AGF rykker ned i 1. division
AGF tabte for 10. gang i træk i Superligaen og skal spille i 1. division efter sommerferien.
For tredje gang på otte år rykker AGF ud.
Holdet tabte søndag med 0-3 til Sønderjyske på hjemmebane og rykker ud af Superligaen sammen med Viborg, mens de sønderjyske eksperter i overlevelse, snupper et år mere i den bedste række.
Ydmygelsen blev fuldendt, da målmand Steffen Rasmussen tabte bolden i sidste minut som bagerste mand, og så scorede Sønderjyskes Rubin Okotie i det tomme mål.
Forfærdeligt forår
Kampen var et perfekt billede på AGF’s forfærdelige forår.
AGF spillede nemlig en rigtig god første halvleg. Holdet kombinerede fint og kom frem til flere store muligheder, men - som det har været tilfældet i det meste af foråret - manglede skarpheden. Straffesparket blev ikke fløjtet, da Stephan Petersen blev kantet af Sønderjyske-backen Daniel Christensen, Osama Akharraz sparkede over mål og Stephan Petersens skud blev blokeret ved en tilfældighed. Og så skete det, der ikke måtte ske for hjemmeholdet: Sønderjyske etablerede et tungt pres og fik et par hjørnespark lige i streg.
Et minut før pausen dansede bolden et par gange frem og tilbage i feltet efter et hjørnespark, inden den landede for fødderne af Hallgrimur Jonasson, der bankede bolden op i nettaget og sparkede AGF tættere på 1. division.
Det var det samme, der skete i Viborg for et par uger siden: AGF spiller fint, men scorer ingen mål og lukker selv for mange ind.
Tvunget til sejr
AGF skulle ellers vinde for at holde liv i håbet, og derfor forsøgte AGF-træner Jesper Fredberg sig med to angribere fra anden halvlegs begyndelse. Jesper Lange blev smidt helt i front sammen med Marcus Solberg.
Men AGF kunne ikke score. De eneste AGF-mål, som de 9.382 tilskuere fik - hjemmeholdets fans blev i øvrigt lukket gratis ind i dagens anledning - var de mål, der blev vist på storskærmen inden kampen. Og det var historiske klip, fordi AGF har blot scoret to mål i de seneste 10 kampe, som alle er endt med nederlag.
AGF satsede, og det gav chancer i den anden ende. Sønderjyske havde mange store kontramuligheder, men det andet mål kom igen efter et hjørnespark. Det var nærmest en gentagelse af det første mål; bolden hoppede frem og tilbage, AGF fik ikke sendt den ud af feltet, og så endte den hos Aarhus-drengen Tommy Bechmann, der bankede den hårdt i mål.
»Ledelsen skal ud«
Tilskuerne i Aarhus var forberedt på, at det meget vel kunne ende med nedrykning og havde forberedt et banner med følgende tekst:
»3 nedrykninger på 8 år. Hvor mange fejl skal der til?«
Banneret blev fulgt af sagen:
»Ledelsen skal ud. I har smadret vores klub.«
AGF lukkede kampen med 10 spillere, fordi backen Alexander Juel Andersen fik sin anden advarsel 10 minutter før tid og dermed rødt kort.