Brian Steen Nielsen
Siden 2005 har Brian Steen Nielsen, 45 år, haft jobbet som sportschef i AGF. Den tidligere landsholdsspiller sluttede sin aktive karriere i AGF, inden han søgte og fik jobbet som sportschef.
Som sportschef har Brian Steen Nielsen ansvaret for scouting af nye spillere og for at pleje et kolossalt netværk af kontaktpersoner i danske og udenlandske klubber, rådgivere fra hele verden og spillere.
Desuden har han det formelle ansvar for talentudviklingen, som i princippet også omhandler ungdomsholdene fra U19 ned til U10. I praksis styres det arbejde af talentchef Casper Bugge, men Brian Steen Nielsen bliver løbende orienteret. Når det gælder U17- og U19-holdene, er han tættere på, når der skal ansættes fuldtidspersonale til disse hold.
Brian Steen Nielsen har et økonomisk ansvar, et budget for spillerlønninger, som han skal holde. Det sker i tæt samarbejde med direktør Jan Christensen.
»Hvis vi skal lave noget ekstraordinært, så skal Jan Christensen ind over. Vi kan ikke lige hente et par millioner hist og pist. Vi er nødt til at prioritere hårdt,« siger Brian Steen Nielsen, som refererer til direktør Jan Christensen og er sidestillet med træneren.
Ud over det økonomiske ansvar er Brian Steen Nielsen også med til at fastlægge klubbens strategier. Det sker i samarbejde med direktør og træner. Det samme gælder indkøb af spillere.
»Peter Sørensen kan umuligt nå at se på spillere. Han stoler på, at jeg kommer med de rette spillere. Vi henter ikke spillere, som træneren ikke ønsker at bruge. Så jeg spørger ham. Han kan sige nej til spillere, vi vil hente ind, det har alle trænere i AGF altid kunnet gøre. Forskellen nu er, at det er blevet beskrevet. Jan Christensen og jeg kan godt skrive kontrakt med en spiller, vi vil have. Men hvis Peter Sørensen ikke vil bruge ham, er det jo penge ud ad vinduet. Så selvfølgelig skal træneren høres.«
Sportschefen er ikke tilhænger af at gå enegang.
»Jeg har kompetencer og muligheder for at gøre noget selv, men for mig er det vigtigt, at vi gør det sammen.«