Fortsæt til indhold
Fodbold

Wozniacki storroser engelsk fodboldklub

"Stemningen på Anfield er fantastisk," siger Caroline Wozniacki.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er erklæret Liverpool-fan.

Det beviste hun så sent som i går, da hun var på Anfield for at se den engelske klub vinde med 4-1 over West Bromwich.

Daniel Agger kom ikke på banen, men Wozniacki kunne i stedet glæde sig over Luiz Suarez' hattrick.

Stor fodboldfamilie

Til Liverpools officielle hjemmeside fortæller danskeren nu, hvad der er så specielt ved Liverpool FC.

"Jeg har altid støttet Liverpool, siden jeg var en lille pige. Min familie var en stor fodboldfamilie, og min bror var Manchester United-fan, så jeg ville være anderledes. Jeg spillede en opvisningskamp her for 10 år siden og så Anfield og lærte om klubbens traditioner," siger Caroline Wozniacki til liverpoolfc.com.

Hun tilføjer, at hun nød kampen i går, som Liverpool nærmest dominerede fra start til slut, og hvor Suarez beviste, at han i øjeblikket er en af verdens allerbedste fodboldspillere.

"Elsker at komme her"

"Luis Suarez' andet mål på hovedstød var min favorit. Det var perfekt timing, og det var en rigtig god afslutning," siger den danske tennisspiller og fortæller om den "fantastiske" stemning på Anfield.

"Det er svært rigtigt at beskrive, med mindre man har været her. Jeg elsker bare at komme her, og holdet spillede godt. Det har været en sjov dag."