Fortsæt til indhold
Håndbold

Kræftramt Svensson i flot comeback

Masser af tegn på evnerne og en halv times håndbold til Daniel Svensson, der debuterede som Skjern-spiller med en 31-25 sejr over Ribe-Esbjerg.

På mandag er det syv måneder siden, at Daniel Svensson fik konstateret kræft.

Chokeret, syg og uden en klub efter sommerferien begyndte han på sin kræftbehandling.

Fredag aften vendte han tilbage til håndboldbanen. 31-årige Svensson debuterede for Skjern Håndbold, der slog Ribe/Esbjerg med 31-25.

Modtaget med stor hyldest

Spilletid var der overraskende meget af til bagspilleren, der frejdigt har proklameret, at kun hans lunger mangler at komme på omgangshøjde med resten af hans krop.

Svensson kom på banen efter 16 minutters spil og blev straks modtaget med stor hyldest, hvorefter han i de tre næste angreb havde næstsidste hånd på Skjern-scoringer.

»Han kommer til at betyde ufatteligt meget for os. Daniel har alt det, som vi andre ikke har. Primært en fandenivoldskhed, som vi ikke har herude i Skjern. Han kommer til at løfte os til nye højder. Og så er der jo alt det spillemæssige, hvor han er så indlysende dygtig,« siger Skjern-anfører Henrik Møllgaard.

En vildbasse med engagement

Attituden så de normalt passive tilskuere i Skjern Bank Arena, da Svensson under en vanskelig situation i undertal gik brølende op langs sidelinjen med knyttede næver ud mod publikum, der straks kvitterede for vildbassens engagement.

Spillemæssigt fik man bekræftet Henrik Møllgaards vurdering. Svensson gled direkte ind i spillet, scorede to gange, blev udvist, fremtvang straffekast og spillede holdkammerater fri til syv scoringer.

Samlet set spillede Daniel Svensson næsten en halv time, hvilket var meget for en mand, der spillede sin seneste håndboldkamp mellem jul og nytår.

I Wilbeks tanker

Den danske liga synes således beriget med en stor profil efter nogle år i spansk og tysk håndbold. Karrieren i den danske liga hos Ajax, FCK og især AaB blev ødelagt af fem knæoperationer.

»Det er alene på grund af de fem operationer, at Daniel Svensson kun har spillet otte A-landskampe. Det bliver spændende at følge ham i den kommende tid, for en spiller som Daniel kan så mange ting, at han aldrig forsvinder ud af en landstræners tanker. Heller ikke mine, men lad ham nu lige komme godt og roligt i gang igen,« siger landstræner Ulrik Wilbek.