OB lancerer billetrevolution
OB sætter sine priser til hjemmekampe drastisk ned.
I ligehed med andre Superliga-klubber går OB nu til kamp mod dalende tilskuertal og sætter billetpriserne til klubbens hjemmekampe ned.
OB har tirsdag lanceret en såkaldt 'billetrevolution', der er et nyt tiltag for at få flere folk på stadion.
- Vi har lyttet meget til vores fans, der har efterlyst lavere priser, og jeg er utrolig glad for, at vi kan præsentere dem for en stribe muligheder, som vi mener udgør Danmarks bedste og mest omfattende ændring af billetpriser, siger Thomas Christensen, adm. direktør i Odense Sport&Event - selskabet bag OB.
- Opbakning og sammenhold er helt afgørende, hvis vi skal nå vores fælles mål om sportslig succes til OB, og derfor har vi lavet en samlet løsning, der giver vores fans mulighed for at vælge, hvad der passer dem allerbedst, tilføjer han.
395 kr.
Til den nye sæson kan klubbens fans bl.a. købe et såkaldt Club Carlsberg-kort, der giver adgang til alle kampe i den kommende sæson for 395 kroner. Desuden vil man til de kommende hjemmekampe i den nye sæson kunne komme ind til OB-kampe for 50 kroner, hvis man som voksen er iført en OB-trøje.
OB sætter i øvrigt også de 'almindelige' billetter ned. I den kommende sæson koster det således 80 kroner at komme ind til en såkaldt B-kamp, mens billetter A-kampe koster 120 kroner.