Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB-træner: Perfekt oplæg til topkamp

"Der er fire guldkandidater, og vi er en af dem."

På søndag kommer FC Midtjylland til Aalborg. En direkte duel om guldet? I hvert fald sørgede AaB for at intensivere spændingen i toppen af Superligaen med en 5-2 sejr på udebane mod AGF.

»Vi kan komme tættere på FC Midtjylland, men der er stadig mange kampe tilbage. 12, tror jeg. Jeg har sagt hele tiden, at vi ikke underspiller vores rolle. Vi har nemlig aldrig forholdt os til topkampen. Men der er fire kandidater, og vi er en af dem. Men vi er ikke favoritter. Vi har et hold, der ikke har vist, at det kan spille en hel sæson. Det er vi så i gang med. Men det kræver mere,« kom det fra Kent Nielsen, som konstaterede, at hans hold slet ikke spillede godt nok. Trods en sejr på 5-2.

»I pokalkampen for halvanden uge siden var vi stærkt spillende. I dag var vi meget effektive og vi satte også nogle super-angreb i gang. Men ellers lavede vi for mange fejl. Vi er heller ikke tilfreds med, at AGF scorede to mål mod os i dag, for så mange chancer skabte de heller ikke,« kom det fra AaB-træneren, der tilfører begrebet perfektionisme en helt ny betydning.

Efter 0-0 i den seneste hjemmekamp mod FC Vestsjælland fik AaB tre point.

»Med denne sejr har vi samlet set fået en god start på foråret. Det er perfekt som optakt til på søndag. Vi vidste, at det kunne blive vanskeligt mod AGF, men vi fik hurtigt kontrol over kampen. Vi er glade for denne sejr. Indholdet var ikke prangende, men vi kan godt leve med de tre point op til kampen næste søndag,« kom det fra Kent Nielsen – uden at blinke.