Fortsæt til indhold
Politik

Her er Esbjergs store stemmesluger

Den siddende borgmester forbedrede sit personlige stemmeantal.

Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup (V), sad inden kommunalvalget solidt på magten i kommunen.

Det ser der ikke ud til at blive rokket ved i det nye byråd. Ved det seneste valg fik Johnny Søtrup 10.677 personlige stemmer, svarende til næsten hver femte af de afgivne stemmer.

I år cementerer Johnny Søtrup så sin status som en stemmesluger af rang med foreløbig 12.732 optalte personlige stemmer - over 8.000 flere end nummer to på listen, Socialdemokraternes John Snedker, som er hovedudfordrer til borgmesterposten.

Bedre end forventet

"Jeg er meget glad for at få fire år mere på posten i et job, jeg holder meget af," siger en træt Johnny Søtrup i en hurtig kommentar til jyllands-posten.dk og tilføjer, at valget gik "bedre end vi overhovedet havde kunnet forvente".

Inden kommunesammenlægningen med Bramming og Ribe var Johnny Søtrup borgmester i den gamle Esbjerg Kommune, hvor han sad fra 1994.

Esbjerg Kommune har ry for at samarbejde bredt, og derfor har Johnny Søtrup varslet, at der kan blive udvalgsformandsposter til byrådsmedlemmer fra oppositionen.