til gengæld et problem. At bakke den ind i en p-bås eller ind i en parallelparkering kræver både røntgenblik og fingerspidsfornemmelse, for det er umuligt at overskue bagdelen fra førersædet.
Hvad BMW-fans vil sige til den, er vi ikke blevet klogere på, men bilen består i første forsøg, og det mest interessante er måske, at selv om bilverdenen er under forandring, behøver man ikke frygte mødet med fremtiden.