Solbakken: Vi er jo ikke et symfoniorkester
FCK-træner Ståle Solbakken var i topform efter 2-0 sejren over Helsinki.
En times tomgang løsnede sig endelig for FC København, da Ståle Solbakken sendte Nicolai Jørgensen på banen, som kvitterede med begge mål i 2-0 sejren over Helsinki i FC Københavns første Europa League-kamp.
Jørgensen gjorde præcis det, Ståle Solbakken havde fortalt ham.
»Jeg fik bare at vide, at jeg skulle i straffesparksfeltet af Ståle, og jeg skulle ikke så meget ned og blande mig i banen, som jeg ellers godt kan lide. Han fik jo ret. Jeg scorede to mål, så det var dejligt,« sagde Nicolai Jørgensen efter kampen.
Solbakken er ofte efter Nicolai Jørgensen for ikke at være god nok til at udnytte sit talent som målscorer. Det gjorde Jørgensen torsdag aften, men ofte bevæger han sig ifølge Solbakken for langt ned i banen.
»Hvad er meningen med det? Da kan Claudemir jo stå med sin forfærdelige skudfod. Vi har jo ikke brug for en til dernede. Gode spillere skal ind mod målet. Du og jeg kan jo stå og spille sådanne bolde på midten af banen. Det er ikke til at holde ud at se på. Det værste er tværaflevering på tværaflevering. Jeg vil ikke lave et symfoniorkester. Jeg vil være heavy rocker. Jeg vil fremad,« sagde Solbakken.
Indtil Jørgensens 1-0 mål i det 68. minut var det en meget svær kamp for FC København. Ikke mindst fordi Andreas Cornelius også misbrugte et straffespark.
»Det kan jo ske, og det ændrer ikke min selvtillid, om jeg scorer eller brænder et straffespark. Jeg er klar til at sparke igen næste gang, for når jeg har taget ansvar ved at ville sparke dem, kan jeg jo risikere at misbruge et,« lød det fra Cornelius.
Udover Nicolai Jørgensen var FC Københavns nye offensive spiller Alexander Kacaniklic god på sin venstre kant.
»Han er en fantastisk spiller. Han har et dejligt løb med bolden, og han gør os helt sikkert bedre. Han er en super spiller,« sagde Nicolai Jørgensen.
»Han er god en til en. Den slags spillere, især i Skandinavien, har ofte begrænsninger i sammenspillet med andre, men det har han ikke,« sagde Ståle Solbakken om Alexander Kacaniklic.
HJK Helsinki erkendte, at FC København havde været det bedste hold.
»Det er et faktum, at vi var trætte af at jagte bolden. Man kan også sige, at FC København er et bedre hold end os, men jeg var faktisk ret fortrøstningsfuld inden det første mål. Der var ingen reel trussel, og jeg ventede med at indskifte de offensive spillere,« sagde Helsinkis træner Mika Lehkosuo