Manchester United undskylder nazi-lignende hilsen
Et nyhedsbrev har skabt stor debat blandt klubbens fans.
Et nyhedsbrev, der skulle fortælle om Manchester Uniteds unge fodboldstjerner, har de seneste par dage skabt vild debat blandt klubbens fans.
Nyhedsbrevet blev sendt ud til klubbens fans med bl.a. billeder af unge stjerneskud som Adnan Januzaj og David de Gea
Men foruden billeder af spillere var der også et logo, der har fået mange til at henlede opmærksomheden på nazismen.
"MUFC" står der i logoet, men Uniteds grafiske afdeling har designet det således, at det kan minde om et hagekors.
Nazistisk politik
Samtidig står der "New Order" som overskrift i e-mailen - sikkert med henvisning til klubbens nye generation, men på de sociale medier har overskriften skabt heftig debat.
"New Order" er nemlig også en politik, der stammer fra nazismen.
Hele miseren har skabt så stor debat, at Manchester Uniteds pressechef, David Sternberg, har set sit nødsaget til at undskylde for det uheldige nyhedsbrev.
"Manchester United vil gerne give en uforbeholden undskyldning for dette," meddeler David Sternberg ifølge BBC i et nyt nyhedsbrev til klubbens fans.
"Fuldstændig upassende"
Pressechefen har desuden besvaret en række klager på Twitter og understreger, at det ikke var klubbens intention at skabe tvivl om budskabet i mailen.
"Men kreativiteten er fuldstændig upassende. Vi undskylder uforbeholdent og tager de nødvendige konsekvenser internt," lyder det fra David Sternberg på Twitter.
Det uheldige nyhedsbrev kan f.eks. ses på BBC's hjemmeside.