Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB-helt svinet af modstander

Randers-spiller har ikke meget tilovers for AaB’s Kasper Kusk.

Kasper Kusk er en uærlig fodboldspiller.

Dommen faldt fra Randers’ udviste Elmar Bjarnason, der var afklaret, men stadig rasende på Kasper Kusk efter kampen.

Forud for Bjarnasons røde kort var gået et frispark på Kasper Kusk. Randers-spilleren kastede bolden hen på AaB-spilleren, der derefter appellerede til dommer Lars Christoffersen.

Episoden var udramatisk, men gjorde alligevel Bjarnason rasende.

"Smider sig hele tiden"

»Kasper Kusk er en fremragende fodboldspiller, men han er en uærlig fodboldspiller. Han smider sig hele tiden. Jeg har respekt for ham som fodboldspiller, men derudover bryder jeg mig ikke om hans stil,« sagde Elmar Bjarnason.

Oplevelsen af episoden kom noget bag på Kusk.

»Det er vel ikke normalt at kaste bolden efter en modstander. Det vil enhver da reagere på. Han var nok bare frustreret og det er meget forståeligt. Vi har alle lavet dumme ting, når vi er bagud og irritable,« sagde Kasper Kusk, hvilket hans Randers-”fjende” sådan set var enig i.

»Det var dumt af mig. Men dommeren kunne også have udvist lidt forståelse i den situation,« sagde Randers’ bedste spiller, der nu ryger i karantæne.

Selvtillid i AaB

I AaB var der med rette stor glæde over sejren, men ikke over spillet.

»Vi spillede ikke vores bedste kamp. Men vi var effektive og det kendetegner vel meget godt i et hold med selvtillid. Det er simpelt, men selvtilliden betyder at alt bare lykkedes. Min sidste berøring ved det tredje mål var ikke god, men jeg fik bolden ind i alligevel,« sagde Kasper Kusk, der scorede karrierens første hattrick.