Det øgede pres og det fælles ansvar i AGF

Hvordan er vi placeret? Hvor meget har vi vundet? Hvor meget har vi tabt? Har vi scoret mål nok? Er der gået for mange ind? Hvilke spillere har været med, og hvilke har ikke? Har vi levet op til de værdier, vi skal på og uden for banen? Hvordan har spillet set ud?

Spørgsmålene var mange og særdeles konkrete, da AGF i ugen efter nederlaget i Herning mod topholdet FC Midtjylland skulle evaluere det seneste halve år.

AGF havde efterladt et mildest talt flosset foto af en fodboldtrup i ubalance, da sæsonen og formen tog tilløb til vinterpausen. Især nederlagene mod OB (1-4) og FC Midtjylland (0-3)flyttede fokus over på cheftræner Peter Sørensen. Forklaringer på manglende indstilling skulle findes.

Ifølge AGF’s daglige leder, administrerende direktør Jan Christensen, var processen ikke anderledes end de seneste mange gange.

Først mødes han med træneren og sportschefen. Som sportschef i AGF har Brian Steen Nielsen ansvaret for blandt andet at finde de bedst mulige spillere inden for sit budget. Men træneren ansætter han ikke. Alene af den grund, at han og træneren er sideordnede, de er kolleger med hvert sit fagområde, og begge refererer direkte til den daglige chef.

To fagspecialister

Det er ofte en udbredt misforståelse at tro, at sportschefen i AGF har det fulde ansvar for alt, der har med spillet at gøre. Sådan forholder det sig i nogle klubber, men ikke i AGF.

Peter Sørensens ansvarsområde er ligatruppen. Dens evne til at vinde kampe, dens velbefindende, dynamikken.

På det første møde mellem de tre øverst ansvarlige i den daglige ledelse kommer Peter Sørensen og Brian Steen Nielsen først med hver sin version af forløbet. Hvordan ser de på det, der er sket? Direktøren Jan Christensen stiller spørgsmålene.

»Jeg kan mærke, at jo længere tid, jeg har været her, jo bedre er jeg blevet til at stille de rette spørgsmål,« som han bemærker.

Jan Christensen er selv tidligere fodboldspiller, men han er langtfra fagspecialist, men hans indsigt i spillet er øget de seneste snart fem år som øverste chef for AGF.

Sammen analyserer de tre ledere, de finder ud af, hvad de kan lære af det, der er sket, og hvordan de kommer videre. Det munder ud i en redegørelse, som de fremlægger for bestyrelsen.

Bestyrelsen i AGF består af blandt andre formand Lars Fournais og Jens Harmsen, fodboldkyndige folk med stor ledererfaring fra erhvervslivet. Altså folk, som ikke er bange for at stille krav.

Evalueringerne i bestyrelsen har givetvis haft sigte på træner Peter Sørensens håndtering af truppen i efteråret, hvilket trænerens efterfølgende udsagn har bakket op.

Har lagt sig ned

Peter Sørensen har – sagt på jævnt dansk – lagt sig fladt ned efter den massive kritik, han har erkendt at have givet nogle spillere for lang snor, forstået på den måde, at de er blevet valgt til kampene, selv om de ikke nødvendigvis har præsteret fuldt ud tilstrækkeligt til træning. Og sker den slags jævnligt, risikerer træneren at miste respekt og opbakning i truppen.

Hvem har så ansvaret for de svigtende resultater? I nogen grad spillerne, også sportschefen, der har ansat spillerne, ikke mindst træneren, som skal få den sportslige stab til at fungere og i sidste ende direktøren og bestyrelsen.

Under alle omstændigheder har presset på træner Peter Sørensen ikke været større, end det er i den første uge af foråret, når AGF møder FC København og Sønderjyske i ligaen samt har chancen for at spille sig i semifinalen i pokalen mod AaB.

En svag uge ni kan koste træneren jobbet. Også selv om der er flere om ansvaret.