Rio Ferdinand: Chelsea-anfører er en idiot
John Terry mistede Rio Ferdinands respekt under racismesag.
Den engelske fodboldspiller Rio Ferdinand er i gang med de sidste år af karrieren. Og som det efterhånden er en tradition, udkommer den 35-årige tidligere Manchester United-anfører nu med sine erindringer fra sin tid i det professionelle fodboldmiljø.
Rio Ferdinand har gennem sin karriere været involveret i en del opsigtsvækkende situationer. Han har været handlet som den dyreste forsvarsspiller nogensinde, han har fået en dopingdom for at udeblive fra en test, og så var han involveret i en racismesag, der havde den engelske landsholdsanfører som midtpunkt.
Den sidste episode har gjort, at Rio Ferdinands forhold til Chelsea-spilleren John Terry er så godt som ødelagt. Terry blev af Ferdinands bror, Anton Ferdinand, i 2011 anklaget for racisme under en kamp mellem Chelsea og Queens Park Rangers.
"Den største idiot vil for mig altid være John Terry. Som anfører for England og min partner i midterforsvaret på landsholdet, kunne han have sparret os alle sammen for en masse ballade, hvis han bare havde indrømmet at have tabt hovedet i situation, men ikke var racist," skriver Rio Ferdinand i bogen "#2sides", ifølge avisen The Telegraph.
Blev droppet af landstræneren
Sagen endte med, at John Terry, efter hele tiden at have benægtet racismeanklagerne, af det engelske fodboldforbund blev idømt fire spilledages karantæne samt en bøde på over to mio. danske kroner.
Men sagen betød også, at Rio Ferdinand måtte stoppe på det engelske landshold, da landstræner Roy Hodgson ikke ville have dem begge med i truppen til EM i 2012.
Hvor Hodgson derfor ikke er blandt Rio Ferdinands favorittrænere gennem tiden, så er skotske David Moyes bestemt heller ikke en del af den kategori.
Pinlig Moyes-taktik
Skotten overtog i sommeren 2013 fra den legendariske manager Alex Ferguson i Manchester United, men David Moyes' evner lod, ifølge Rio Ferdinand, en del tilbage at ønske.
"Af og til var taktikken, at vi skulle slå høje, lange, diagonale indlæg. Det var pinligt. I en hjemmekamp mod Fulham, havde vi 81 indlæg! Hvorfor skulle vi det?" spørger han retorisk i bogen.
Efter under et år i klubben blev David Moyes fyret i slutningen af april i år. Rio Ferdinand, der nåede at spille 312 kampe for Manchester United, skiftede efter 12 år i klubben i sommer til Queens Park Rangers.